Mand blev trampet på halsen

Politiet har endnu ikke kunnet afhøre 35-årig, der blev overfaldet på Christianshavn.

En 35-årig mand har mærker efter støvletramp på halsen og brud i ansigtet efter et overfald søndag aften på Christianshavn nær Christmas Møllers Plads i København. Politiet har endnu ikke kunnet tale med manden, der er indlagt på Rigshospitalet.

Han blev overfaldet af en gruppe på fire-seks personer, der efterlod manden bevidstløs og forsvandt ind i Christiania.

Forud for overfaldet blev manden taget i butikstyveri i 7-eleven på Christianshavns Torv. Ekspedienten så det og bad ham tømme lommerne. Ude på gaden stod gruppen, som manden af ukendte grunde kom uoverens med.

/ritzau/