Mand fængslet i skudsag

Mand varetægtsfængslet i seks dage efter skuddrama på Nørrebro. Manden blev anholdt i en bil med et såkaldt beskytterhold uden for Rigshospitalet.

Sidst på eftermiddagen torsdag valgte en dommer i Københavns Dommervagt at fængsle en af de anholdte i forbindelse med nattens skudepisode på Nørrebro.

Manden blev fængslet for overtrædelse af våbenloven, da politiet fandt en pistol under forsædet af en bil. Bilen med fire personer kørte rundt omkring Rigshospitalet og var muligvis ifølge politiet et såkaldt beskytterhold. Inde på Rigshospitalet var den mand, der blev dræbt ved skud i hovedet på Mimersgade, og den mand, som blev såret ved samme episode.

Den fængslede var bilens ejer, og han skal foreløbig seks dage bag tremmer. Yderligere tre personer bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af eftermiddagen og aftenen.

/ritzau/