Mand med elefanthue og solbriller truede servitrice med kniv i Odense

En maskeret mand gik natten til tirsdag ind på værtshuset Vognhjulet i Odense og truede servitricen til at udlevere omsætningen, skriver bt.dk.

»Han truede hende med en kniv på cirka 10 til 12 centimeter, og hun blev så chokeret, at hun bare smed pengene i retning af ham. Han måtte så selv samle dem op fra gulvet,« fortæller vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bendtsen til bt.dk.

Da røveren havde fået fat i sit bytte, som ifølge vagtchefen var så beskedent, at det »ikke var timelønnen værd«, tog han flugten til fods.

Gerningsmanden beskrives som mellem 20 og 30 år og 170 centimeter høj. Han talte dansk med mellemøstlig accent, og under røveriet bar han en hvid hættetrøje og blå cowboybukser. Han havde elefanthue eller en høj halsedisse for ansigtet og bar solbriller.

Politiet vil nu se videoovervågningen fra stedet igennem og håber, at enten det eller den øvrige efterforskning kan lede dem på sporet af gerningsmanden.

Røveriet skete omkring klokken 01 natten til tirsdag. Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet, kan du kontakte Fyns Politi på telefon 114.

BNB