Mand fundet død ved haveforening i København

Politi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

København. En mand er torsdag eftermiddag blevet fundet død i en kanal mellem Christianshavn og Amager.

Der er tale om en mand på cirka 40 år, lys i huden og fuldt påklædt.

Københavns Politi undersøger sagen som et mistænkeligt dødsfald, oplyser efterforskningsleder Ove Larsen.

- Vi er ved at undersøge de nærmere omstændigheder, og derfor kan jeg ikke sige yderligere p.t., siger Ove Larsen.

Det makabre fund blev gjort i en vandgrav nær haveforeningen Vennelyst på Amager og voldanlægget ved Christiania.

Ove Larsen oplyser, at politiets hunde i øjeblikket er ved at afsøge området for eventuelle spor.

- Når de er færdige, tager retsmedicinere og teknikere over, siger Ove Larsen.

Han kan af efterforskningsmæssige grunde ikke oplyse de nærmere omstændigheder om, hvordan den døde blev fundet.

- Vi melder ud, når vi ved mere, lyder det kortfattet fra efterforskningslederen.

Politiet fik meldingen om den dødfundne person klokken cirka 13.15.

/ritzau/