Man burde kede sig noget mere

Min forrige weekend var sådan lidt so-so til den kedelige side, hvis jeg skal være helt ærlig. Sporadisk lugede jeg ukrudt i haven, gjorde badeværelset halvt rent og tænkte på at løbe en tur, men blundede i stedet ti minutter efter frokosten. Faktisk var den så hamrende uinteressant, at pædagogerne ville sende mig et anerkendende blik.

04IND20160523-114036-2-1659.jpg
Nathalie Ostrynski. Fold sammen
Læs mere

I pædagogernes verden bruger man begrebet »tøffetid« til at beskrive den hverdagstrummerum, der åbenbart er ved at være udsolgt på samfundets hylder i børnehøjde. Et ord, man sætter på opslagstavlen her før ferietid for at opfordre forældre til ikke at gøre noget sammen med børnene på de lange sommerdage.

En venlig sjæl gjorde mig opmærksom på tøffetiden, der betyder, at når du tøffer, så laver du ikke noget særligt. Du ved: Bare tuller rundt i hjemmet med børnene på en måde, der ikke kræver en oprettet begivenhed i smart­phonens kalender.

Mediet Zetland skrev forleden om, at børn bliver mere kreative af at kede sig. Viceskoleleder og debattør Thomas Skovbo sagde det også i et interview her i Berlingske i sidste uge: Børn skal kede sig, fordi det er sundt for hele familiens sjæl.

Jeg kedede mig helt afsindigt meget i 80erne og 90erne, hvor jeg voksede op som enebarn. Udsigten fra mit værelse var direkte ud til en østjysk mark. Uanset hvor lang tid jeg stirrede derud på barndommens landskab, var resultatet det samme: Der skete ikke en skid.

Selv om jeg lyder som et ekko af den legendariske Monty Python-sketch, hvor en gruppe mænd battler om, hvem der har haft den mest fattige barndom, var kedsomhed en vægtig del af mit liv, dengang jeg var 115 centimeter høj.

Det var ingen voksen, der stak en ipad eller en invitation til forældre/barn-rytmik i min hånd til at lindre mit eget-selskab, der godt kunne gå hen og blive trivielt. Fordi mine forældres tid uden for arbejdstid for det meste var lig med afslapning eller praktiske gøremål.

I dag skal vi ikke tørre den af på børnene. Se lige engang på os selv. Eksperter står jo i en lang, kom­muniststatslignende kø for at råbe det til os: Sænk farten! Slap heeeelt af! Sæt dig i meditationspositur! Tøm hjernen! De har efterhånden stået med megafonen tændt i nogle år, fordi voksne mennesker af i dag stadig er vanvittigt dårlige til at kede sig. Lige der i hverdagen, hvor trummerummen bor ved siden af støvsugeren, gulvkluden og alt det andet almindelige.

Hvem har vi egentlig som rollemodeller i dag, når det gælder tøffetid? Ingen, er mit mørksindede bud. Med Brexit, vækstudfordringer og alt det andet har politikerne slet ikke tid til den slags.

Topcheferne sidder fast i den evindelige KPI-trædemølle: Kapital, papirarbejde og Ironman. De ældre generationer har blikket nede i telefonen, fordi de skal google, hvad der sker i kulturhuset næste uge. Og dine venner? De har knap nok tid til at svare på en SMS.

Hvis vi endelig er på et stadie, der nærmer sig det kedsommelige, skal det pakkes ind i noget. Selv det at smøre en leverpostejmad, kan vi i dag brande som en stressforebyggende handling. Det skal hedde noget, eller være noget man kan gå til. Vi kalder det Mindfulness. Powernapping. Whatever. Men jeg ser ingen firstmovers derude, der bekender sig til at se maling tørre på en væg eller fjerne nullermænd lørdag aften.

Der synes ikke at være gået inflation i at kede sig. Det sker først den dag, man mandag morgen ved kaffemaskinen hører en kollega sige:

»Jeg kedede mig i weekenden. Sådan rigtig meget, du ved. I dag efter arbejde skal jeg også kede mig. Hold kæft, hvor jeg glæder mig.«