Magtkamp i regeringstoppen førte til mailsag

Sagen om en mulig overbetaling af privathospitaler tog i går en ny drejning, da det kom frem, at Lene Espersens rådgiver angiveligt havde bedt om at få slettet mails i sagen. Email viser, at en magtkamp i toppen af regeringen fik sagen til at eksplodere.

Lene Espersen mødte i går pressen. Angiveligt dækker sagen over en magtkamp mellem netop Espersen og tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Den konservative leder, Lene Espersen (K), handlede i ren trods mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da hun sidste år valgte at gå til pressen for at forlange lavere takster for privathospitalerne.

Det viser en mail, som Sundhedsministeriet i går frigav. Mailen er skrevet af tidligere spindoktor Frank Korsholm, som indtil regeringsrokaden arbejdede for sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K).

»Lene E går i Politiken i morgen med et krav om at sænke de takster (DRG) som man betaler de private hospitaler. Det sker som i måske ved, efter Jakob Axel ikke har kunnet trænge igennem i forhold til Lars Løkke,« hedder det i mailen fra 20. marts i fjor, som er stilet til den konservative sundhedsordfører, Vivi Kier.

Den sætter streg under, at der udspandt sig et magtopgør mellem de to regeringspartier om, hvor rundhåndet staten skulle være over for privathospitalerne, som er regeringens foretrukne værktøj til at afhjælpe ventelisterne i det offentlige sygehusvæsen.

Lige nu er udenrigsminister Lene Espersen (K) i stormvejr om sagen på flere fronter, hvilket den konservative gruppeformand, Henriette Kjær, betegner som paradoksalt.

»Det er hverken rimeligt, at Lene Espersen eller statsministeren kommer op at hænge. Men jeg synes, at den her sag er faldet meget forkert ud til Lene Espersens bagdel i og med, at hun netop har rejst en meget væsentlig debat om, hvorvidt vi kan få udført operationer billigere på privathospitaler og private klinikker end tidligere. Det er lidt paradoksalt og hyklerisk at se oppositionen falde over hende, der faktisk gik samme ærinde, som de gerne ville nå,« siger Henriette Kjær.

I dobbelt skudlinje

Espersen er i skudlinjen af to grunde. Dels fordi en undersøgelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet har konstateret, at en medarbejder i ministeriet følte sig presset af hendes daværende spindoktor, Morten Langager, til at slette ministeriets mails i sagen. En opfordring, som i øvrigt ikke blev fulgt.

Dels er Espersen under beskydning, fordi hun i går erkendte, at hun svarede misvisende, da sundhedsordfører Jonas Dahl (SF) 13. maj i fjor i folketingssalen spurgte, hvordan hun var kommet frem til, at privathospitalerne fik 25 pct. for meget for at operere patienter for det offentlige. Det byggede på arbejde fra den konservative folketingsgruppe, lød beskeden, men i dag står det klart, at Sundhedsministeriet stod bag. Espersen bedyrede i går, at hun ikke talte usandt.

»Jeg svarede ikke på spørgsmålet, jeg svarede på noget andet end det, jeg blev spurgt om,« sagde Espersen, der af en samlet opposition er kaldt i samråd om sagen.

Også Indenrigs- og Sundhedsministeriet offentliggjorde i går et notat om »mailsagen«, hvori ministeriet afviser at have slettet mails. Departementschef Kristian Wendelbo oplyser, at foruden diverse computerundersøgelser er fem til syv medarbejdere blevet interviewet.

Hverken i Finans- eller Statsministeriet er der planer om lignende undersøgelser. Berlingske Tidende erfarer, at der på embedsmandsniveau er nervøsitet over en eventuel større undersøgelse, som oppositionen hidtil forgæves har efterlyst.