»Man kan få hård hud på kroppen, men ikke sjælen«

Pia Kjærsgaard har altid delt vandene med sine skarpe holdninger til det meste. Hun har dog aldrig været nogen kvindesagspolitiker. Alligevel undrer det hende, at hun ikke hørte jubel fra kvindeforeningerne, da hun blev valgt som Folketingets første kvindelige formand.

Pia Kjærsgaard havde ikke regnet med, at posten som formand for Folketinget ville kræve langt mere arbejde end jobbet som partiformand for Dansk Folkeparti. Foto: Niels Ahlmann Olesen   Fold sammen
Læs mere

»Du skal ikke sige noget. Du skal bare sidde og se sød ud,« siger Mogens Glistrup.

Det er efteråret 1981, og 34-årige Pia Kjærsgaard er blevet bedt om at deltage i en valgudsendelse på TV med Mogens Glistrup og Kristen Poulsgaard, hendes kendte og fremtrædende partifæller fra Fremskridtspartiet.

Det er ikke, fordi hun er en af partiets spidskandidater, og partiledelsen forventer ikke engang, at hun bliver valgt ind i Folketinget ved det kommende valg. Men de fleste af partiets kandidater er ældre mænd, og den ungdommelige Pia Kjærsgaard bliver derfor hevet med på TV som blikfang med klare instruktionerne fra Mogens Glistrup om, at hun bare skal smile pænt.

»Men hvis jeg prikker dig på låret under bordet, må du gerne svare,« instruerer han.

For andre kvindelige politikere ville det have været en decideret fornærmelse. Men ikke for Pia Kjærsgaard. Som helt ny i politik var hun helt bevidst om sin rolle, og Mogens Glistrups kommentar ramte hende ikke hårdere, end at hun kunne grine af den.

I dag er Pia Kjærsgaard 68 år og er flyttet ind på sildebensparkettet i Folketingets enorme formandskontor. Mogens Glistrups kommentar griner hun stadig af, nu hvor hun indtager folkestyrets formelt mægtigste post.

Hun griner også af lignende situationer, hun kan fortælle om fra sin tid i politik – en periode der snart udgør halvdelen af hendes liv. Fra hun i 1984 trådte ind i Folketinget som suppleant for Mogens Glistrup, som var på vej i fængsel for skattesvig, henover stiftelsen af Dansk Folkeparti i 1995 og »stuerene bliver I aldrig«-dommen fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen til hun i dag, tydeligvis stolt, byder indenfor på formandskontoret.

Siden den dag i TV-studiet i 1981 har ingen fået noget ud af bede hende om at tie stille. Tværtimod. Men faktisk havde den unge Pia Kjærsgaard aldrig forestillet sig at blive politiker. Men da hendes børn blev ældre, fik hun mere fritid, og tankerne kredsede mellem at få et barn til, blive journalist eller engagere sig i politik. Valget faldt på det sidste, og hun meldte sig ind i Fremskridtspartiet.

»Jeg var ikke den, der var født til det her. Ikke opdraget politisk. Det var mere skæbnen, der rådede, og pludselig var jeg involveret i det hele – uden at have den baggrund som nogle mener, man skal have for at være her.«

Pia Kjærsgaard er den slags politiker, som alle ved, hvem er. Ikke mindst fordi hun altid har kommunikeret sine holdninger ekstremt klart – især hvad angår indvandring og islam.

Pia Kjærsgaard

»Jeg tror ikke, at der er så mange politikere, som folk er på fornavn med. Men de kommer altså ikke hen til mig og siger »De« og »Fru Kjærsgaard«. De siger »du« og »Pia« – og heldigvis for det.«


Så selv om Poul Nyrup Rasmussen affærdigede Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ved Folketingets åbning i 1999, blev hun og det unge parti snart så stuerene, at udlændingepolitik har været omdrejningspunktet valg efter valg.

De holdninger til udlændinge, der dengang af mange blev anset som ekstremt kontroversielle, har store grupper af danskere i dag taget til sig. Ved det seneste Folketingsvalg blev det parti, Pia Kjærsgaard var medstifter af for 20 år siden og har tegnet i næsten lige så mange år, Folketingets næststørste.

Fra at være den »ikke stuerene« har Pia Kjærsgaard gennem årene manifesteret sig selv og sit parti som en garant for en version af danskhed, som stadig flere vælgere kan relatere til, og sit folkelige udtryk er hun stolt af. Fold sammen
Læs mere

I lige så lang tid har hun været landets vel nok mest omdiskuterede politiker. Selv mener hun, at det har forandret Danmark, at hun dengang for 35 år siden hverken valgte at få et barn mere eller en karriere i journalistik:

»Det er jo på grund af udlændingepolitikken, at jeg har fået alle de tæsk. Det kan vi lige så godt sige. Men hvis jeg ikke havde gjort det, jeg har gjort, tror jeg, at Danmark havde set anderledes ud. Så havde vi lignet Sverige på udlændingeområdet og været i fuld gang med at bakke baglæns,« siger hun.

De tæsk, hun henviser til, er ikke få. »Luder«, »rotte«, »dronning af skraldespanden« og »ekskrement« er blot et begrænset udpluk af de betegnelser, andre har brugt om hende, og hun har måttet leve med livvagtsbeskyttelse i ti år. Men kun da hun i 1998 blev overfaldet på Nørrebro i København, overvejede hun, om det var det værd at være politiker. I dag er hun ikke i tvivl:

»Man kan få hård hud på kroppen, men ikke sjælen. Jeg har altid følt, at jeg har haft rent mel i posen, og når man føler det, er det nemmere at takle at få den slags gloser kastet efter sig,« siger hun og fortæller, at der er blevet længere mellem øgenavnene, siden hun i 2012 overlod formandsposten for Dansk Folkeparti til Kristian Thulesen Dahl.

Pia Kjærsgaard bliver aldrig kvindesags­forkæmper, selv om hun er kendt som en politiker med klare holdninger. At kvinder bliver uretfærdigt behandlet, bare fordi de er kvinder, er en tanke, hun altid har været »meget langt fra«.

»Når nogen siger det, stejler det hele for mig,« som hun siger med et smil.

Alligevel er hun stolt af at være den første kvindelige formand for Folketinget, og hun er stolt af, at det blandt andet er hendes rolle som fremtrædende kvindeskikkelse i politik, der har fået Berlingskes læsere til at indstille hende til prisen som »Årets dansker«.

»Jeg kom ikke i Folketinget med den tanke, at jeg skulle være kvindesagspolitiker. Det har jeg aldrig taget del i. Men jeg har nok alligevel gjort det indirekte, fordi kvinder har kunnet tage bestik af, hvad jeg har gjort. Det er jeg rigtig glad for,« siger Pia Kjærsgaard.

Selv om kvindekamp ikke er en mærkesag for hende, er der alligevel noget, hun har tænkt på:

»Hvor var alle kvindeforeningerne, da jeg blev Folketingets første formand? Jeg lever med det. Og jeg lever udmærket med det. Jeg har været kontroversiel. De må selv om det, men man kan da bare undre sig. De jublede, da Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister. Jeg hørte ikke rigtigt noget.«

Billedet af den lidt fornærmede, rapkæftede hjemmehjælper er stadig karikaturen af Pia Kjærsgaard. Men det har fået selskab af et billede på en politiker, som folkevalgte på tværs af politisk overbevisning har respekt for.

»Hvis jeg ikke havde gjort det, jeg har gjort, tror jeg, at Danmark havde set anderledes ud. Så havde vi lignet Sverige på udlændingeområdet og været i fuld gang med at bakke baglæns,« siger Pia Kjærsgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Fra at være den »ikke stuerene«, har hun gennem årene manifesteret sig selv og sit parti som en garant for en version af danskhed, som stadig flere vælgere kan relatere til, og sit folkelige udtryk er hun stolt af:

»Jeg tror ikke, at der er så mange politikere, som folk er på fornavn med. Men de kommer altså ikke hen til mig og siger »De« og »Fru Kjærsgaard«. De siger »du« og »Pia« – og heldigvis for det«.

At Dansk Folkeparti på trods af en ny formandsstruktur ville få det bedste valg nogensinde i 2015, havde hverken Pia Kjærsgaard eller politiske kloge-Åger forudset. At jobbet som formand for Folketinget ville kræve langt mere arbejde end jobbet som partiformand for Dansk Folkeparti, havde hun heller ikke regnet med.

Selv om det ikke længere er Pia Kjærsgaards bord at holde styr på partimedlemmerne, kan hun »selvfølgelig ikke« lade være med at tænke på, at europaparlamentariker Morten Messerschmidt er havnet i lidt af et stormvejr efter beskyldninger om skødesløs omgang med EU-midler. Et stormvejr som Pia Kjærsgaard betegner som »karaktermord« på en kollega, hun sætter stor pris på.

»Det ærgrer og gør ondt, når der opstår de her sager,« siger hun og fortsætter:

»Men vi skal nok komme over det. Partier oplever sådan noget indimellem, og så må man sørge for at få hovedet op og benene ned og tingene på plads igen. Og det er ikke mit bord længere.«