»Man ved jo aldrig, hvad der sker«

For 68-årige Peter Saxov handler det om hovedet. Hvis pæren er klar, vil han gerne genoplives, hvis han falder om med hjertestop. Hvis lægerne til gengæld vurderer, at han ved genoplivning kan se frem til et liv som en krop uden bevidsthed, vil han have lov til at være i fred og ånde ud.

Peter Saxov er en pensioneret 68-årig ingeniør, der er formand for ældre rådet på Østerbro. Peter Saxov holder sig i fuld gang. Her er han i sin boligblogs motioncenter, som han bruger regelmæssigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Det, der er vigtigst for mig, er, at mit hoved kommer til at fungere. Hvis ikke hovedet virker, efter at jeg er faldet om, så ved jeg ikke, om jeg har lyst til at leve videre. Jeg kan ikke se, hvilket liv jeg ville komme til at få.«

Den tidligere IT-ingeniør og udviklingsdirektør fra Østerbro er formand i tre foreninger og sidder i bestyrelsen for en håndfuld andre. Han er formand for Ældre Sagen på Østerbro og cykler meget og spiser sundt. Sammen med sin pensionerede sygeplejerskekone lever han et liv, som var han stadig i 40erne uden tanke på, at døden nærmer sig med stadigt hastigere skridt. Næsten.

»Min kone og jeg har da talt om, at vi snart skal til at diskutere det her spørgsmål. Vi har jo nået alderen, hvor vi er begyndt at tænke over det, og vi skal til at tage stilling til genoplivning og den slags. Vi er jo stadig raske og rørige, og vi har egentlig ikke noget påtrængende med vores helbred. Men man ved jo aldrig, hvad der sker. Døden kommer, når den kommer.«

Peter Saxov og konen er først lige begyndt at tale om de svære valg. Om de skal lade sig genoplive i tilfælde af hjertestop, om de skal vælge aktiv dødshjælp eller andet i den svære boldgade:

»Så længe hovedet er friskt, så vil vi gerne leve. Længere er vi ikke kommet. Det er jo ikke en simpel debat.«

Beslutning skal respekteres

Peter Saxov er en stor tilhænger af videnskaben og dens frembringelser. Han tror på, hvad lægerne siger, og naturvidenskab er ikke noget, man sådan skal diskutere med. Og dog. Hvis han falder om, og hans hoved ikke fungerer optimalt bagefter, kan det jo tænkes, at han kan blive raskere med tiden, selv om lægerne vurderer anderledes. Eller?

»Man kan jo leve på håb. Hvis jeg var 25, ville jeg nok have en anden holdning. Det er et svært etisk spørgsmål. For det kan godt være, man finder ud af noget, der vil kunne helbrede mig, hvis jeg var hjernedød, men jeg tror ikke, det vil ske, mens jeg lever. Måske for mine efterkommere.«

I dag siger loven, at det kun er dødeligt syge, der på forhånd i et såkaldt livstestamente kan sige nej til at lade sig behandle af sundhedspersonale. Og deres omverden er forpligtet til at hjælpe.

Til det siger Peter Saxov:

»På den måde sætter man sig til dommer over liv og død. Hvem kan være det?«

Han kan godt lide tanken om, at borgerne som foreslået af flere, skal have et kort a la bloddonorkortet, der fortæller, om man i tilfælde af hjertestop vil genoplives eller ej. Så har man taget stilling, mens man har kunnet tænke rationelt, mener han.

»Den beslutning skal respekteres. Der er jo også nogle pårørende, der har et håb om, at man kan blive frisk igen. Så de har også en form for indflydelse på beslutningen på godt og ondt.«

Skal de pårørende have større indflydelse end dig på, om du skal genoplives?

»Lige nu vil jeg sige, at det er mig, der skal bestemme. Hvis jeg stod midt i det, ville jeg sige, at det vist ikke var så god en idé, hvis mine pårørende skulle bestemme noget, som jeg syntes var direkte forkert.«