Mand i kritisk tilstand efter knivstik på marked på Lolland

Klammeri fredag aften ved Døllefjelde Musse Marked på Lolland endte med knivstik. Offers tilstand er kritisk.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 32-årige mand, som fredag aften blev stukket ned med kniv ved Døllefjelde Musse Marked på Lolland, er i kritisk tilstand.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lørdag morgen.

Knivstikkeriet fandt sted lidt efter klokken 18, hvor offeret og en anden yngre mand kom i klammeri på parkeringsarealet ved markedet på Sakskøbingvej i Nysted, oplyser politiet.

Den ene trak en kniv og stak den 32-årige mand ned. Herefter flygtede gerningsmanden, som fortsat er på fri fod. Politiet oplyser dog, at det har en formodning om, hvem gerningsmanden er.

»Han opfordres til selv at henvende sig til politiet,« lyder det.

Manden, som blev stukket, kom alvorligt til skade, og han blev fløjet til behandling på Rigshospitalet. Hans tilstand vurderes som kritisk.

Sagen efterforskes som drabsforsøg.

Politiet efterlyser mulige vidner i sagen.

»Vidner, der kan have set hændelsen, eller har informationer om gerningsmanden, bedes kontakte politiet på telefon 114,« skriver politiet.

Alderen på offeret fremgår ikke at politiets pressemeddelelse, men ifølge Folketidende er der tale om en 32-årig mand fra Nykøbing.

Døllefjelde Musse Marked foregår torsdag til søndag.

Markedet oplyste fredag aften på sin Facebook-side, at det havde været ramt af et muligt knivstikkeri på en af dets parkeringsarealer. Der var samtidig en opfordring til eventuelle vidner om at kontakte politiet.

»Hændelsen har fundet sted uden for markedspladsen, hvorfor det gudskelov ikke har påvirket vores gæster.«

»Vi fortsætter aftenens musikalske underholdning og beklager gener for de af vore gæster, som i en periode ikke kunne komme til deres bil,« lyder det blandt andet i opslaget.

/ritzau/