»Man får sit liv taget fra sig«

For fem år siden blev Sarah Kruse overfaldet og voldtaget i sin lejlighed. Det blev starten på en lang og hård kamp for at genfinde hverdagen i et behandlings- og retssystem, hvor man – som hun selv siger det – er nødt til at være rask for at kunne klare at være syg.

Som 23-årig blev Sarah Kruse overfaldet og voldtaget i sin lejlighed efter en bytur. I dag hjælper hun andre ofre i foreningen Hjælp Voldsofre. »Man får sit liv taget fra sig, og hvis ikke man får den rigtige hjælp, så er det ualmindelig svært at bygge livet op igen. Man bliver aldrig den samme person som før,« siger hun i dag. Fold sammen
Læs mere

»Pludselig står han foran mig i min lejlighed. Det er først dér, jeg opdager, at han er fulgt efter mig hjem fra byen. Han tvinger mig ned på gulvet og tager kvælertag på mig. »Hvis du gør modstand, slår jeg dig ihjel,« siger han. Jeg vil ikke dø, og da der ikke er mere ilt tilbage i min krop, lukker jeg bare øjnene. Så voldtager han mig. Da han er færdig, lægger jeg mig i fosterstilling og lader som om, jeg sover. Imens går han rundt i min lejlighed og stjæler alt af værdi. Så forsvinder han.«

Den nat i 2008 blev Sarah Kruses liv ændret for altid. Hun blev overfaldet og voldtaget i sit eget hjem og blev dermed én af de mere end 300 danskere, som hvert år bliver udsat for voldtægt, og af de ca. 12.000, som bliver ofre for vold. Siden har den 28-årige nordjyde kæmpet med de fysiske, psykiske og økonomiske mén og med et system, som hun ikke mener giver den nødvendige hjælp til ofre som hende. Da hun anmeldte voldtægten til politiet, troede de hende i første omgang ikke. Men det var bare begyndelsen.

»Et par uger efter voldtægten tager jeg fat i min læge, fordi jeg har det så elendigt. Han henviser mig til en psykolog, men der er to måneders ventetid. Da politiet er færdige med deres arbejde, står jeg tilbage og har egentlig mistet alt. Jeg har ikke længere mit arbejde, jeg er blevet sygemeldt og jeg har mistet min omgangskreds. Jeg har måttet flytte, fordi jeg blev voldtaget i min egen lejlighed.

»Jeg kæmper hver dag for at komme ud af min seng og for overhovedet at have lyst til at leve. Jeg kæmper mod kommunen, som vil sende mig i arbejde, selv om jeg er angst for at gå uden for min egen dør. Og når jeg vågner om morgenen, håber jeg bare, at det snart er aften, så jeg kan komme i seng igen. Sådan går der omkring halvandet år.«

Står tilbage med kæmpegæld

»Jeg søger om erstatning. Efter ni måneder begynder min bistandsadvokat at rykke Erstatningsnævnet for et svar. De skal have uddybet nogle ting i min sag, og da de får detaljerne, pålægger de ekstra ni måneders behandlingstid. Efter 18 måneder får jeg min erstatning. Det er egentlig ikke særlig lang tid i forhold til så mange andre sager, men undervejs ved jeg ingenting.«

»Jeg har dårlig samvittighed over at skulle være væk fra mit arbejde som salgskonsulent. Jeg havde ansvaret for hele Nordjylland, men jeg siger op, fordi jeg har dårlig samvittighed over, at de skal betale mig løn, mens jeg er væk. Det betyder, at jeg går glip af tabt arbejdsfortjeneste, men det er der ikke nogen, der har informeret mig om.«

»Jeg har dårligt råd til at forsørge mig selv. Mit liv er i krise. Er på sygedagpenge, er i behandling for kronisk hovedpine, betaler for psykologhjælp og en masse andet. Jeg har slet ikke overskud til at varetage min egen økonomi, og jeg ender med en gæld på omkring 100.000 kroner. Jeg føler mig ikke informeret om noget som helst. Hver dag er ét stort spørgsmålstegn.«

Hjælper andre ofre

For Sarah Kruse kommer vendepunktet, da hun opdager Landsforeningen Hjælp Voldsofre, der tager hånd om ofre for vold og voldtægt og desuden arbejder for at forbedre ofrenes retsstilling.

»Foreningen giver mig alt det, jeg mangler. Jeg møder andre voldsofre, og det går op for mig, at jeg ikke er alene. Jeg ringer hver dag til foreningen. De hjælper mig med at få overblik over helt almindelige ting og beroliger mig, når jeg går i panik. Sådan noget som en opvask kan jeg slet ikke overskue på dette tidspunkt. Alle de snavsede glas – jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gribe dem an. Hvor starter man? Så ressourcesvag var jeg.«

Foreningen hjælper med Sarah Kruses erstatningssag og betaler for hendes psykologhjælp. Derudover møder hun andre voldtægtsofre og får undervisning i, hvordan hendes krop reagerer. I dag – fem år efter overfaldet og voldtægten – har Sarah Kruse fundet nyt job og arbejder ved siden af som frivillig i Hjælp Voldsofre.

»Jeg tænkte, at hvis jeg kunne hjælpe andre ofre, tale med dem, så kunne jeg gøre en forskel. Det endte med, at jeg stiftede en lokalforening under Hjælp Voldsofre i Nordjylland. Andre ofre skulle ikke kastes ud i den samme hårde kamp, som jeg havde været igennem. De skulle løftes og hjælpes.«

Og hjælp er der hårdt brug for, mener hun. Det kan for eksempel være helt uoverskueligt for traumatiserede voldsofre at skulle sætte sig ind i behandlingstilbud, psykoterapeuter og psykiatere. Samtidig kører der ofte en erstatningssag, og kommunen er typisk interesseret i at skubbe ofret tilbage i arbejde. Det er i hvert fald oplevelserne hos mange af medlemmerne hos Hjælp Voldsofre. Bare det at få en henvisning til psykologen, så man kan få tilskud og ikke står alene med regningen, kan være kompliceret, forklarer Sarah Kruse.

»Man får sit liv taget fra sig, og får man ikke den rigtige hjælp, så er det ualmindelig svært at bygge livet op igen. Man bliver ikke den samme person som før. Kunne man gå tilbage, var det meget simpelt, men det kan man ikke. Man er krænket. Alt er taget fra én. Al kontrol, magt og identitet.«

Urimelige forventninger

Når Folketinget i dag vedtager regeringens og Enhedslistens såkaldte »offerpakke«, er det et skridt i den rigtige retning, mener Sarah Kruse. Pakken indeholder blandt andet en offerfond, hvor forskellige lovovertrædere betaler penge, som så bruges til blandt andet bedre rådgivning af ofre og mere forskning på området. Særligt planerne om at forkorte behandlingstiden i de ofte langtrukne erstatningssager får ros fra Sarah Kruse. Alligevel skal der meget mere til for at hjælpe ofrene, mener hun:

»Mit bud er mere direkte hjælp til ofrene i form af mere fri behandling og lettere adgang til den. Man skal kunne få den psykolog- eller psykoterapibehandling, man har brug for. Det koster selvfølgelig penge, men det gør det altså også, når voldsofre sygemeldes og havner på førtidspension, fordi de ikke har fået den optimale hjælp. Desuden er der brug for en lettere vej gennem retssystemet blandt andet ved fri advokatbistand indtil erstatningssagen er helt afsluttet.«

»Sygehusvæsnet sørger for, at man får gips på sin arm og syet sit øjenbryn. Men de psykiske mén kan systemet ikke forholde sig til på samme måde. Systemet er ikke indrettet til at forstå, at fordi man er i stand til at gå, kan man ikke nødvendigvis passe et arbejde. Som voldsoffer har man behov for rigtig meget rådgivning. Det er urimeligt at forvente, at ofrene er klar over, hvordan de skal forholde sig, og hvilke tilbud de kan få. Ingen har forberedt sig på at blive overfaldet eller voldtaget. Det er et splitsekund, der ændrer dit liv, og bagefter er det nærmest nødvendigt at have en rask persons ressourcer for at kunne kæmpe sin kamp som sygemeldt. Man er nødt til at være rask for at kunne være syg.«

Sarah Kruses voldtægtsmand er aldrig blevet fundet.