»Man kunne se i folks øjne, at de var bange«

Lukas Raahauge Frederiksen og hans familie var blandt de mange, der torsdag aften deltog i festlighederne i den sydfranske by Nice, da et terrorangreb fandt sted: En »surrealistisk« og »uhyggelig« oplevelse.

Lukas Raahauge til Bastilledagen i Nice. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere

Man kunne mærke panikken i luften.

»Mange løb rundt, og man kunne se i folks øjne, at de var bange,« siger 30-årige Lukas Raahauge Frederiksen, som var til stede i Nice, da et terrorangreb fandt sted sent torsdag aften.

Sammen med sin familie og kæreste ankom han til den sydfranske by torsdag eftermiddag for at holde 14 dages ferie. Efter en middag begav de sig ned på strandpromenaden for at fejre den franske nationaldag, Bastilledagen.

»Der var feststemning. Børn løb rundt og legede, og der var masser af folk på gaden for at fejre og se fyrværkeri. Vi besluttede os for at gå hjemad hen ad aften, og vi var 100 meter derfra, da panikken spredte sig,« siger Lukas Raahauge Frederiksen på telefon til Berlingske.

»Vi var lige drejet om et hjørne, da det gik op for os, at der var sket noget, men vi vidste ikke hvad. Folk løb panisk omkring. Det var meget skræmmende. En mand kom løbende med en kvinde, der holder sig til hovedet, som om hun var kommet til skade, og en anden løb afsted med en barnevogn, hvori der sad et lille barn. Man kunne se frygten i hans ansigt.«

Starndpromenaden i Nice, hvor angrebet fandt sted torsdag aften. Fold sammen
Læs mere

Den første tanke, der slog Lukas Raahauge Frederiksen, var, at der var sket et angreb. En time forinden havde han talt med sin kæreste om, at strandpromenaden ville være et oplagt sted til et terrorangreb, fordi der var så mange mennesker. En tanke, der senere skulle vise sig at være en uhyggelig forudsigelse.

»Da vi kom tilbage til lejligheden, kunne vi høre udrykningen udenfor, og der fløj hurtigt mange helikoptere rundt. Min kæreste har ikke kunne sove hele natten, fordi der er sket så meget i løbet af natten.«

Tidligt i morges forlod Lukas Raahauge Frederiksen sammen med sin mor lejligheden for første gang siden i går aftes:

»Vi gik ned for at finde en bager, men alt er lukket. Der er spærret af overalt, og det er slet ikke muligt at komme ned i nærheden af promenaden. Der er bevæbnede betjente overalt. Alligevel er der mange folk i gaderne. Det virker til, at dagen går videre i Nice, men man kan se på folk, at de er i chok. Det er vi alle. Det var en helt surrealistisk oplevelse.«

Lukas Raahauge Frederiksen og hans familie har besluttet at blive i Nice og afholde ferien som planlagt.

Angrebet fandt sted sent torsdag aften, da en mand kørte en lastbil ind i en stor menneskemængde. 84 mennesker meldes indtil videre dræbt og 18 er kritisk sårede. Den franske præsident siger, at der er tale om et terrorangreb.