»Man kan ikke tale om høj moral. Men man tøver aldrig«

Moralen på Hold 8 tog et kæmpe dyk, da nyheden om, at Rune Westy Nielsen var død af sine kvæstelser på Rigshospitalet. Men hans kammerater og kolleger fortsætter. Fordi moralen og deres professionalisme kræver det. Få dage senere rammer en ny ulykke.

Kenneth Patrick Nielsen døde 23 år år gammel i Afghanistan i 2009. Bagefter samlede soldaterkammeraterne billeder til familien af livet i lejren - også når det var sjovt. Privatfoto venligst udlånt af K.P. Nielsens familie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De er fire mand på bilen, der næsten dagligt triller ud fra lejren eller spenderer nætterne i den endeløse, usikre afghanske ørken. Kammeraterne fra Gardehusarernes 2. Lette Opklaringseskadron har få fridage; få dage, hvor de kan slappe af, se film eller ringe hjem. “Det er, fordi vi er så skide gode,” forklarer Kenneth Patrick Nielsen, populært kaldet K.P. i lejren, da han ringer hjem. Overskudsagtigt.

Men drengene på Hold 8 er trætte. De har efterhånden tilbragt flere måneder i lejren med endeløse, kedelige fodpatruljer, logistikkørsler, checkpoints, der skal bemandes, lejrpligter, jævnlige skudvekslinger med Taleban, siden de ankom i starten af august 2009.

Når de kører ud, er det Simon Sejer Hoffmann, der sidder ved rattet. Observatør på passagersædet er Nørgaard. Skytten, der står op bagved, er Martin Bengtsen. De tre kender hinanden til hudløshed, har været konstabelelever sammen fra de første dage på Almegårds Kaserne i 2007. K.P., bilens sweeper og sikringsmand, er den nye dreng på holdet. Hans konstabeluddannelse begyndte først for et år siden, og K.P. er kommet på bilen, da en fjerdemand sprang fra.

Time efter time tilbringer de sammen i bilen med K.P. på sædet bag Simon i den ombyggede Hummer og gående sammen til fods blandt kvinder og børn i compounds i det danskkontrollerede område. De to jævnaldrende soldater fra Køge- og Gilleleje-egnen minder på sin vis om hinanden. Begge er afdæmpede, rolige fyre, der sjældent gør opmærksom på sig selv, men passer deres pligter med stilfærdig ærekærhed. De er landet i Forsvaret ad omveje, men begge har, føler de, fundet dét, de er allerbedst til: at være soldater. De er taget til Afghanistan, fordi de mener, det nytter noget, og fordi man som soldat af hjertet ikke kan sige A uden at sige B. Men på ét punkt adskiller de sig særligt fra hinanden: Hvor K.P.s familie er, om ikke begejstret, så bekendt med soldater og udsendelser, er Simons familie stærkt imod alt, der hedder militær og krig.

 

K.P. er trods sin begrænsede soldatertid respekteret. I kredsen af soldater med årelang erfaring optræder han lærenem og hurtig til at forstå og få militære færdigheder op under fingrene; om det så er den tålmodige, tekniske indøvelse af præcisionsskydning eller den logiske forståelse af krigens taktik. Han er udholdende; som da gruppen under en tur til den nærmeste by rammer ind i en uventet skudveksling. K.P. gennemfører det meste med et 25 kilo tungt net af vandmeloner, som de lige har købt, på ryggen. Med en halv kokkeuddannelse bag sig sætter han pris på noget lækkert at spise, og det skal intet, heller ikke kugler, der fistrer om ørerne på dem, ødelægge.

Han har allerede besluttet sig til, at han vil fortsætte i militæret efter udsendelsen. I hvert fald i nogle år. Han er vellidt og god til at tage imod kritik. Også når han er uenig. Ligesom han godmodigt finder sig i drillerier. “Kæmpe Pik”, kalder et vittigt hoved ham ud fra hans initialer. “Det er trods alt ikke det værste, man kunne hedde,” som vittighedens ophavsmand siger.

Da han bliver taget i at se filmen High School Musical og høre Westlife på sin Ipod, accepterer han kommentarerne om “tøsemusik” med et skuldertræk. Kun ét kan gøre ham rasende; utidige bemærkninger om hans kønne, blonde lillesøster derhjemme, som kammeraterne har spottet på Facebook. Man taler, lyder K.P.s princip, ikke ubelevent om kvinder.

Simon Hoffmann har mere erfaring som soldat. Hans bil er den mest velholdte, minutiøst pakkede Jûlkat i historien, hedder det. Simon får hurtigt ry som perfektionisten, der tager sin bil til mekanikeren ved den mindste mislyd og ikke har et roligt øjeblik, før bilen er pakket med alt på sin snedigt udtænkte plads. Skal man drille ham, skal man blot rode lidt i udstyret; det kan få Simon helt op i det røde felt.

I virkeligheden vækker han stor respekt – og tryghed. Simon er optaget af sikkerheden, når de kører ud, og hans gruppe bliver kendt som den måske mest forsigtige af alle. Han forlanger, at der bliver sweepet for vejsidebomber igen og igen, hellere én gang for meget end én gang for lidt. Da Hold 8 havde været i Afghanistan i 14 dage, kørte en bil på en vejsidebombe. Køreren i den bil mistede begge ben; et chok for hele holdet og måske særligt for Simon, der udfører samme job. Det gør ikke Simon bange, vurderer hans overordnede. Men han polstrer bilgulvet under sig med kevlar fra en gammel personvest. Hvis nu. Måske kan det gøre en lille forskel.

»Hvis du bare vidste halvdelen...«

Tiden går. På en gang langsomt og med stor travlhed. Simon ringer hjem til sin søster i slutningen af august. Han siger, at han savner familien derhjemme. Hans søster, Kristine, studser. Det er atypisk for hendes lillebror. Normalt skal man trække informationer ud af ham. Nu er det ham, der sætter hende i krydsforhør; om hendes børn, familien derhjemme, begivenheder i Danmark.

K.P. sender kun positive meldinger hjemad. Men han skriver i sin dagbog. En veninde har opfordret ham til at bearbejde sine oplevelser ved at få tankerne ned på papir. Han tegner små symboler, noterer sjove bemærkninger, skriver “Jeg kommer hel hjem; det skal én eller anden nok sørge for.”

Men det er også dér, det negative kommer ud. Som dagene skrider frem, og bladene i dagbogen vendes, bliver han hårdere og mere sort i sin vurdering af Afghanistan, af krigens fremskridt, af opgaverne, som hans firemandsgruppe bliver sendt ud på. Han læsser af; ned i dagbogen kommer alt det, han aldrig giver udtryk for over for kammeraterne. Hans søster, Jeanne, skriver til ham, at hun synes, det er “helt vildt, hvad de bliver udsat for.” “Hvis du bare vidste halvdelen ... ,” skriver han tilbage.

Kun én gang skriver K.P. i dagbogen, at han har været bange. Rigtig bange. Det er på hans 23 års fødselsdag, den 27. oktober 2009. Det meste af delingen, 35-40 mand, er på fodpatrulje, da de får meldinger om, at Taleban taler om dem på deres radioer. Delingen deler sig i to. Kort før kolonnerne samles igen, bliver en soldat helt uventet ramt af skud i hovedet og i skulderen. Mens den sårede får førstehjælp, kæmper K.P. og kollegerne sig manisk ind i en nærliggende bygning for at få overblik. Da er Taleban-skytterne for længst væk.

“Han må fandme ikke dø; det er min fødselsdag,” siger K.P. til en kammerat, da de puster ud. Indtil da har han ikke fortalt om fødselsdagen til nogen. Men da han kommer hjem, skriver han i dagbogen, at tanken om, at han selv var blevet ramt, er uudholdelig: “Jeg tror ikke, mine forældre kunne have taget det, hvis jeg var født og død samme dag.”

Glæder sig til orlov

Delingen, som Simon og K.P. er en del af, har fået den sene orlov. Det betyder, at de kan se frem til at fejre jul derhjemme. Men som efterårsmånederne går, bliver arbejdet tungt. De glæder sig, længes hjem, da de får en sidste “turnus”; en patrulje op omkring den fremskudte base, Barakzai, måske tre-fire timers langsom, forsigtig kørsel fra deres hovedlejr, Camp Price.

Det er et område, der har fået et dårligt, respektindgydende ry i gruppen, og opgaven føles“ som et bjerg, man skal over for at komme i mål,” som en fra gruppen beskriver tiden midt i november. Flere soldater på holdet er blevet hårdt såret netop dér: I Barakzai-området, hvor Talebans primitive bomber ligger tæt og uforudsigeligt. Tre uger tidligere fik Rune Westy Nielsen sprængt begge ben og den ene arm af, da han gik på en IED uden for basen. Han blev fløjet hjem til Rigshospitalet i Danmark, og meldingen, som K.P., Hoffmann og de øvrige i kredsen har fået i løbet af november, er, at han stadig er under behandling. De begynder at få det indtryk, at Westy er i bedring.

Moralen tager derfor et voldsomt dyk, da beskeden om, at Westy er død af sine kvæstelser på Rigshospitalet den 17. november, løber ind. Simon er dybt påvirket. Han har kendt Westy i flere år som del af samme gruppe konstabelelever på Bornholm. Nu sidder de i Afghanistan og er magtesløse og taler om Westys familie hjemme i Danmark.

Ikke mange af dem har lyst til opgaven ved Barakzai. Men ingen bakker ud.

“Man kan ikke tale om høj moral. Men man tøver aldrig med at fortsætte arbejdet. Det er modbydeligt at sige, men man fortsætter, fordi det trods alt ikke er gået ud over én selv eller over de få, man har omkring sig lige i det sekund. Synsfeltet snævrer ind, og på det tidspunkt kører man på rutinen. Man er så professionel, at man ikke siger nej til opgaver,” siger en af Westy, Hoffmann og K.P.s kammerater.

De gør, hvad de skal. Tøver ikke. Efter et par dage i Barakzai-området falder nerverne til ro. Det er ikke det helvede, de har forestillet sig. Soldaterne går rolige fodpatruljer i området, sweeper sig forsigtigt frem over markerne og grusvejene. Således også om morgenen den 25. november, hvor en gruppe med K.P. iblandt skal springe over et vandløb.

Bomben springer, da Kenneth lander på den anden side. Udløses af hans højre fod. Der er blevet sweepet allerede. Måske har udstyret ikke spottet bomben. Fra bilen, måske 30-40 meter væk, ser Simon Hoffmann eksplosionen. Delingsføreren melder ind på radioen øjeblikkeligt. Klokken er 9.11. Kenneth er faldet bevidstløs ned i vandløbet. Kammeraterne får ham op og begynder førstehjælp. Hans højre fod er sprængt af, men det skal nok gå, tænker flere.

Helikopteren kommer klokken 9.41 og fragter K.P. væk, mens kammeraterne minutiøst begynder at gennemgå området. De finder resterne af hans støvle, af patroner og tøjstykker og fortsætter med at sweepe området. Tre sprængladninger finder de inden for 40 meter på marken. En af dem er hjemmelavet og får strøm fra to ni volts batterier. Bomberne skal fjernes, så ingen soldater – eller børn og kvinder fra landsbyen i nærheden – går på dem.

Det er først senere, de får beskeden: K.P. er erklæret død ved ankomsten til felthospitalet.

Hjemme i Vanløse tager Jeanne, Kenneths søster, telefonen. Det er hendes far. Han spørger, om hun er hjemme. Hun tænker, at han vil komme forbi med en forsikringsmand, for der har været vandskade i kælderen. Alligevel ved hun det, da hendes far, Jack Nielsen, står i døren. Han smiler mærkeligt og siger, at hun skal pakke en taske og følge med.

Jeanne ser på kontaktofficeren, der dukker op bag hendes far.“ ...Ikke. Helt. Vel ...?” spørger hun.