Mand fængslet for mistanke om kvælningsforsøg

Retten i Næstved har mandag holdt et grundlovsforhør, der drejer sig om drabsforsøg.

En dommer ved Retten i Næstved har mandag besluttet, at en 59-årig mand, der er sigtet for drabsforsøg, skal varetægtsfængsles til foreløbig 28. november.

Det oplyser anklagemyndigheden på Twitter.

Manden er mistænkt for at have forsøgt at kvæle en kvindelig bekendt i en lejlighed Sct. Jørgens Park i Næstved. Kvinden er mandag formiddag i kritisk tilstand.

»Det har derfor ikke været muligt at afhøre hende endnu,« fortæller anklager Mariam Khalil.

Manden har valgt ikke at kære kendelsen om varetægtsfængslingen.

»Han nægter sig skyldig i sigtelsen og ville ikke afgive forklaring,« siger anklageren.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det vides ikke, hvad motivet til overfaldet har været, eller hvordan offeret og den formodede gerningsmand kender hinanden.

Den sigtede er beskyttet af et navneforbud.

Det var kort før klokken 16 søndag eftermiddag, at politiet blev tilkaldt.

/ritzau/