Mand fløjet til hospital i kritisk tilstand efter bilulykke

Fastklemt 26-årig mand er fløjet på hospitalet i kritisk tilstand efter bilulykke fredag aften.

Der er fredag aften sket en alvorlig færdselsulykke ved Roslev i Skive.

En personbil med fører og passager er af ukendte årsager kørt af vejen.

En 26-årig mand blev fastklemt og er fløjet til Aarhus Universitetshospital i kritisk tilstand. Den anden er kørt med ambulance til sygehus i Viborg.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter. Politiet har ved 22-tiden fredag aften ikke yderligere oplysninger.

Derfor vides det ikke, hvem af de to der kørte bilen, ligesom at alderen på den anden person ikke kendes.

/ritzau/