»Man skulle vise, at man duede«

Klavs Becker-Larsen, 86 år, meldte sig som 15-årig ind i modstandskampen. Han bekæmpede nazisterne som en del af en BOPA-sabotagegruppe på fire drenge.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvem kom til at betyde mest for dig?

»Absolut Mogens. Vi var bonkammerater i skolen og mødtes hver eftermiddag og lavede alt muligt sjovt. Pludselig havde han dog aldrig tid til noget. Jeg gættede, at han havde fået kontakt til modstandsfolkene – og det indrømmede han. Vi gjorde alting sammen, så jeg sagde med det samme: jeg vil også være med. To dage efter fortalte Mogens, at hans kontaktmand havde været ude og kigge på mig, da vi gik hjem fra skole. Jeg spurgte selvfølgelig spændt: hvad sagde han? Og Mogens grinede og svarede, at kontaktmanden syntes, jeg lignede en stor hundehvalp, men at jeg måske kunne bruges. I det øjeblik besluttede jeg mig for, at jeg skulle fandeme vise dem, at jeg kunne bruges. Mogens og jeg blev kernen i gruppen og supplerede hinanden godt.«

Hvilken dag var du mest bange?

»Det lyder måske utrolig blæret, men jeg tror ikke, at jeg var bange. Jeg var spændt, men ikke bange. Som ung hvalp i denne slags situationer opstår der en konkurrence om, hvem som tør mest. Man kunne risikere at blive skudt, og det var selvfølgelig skræmmende, men alligevel det betød ikke noget. Man skulle vise, at man duede. Det er vigtigt, når man er 15 år gammel.

Et af problemerne i den tidlige modstandsbevægelse var, at vi ingen våben havde, så dem måtte vi selv skaffe. Mogens og jeg var taget ind til byen, og ved et stoppested ved Søerne stod to tyske officerer, en SS-officer og en værnemagtsofficer, og ventede med to danske piger, som de skulle i byen med.

Sporvognene dengang var så tætpakket, fordi det ikke var til at få cykeldæk eller benzin, så alle kørte med sporvognene og stod som sild i en tønde. Da sporvognen kom, masede vi os ind bag ved tyskerne. Jeg kom til at stå lige bagved værnemagtsofficeren.

Da sporvognen satte i gang, stak jeg hånden frem og mærkede hans blanke lædertaske med pistolen. Jeg måtte passe på kun at foretage mig noget, når sporvognen startede eller bremsede, hvor vi alle svajede, så han ikke ville mærke noget. Næste gang den startede, fik jeg vippet stroppen op på pistoltasken. Vognen begyndte at køre jævnt igen, og jeg ventede helt stille. Jeg har aldrig haft sådan en hjertefrekvens.

Sporvognen stoppede, og jeg fik fat i pistolen. Jeg hev den langsomt op af tasken, men den nåede kun halvt op, før sporvognen igen kørte jævnt. Jeg stod i en meget ubehagelig stilling og turde ikke gøre noget. Tiden føltes alen lang, inden sporvognen igen bremsede. Da fik jeg endelig pistolen over i min egen lomme. Nu skulle vi se at komme af i en lynende fart, inden tyskerne opdagede det.

Næste sted sporvognen stoppede var Gammel Torv Nytorv, og her skulle tyskerne af. ’Hast du deine pistole?’ spurgte SS-officeren værnemagtsofficeren, som gav lædertasken et klask. Den var tom. SS-officeren trak straks sin pistol, og sagde til konduktøren, at der ikke måtte køres. Pistolen skulle findes.

Klavs Becker-Larsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan den her skulle reddes. Men pludselig hørte jeg Mogens sige højt med en meget myndig og overbevisende stemme: ’Kom Klavs, vi må frem til vognstyreren og fortælle ham, at han ikke må køre, før den tyske officer har fundet sin pistol.

Vi gik langsomt ned gennem sporvognen, og da vi kom frem til vognstyreren, smuttede vi foran sporvognen og løb som død og helvede over mod en af sidegaderne. Derfra kunne vi se, at tyskerne og en dansk betjent var begyndt at hive folk ud og visitere dem. Heldigvis var det ikke os, og jeg kunne i stedet trække pistolen frem. En helt ny lækker 7.65er. Jeg havde aldrig set en automatisk pistol før.«

Hvornår følte du, at du gjorde en forskel?

»Min første rigtige sabotageopgave var mod en akkumulatorfabrik på Østerbro. Det var jo ikke nogen stor fabrik, men det var min debut ind i den egentlige sabotage.

Vi mødtes med vores kontaktmand og cyklede til Østerbro, hvor fabrikken lå omringet af høje plankeværker, som vi skulle over. På den anden side af plankeværket rakte vores kontaktmand os en pakke, som han havde haft bag på sin cykel. ’Her er fem kilo marcipan,’ sagde han. Det var et sprængstof, der lugtede fuldstændig som marcipan - derfor hed det sådan. Der var fem minutters brændtid på lunten, forklarede han. Men hvem af os skulle gøre det? Både Mogens og jeg meldte os med det samme. Vi måtte afgøre det ved lodtrækning, som jeg vandt, og det var jeg meget tilfreds med.

Jeg ventede to minutter, mens de andre løb tilbage til cyklerne. Mit hjerte bankede, mens jeg sad i mørket og ventede i, hvad jeg skønnede ville være to minutter. Dog ville jeg ikke bytte min situation for nogen anden. Jeg tog lunten og strøg den ned ad siden på en tændstikæske. Den begyndte at sprutte. Jeg kylede den igennem det vindue, jeg havde fået udpeget, midt i bygningen.

Jeg løb tilbage til de andre ved cyklerne og ventede. Der skete ingenting, og de andre begyndte at sige, at jeg ikke havde fået den tændt ordentligt. Og så kom braget. Det rullede frem og tilbage som ekko mellem de omkringliggende boligkarreer. Alle smilede glade til hinanden, mens braget døde hen, og vindues ruderne ramlede ned på gaden som følge af trykket. Jeg følte mig lettet og lykkelig.«

Fortalt til Elisabeth Thiis.