»Man kan sige, at jeg har lært at leve alene«

I 44 år levede Inger Riis Jensen sammen med Arne. Men hans hjerte var ikke raskt, og for tre år siden døde han af det. Inger er blevet alene og har måttet skabe sig en tilværelse, hvor savnet er stort, men også er en følelse, der er helt okay.

Alene. Her ses Inger, som har måtte lære at leve alene som enke. Fold sammen
Læs mere

I starten hørte jeg tit døren gå i kælderen. Han plejede at komme ind den vej, når han kom hjem. Jeg blev ved med at høre alle de forskellige lyde, de sidder dybt. Men den værste lyd var stilheden. Den her larmende stilhed. Den kom især, når jeg var gået i seng. Jeg kunne ligge og læse, føle mig træt, slukke lyset og »pling« – så lå jeg lysvågen der med stilheden omkring mig. Man er vant til at have nogen, der ligger ved siden af sig i sengen, en der trækker vejret. Pludselig var der helt stille.

I den første tid efter at han døde, tog jeg ofte dynen med ind på sofaen og sov. Det var for overvældende at ligge i soveværelset alene. Senere valgte jeg at skifte møblerne i soveværelset ud. Det har jeg hørt, at andre også har gjort, og det hjalp. Efter at han døde kom en lang proces med at rydde ud i hans personlige ejendele. Kælderrummet var »hans« rum, og det var især svært at få ryddet op her.

Vi mødtes gennem en fælles veninde. Et år senere blev vi gift, det var i sommeren 1968. Siden fik vi to børn, to svigerbørn og fire børnebørn. Arne var hjertesyg de sidste femten år, han levede. Han havde fået en blodprop, og han havde nogle dårlige perioder, hvor han havde svært ved at trække vejret. Han sagde engang imellem, at jeg ville have det bedre uden ham, men det var jeg bestemt ikke enig i. Den nærhed og ømhed, man har som ægtefæller, den finder du ikke andre steder. Det er den, jeg savner mest. Det er blevet endnu mere klart for mig nu bagefter. Det handler om at finde en helt ny identitet. Før var vi to, nu er jeg en. Før var vi et ægtepar, nu er jeg alene.

Flere har sagt til mig: »Du vidste det jo Inger, du vidste, du ville komme til at sidde alene en dag«, fordi han var syg. Ja, ja, men hvordan forbereder man sig på sådan noget? Det kan man ikke. Man bliver så overvældet, fordi det bare lige pludselig er slut. Og der er da nogle dage, hvor jeg godt kan sidde og have ondt af mig selv – så er det bare lige meget, det hele. Men det er også okay at have det sådan, har jeg lært med årene. Ikke mindst på grund af min tro på Gud og den støtte, jeg har fået fra min familie, børn og venner. Det kan ikke undervurderes. Jeg har også deltaget i retræter, hvor jeg har kunnet trække mig tilbage, tænke og snakke. Man kan vel godt sige, at jeg har lært at leve alene. Men han er jo stadigvæk med mig hver eneste dag. Jeg tænker på ham hver eneste dag.«