»Man skal virkelig holde tungen lige i munden«

Pædagoger landet over har taget teorien om det særlige sensitive karaktertræk til sig. Der bliver holdt foredrag om emnet, og det sker, at pædagoger kommer forældrene i forkøbet og karakteriserer barnet som særligt sensitivt.

»Jeg har aldrig været i tvivl. Han er særligt sensitiv. Men jeg har ikke dyrket det. For os har det bare været en måde at forstå ham på. Jeg ønsker ikke, at det bliver opfattet sådan, at Lucas er et svagt led i samfundet. Det er ikke noget han har. Det er noget han er.« Pernille Søe Larsen fortalte mandag om sønnen Lucas. (Foto: Niels Ahlmann Olesen) Fold sammen
Læs mere

»Lær om de særligt sensitive børn!« Sådan lyder oplægget for mange foredrag rundt om i landet rettet mod pædagoger, der vil tilegne sig redskaber til at håndtere de såkaldt særligt sensitive børn, der reagerer kraftigere end andre børn. Der bliver afholdt kurser i begrebet, og ordlyden af det har sneget sig ind i pædagogikken i nogle af landets daginstitutioner.

Lene Sonne arbejder i dag som rådgiver og holder foredrag om de særligt sensitive børn. Indtil for to år siden arbejdede hun som leder af en børnehave, hvor de indførte den særlige sensitivitet som fokusområde.

»Vores vej ind i det var, at vi fik et fælles foredrag om emnet. Vi videreførte den viden i vores pædagogiske hverdag, og vores første oplevelse var en mor, der kom en dag og fortalte om sin lille dreng, der havde det bedst med stor tryghed og var anderledes end de andre drenge. Der tænkte vi jo straks, at vi nok stod med et særligt sensitivt barn. Vi snakkede med forældrene om personlighedstrækket, og det reagerede de positivt på,« siger hun.

I børnehaven har hun flere gange bragt teorien om det særligt sensitive karaktertræk på banen i forældresamtaler, fordi hun mente, at det var relevant.

»Vi fortalte om karaktertrækket hos deres børn, hvis vi havde registreret det i deres adfærd. Jeg havde engang en forældresamtale med et tosproget forældrepar, hvor vi talte om pigens adfærd, og der endte dialogen med, at vi spurgte dem: Opfatter I selv jeres pige som meget følsom? Og de nikkede meget bekræftende. Der lagde vi to og to sammen og kom frem til det sammen. Det er sket flere gange.«

Andre årsager

Igennem tiden har Lene Sonne selv været bevidst om ikke at lukke øjnene for andre årsager og diagnoser, når det gjaldt barnets trivsel.

»Som fagpersonale skal man virkelig holde tungen lige i munden. Der kan være så mange andre forklaringer på barnets adfærd,« siger hun.

Hos pædagogernes egen fagforening BUPL mener næstformand Birgitte Conradsen, at det må være op til den enkelte daginstitutionsleder at vurdere, om pædagogerne har brug for yderligere efteruddannelse og kurser til at håndtere denne gruppe børn. Man anerkender, at der findes særligt sensitive børn. Men pædagoger skal kende deres faggrænser.

»Det er ikke pædagogernes opgave at stille diagnoser og kategorisere børn som særligt sensitive over for forældrene. Det lader vi andre faggrupper om. Pædagogerne skal derimod bruge viden og observationer til at gå i dialog med forældre om, hvordan vi bedst kan støtte barnet i hverdagen,« siger hun.

Børn med individuelle behov

Den private integrerede institution Mulighedernes Hus i Glamsbjerg åbnede for fire år siden og har fra begyndelsen haft fokus på de særligt sensitive børn. Her underviser Christina Dupont Kofod, leder og ejer, de andre ansatte pædagoger i teorien. Man arbejder med mindre grupper af børn, og børnene har en fast tilknyttet voksen. Ved siden af arbejder hun også som familievej­leder. I sin praksis møder hun forældre, der af barnets pædagog har fået at vide, at barnet er særligt sensitivt.

»Jeg oplever forældre, der ser skeptisk på det, når pædagoger har talt om særlig sensitivitet. At man er i gang med at diagnosticere barnet. Vi gør selv meget ud af at fortælle, at det ikke er tilfældet. At det blot er børn, der har et individuelt behov. De fleste af os er jo sensitive på et eller andet niveau.

Der findes selvudnævnte eksperter, der taler om det som om, det er et kæmpe problem. Men det kan det ikke bære.

Det er ikke en diagnose, og der skal ikke gøres en kæmpe sag ud af det.«