»Man er kun i trivsel, hvis man er som flertallet«

Det er ikke børnene, den er gal med. Det er institutionerne, der ikke er rummelige nok, lyder det fra pædagogisk leder i København.

»Vi, der arbejder på gulvet, kan se, at disse børn eksisterer. Børn, som er sarte eller sensitive over for visse ting,« forklarer klyngeleder Heidi Helen Faber Von Barner. Foto: Thomas Lekfeldt
Læs mere
Fold sammen

Et barn, der ikke sover på samme tidspunkt som andre børn. Et barn, der græder ved høje lyde. Et barn, der ikke vil gå med bare tæer i sand. Igennem sine år som pædagogisk leder, og nu konstitueret klyngeleder for en gruppe daginstitutioner på Amager, har Heidi Helen Faber von Barner set flere variationer af det særligt sensitive barn.

Et omdebatteret begreb, som ifølge kritikere er lig med forældres manglende opdragelse og en farlig kassetænkning af barnet. Selv anvender Heidi Helen Faber von Barner begrebet aktivt i sit pædagogiske arbejde:

»I mit fag skal man omfavne fænomenet. Vi, der arbejder på gulvet, kan se, at disse børn eksisterer. Børn, som er sarte eller sensitive over for visse ting. Hvis man nægter at anerkende dette, oplever vi, at det giver langt større problemer. Børnene bliver gjort til besværlige. Det kan blive dem, der risikerer at blive uregerlige i skolen.«

Heidi Helen Faber Von Barner er med egne ord »lodret uenig« med dem, der afviser, at visse børn er »særligt sensitive«. Når forældre kommer til hende med bekymringer om et særligt sensitivt barn, er udgangspunktet altid, at forældrene er eksperter i egne børn.

»Ja, vi har en generation af forældre, der er rigtig gode til at lytte til deres egne børn. Det ser jeg ikke som en svaghed. Nogle forældre har måske behov for at komme med bøger i hånden, fordi de er angst for ikke at blive lyttet til. De er ikke usikre, når det gælder opdragelse. Det er mere os, der udstråler, at børnene skal passe ind i en bestemt rytme. Jeg ser fænomenet som en modreaktion i forhold til den manglende rummelighed,« siger Heidi Helen Faber Von Barner. Hun mener, at vi som samfund skal overveje, hvad fænomenet er et tegn på.

»Kan de her små sanseapparater håndtere en hverdag med megen larm? Tænk, hvis du skulle på arbejde med 12 andre på 20 kvadratmeter. Det kan jo være en reaktion på, at man stiller for høje krav – det er i mine øjne børn, der viser trang til at stemple ud.«

Pauser kan gøre meget for trivslen

Et godt forældresamarbejde er et af Københavns Kommunes pejlemærker. Anerkendelsen af det særligt sensitive har været med til at styrke dette samarbejde, er klyngelederens erfaring.

»Jeg har haft forældresamtaler, hvor vi pædagoger har bragt det på banen ved at fortælle om observationer, vi har gjort. Nogle forældre er blevet overraskede, andre nærmest lykkelige. De har også oplevet noget, som de ikke har kunnet sætte ord på. Vi har så opfordret forældrene til at læse om den særlige sensitivitet. Små tiltag som stille pauser kan gøre, at barnets trivsel stiger meget. Man skal møde barnet, hvor det er. Uanset hvilket mærkat, nogen mener, det barn skal have.«

Heidi Helen Faber Von Barner mener, at jo mere der bliver skåret på pædagogernes område, desto mere vil de særligt sensitive børn fylde i fremtiden.

»Jeg synes ikke, at vi skal dyrke den særlige sensitivitet og tage kurser i det. Vi skal hellere have fagligt stærke pædagoger, som ser på læringsmiljøet og giver plads til børnene. Der mangler rigtig megen rummelighed i mit eget fag – børn skal være på en bestemt måde og kan meget hurtigt blive opfattet som forkerte. Man er kun i trivsel, hvis man er ligesom flertallet. Hvis man kan klare larmen, hvis man kan være med til samling, hvis man kan spise med ske og kan klare aktiviteterne i løbet af dagen.«