48 timer. Så længe går kontaktopsporingen tilbage i Sundhedsstyrelsens den nye teststrategi, som indebærer, at mange flere skal testes. Kontaktopsporingen skal kortlægge, hvem den smittede har været sammen med, så de også kan få en test. Men 48 timer kan vise sig ikke at være nok.

For ny forskning viser, at man tilsyneladende kan smitte i meget længere tid, end 48 timer før man udvikler symptomer. Ifølge en artikel i The New England Journal of Medicine kan man bære rundt på coronavirussen i op til seks dage, før man udvikler symptomer.

Jens Lundgren, overlæge og professor i infektionsmedicin, Lars Jørgen Østergaard, overlæge og professor i infektionsmedicin, samt Ida Donkin, læge og ph.d. efterlyser i en kommentar i Berlingske, at man sørger for, at kontaktopsporingen går endnu længere tilbage.

Sundhedsstyrelsen vil se på retningslinjerne for kontaktopsporing en gang mere.

»Vi har lige præcis opsporing af nære kontakter og tidsrummet for smitte på dagsordenen på det næste faglige arbejdsgruppemøde, og vi ser frem til at diskutere det. Her sidder to af de tre personer, der har skrevet kommentaren, i øvrigt med, så vi får deres bidrag der også,« skriver Sundhedsstyrelsen i et svar til Berlingske.

Negative test har oftere fejl

Teststrategien kritiseres også i kommentaren for at kunne give testpersoner en falsk tryghed. Fordi der er flere falske negative test (hvor den testede ikke er smittet) end positive testsvar.

Det betyder, at folk kan være testet negativ, selv om de i virkeligheden bærer rundt på coronavirus. Dermed kan folk ændre opførsel og komme til at smitte. Danske hospitaler fastholder derfor isolation af patienter med symptomer på covid-19, selv om prøverne viser, at de er negative.

Det får Jens Lundgren, Ida Donkin og Lars Jørgen Østergaard til at efterlyse klar kommunikation om, at en negativ test ikke er et frikort til ikke at tage sine forholdsregler.

Sundhedsstyrelsen skriver, at styrelsen allerede kommunikerer, at test kan være forbundet med usikkerhed.

»Det er vigtigt, at man stadig er opmærksom på, at testen er mindre præcis hos personer uden symptomer. Vi kommunikerer allerede om, at der kan være usikkerhed i testresultatet på hjemmesiden til borgere og til fagpersoner. Det er jo også derfor, at vores primære råd til alle er at holde afstand og sørge for en god håndhygiejne. Det er den bedste beskyttelse af en selv og andre. Vi ser altid gerne på, om der er noget, vi kan gøre bedre og vil se på, om der skal mere information for eksempel til borgere,« skriver Sundhedsstyrelsen.