To mænd sigtet for dødsvold i Kalundborg

To mænd er blevet anholdt og sigtet for dødsvold i sag fra Kalundborg, hvor politiet mandag fandt et lig på en bænk.

Politiet i Kalundborg har anholdt to mænd i forbindelse med et ligfund mandag. Mændene, der begge er omkring 40 år, er blevet sigtet for vold med døden til følge, og med anholdelserne betragter politiet sagen for så godt som opklaret.

- Vi tror ikke, der er flere, siger vicepolitikommissær Søren Dorvil til Sjællandske Medier.

De to mænd skal ifølge Søren Dorvil fremstilles i grundlovsforhør onsdag.

- vi har afhørt et utal af vidner, som har henvendt sig efter pressens hjælp om efterlysning af vidner. Det har ført til, at vi har anholdt to mænd fra Kalundborg, siger Søren Dorvil.

Den 49-årige blev mandag fundet død på en bænk i anlægget Ellingelund i Kalundborg. En obduktion tirsdag viste, at manden var død af indre kvæstelser, som ifølge politiet formentlig stammer fra vold.

/ritzau/