Maden og klimaet er bare bedre i Paris

Én ting har Frankrig lært af Danmark: Hvordan man ikke skal lede det globale klimaspil. Derfor står de franske værter for FN-klimaforhandlingerne med gode kort i forsøget på at lande en global aftale.

COP21-værterne har taget ved lære af de dårlige erfaringer, som blev høstet i København i 2009, og mens byernes by viser sig fra sin bedste side, foregår forhandlingerne i en bedre atmosfære, og resultaterne synes tættere på, end i den danske hovedstad. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PARIS: Det er ikke bare maden og vejret, der er bedre i Paris.

I forhold til stemningen på det kuldsejlede klimamøde COP15 i et bidende koldt København for seks år siden, er der en helt anden grad af håb og optimisme at spore under de tilsvarende forhandlinger på COP21 i Paris.

Ligesom i Bella Center i sin tid er der ganske vist alenlange køer foran cafeer og restauranter i det enorme konferenceområde i Paris-bydelen Le Bourget. Man kan også undre sig over de talrige farverige skulpturer af mere eller mindre truede dyrearter, der er opstillet overalt i konferenceområdet. For de er lavet af plastik og repræsenterer dermed dårlig smag på et gigantmøde, der handler om en bæredygtig fremtid for kloden.

Men de franske COP-værter har i den grad taget ved lære af de dårlige erfaringer fra København og har følgelig gjort stort set alt stik modsat det danske formandskab i sin tid:

Stats- og regeringscheferne – i Paris over 150 af slagsen – kom først modsat i København til allersidst. Til højniveaumøder er der gode vine, fransk madkunst samt høflige franske værter, der rækker hænderne ud mod alle nationer – fra de fattigste og mest sårbare til de rigeste og mest CO2-udledende. Hvilket har skabt en stemning af tillid, grænsende til kammeratskab, som det aldrig for alvor lykkedes at opnå for det hårdt pressede danske værtskab under Lars Løkke Rasmussens ledelse i Bella Center i 2009.

»Hvis du sammenligner med det samme tidspunkt i forløbet på COP15, så er der meget mere håb og optimisme at spore nu på COP21. Stemningen er mindre konfrontatorisk, og der er et fransk formandskab, som er meget neutrale, og som ser ud til at have alle landes opbakning og tillid,« siger Verdensnaturfonden WWFs klimachef, John Nordbo, der har fulgt næsten alle FN-klimaforhandlinger siden 2000.

Ifølge Nordbo var det danske formandskab meget besluttet på at drive processen i en bestemt og relativ USA-venlig retning, hvilket skabte mistillid og aggressioner, mens franskmændene er opsatte på at tillægge alle synspunkter vægt.

Meget at lære af København

Klimachefens udlægning af den danske håndtering af COP15 bliver understreget i en opsigtsvækkende skarp artikel i mandagens udgave af New York Times.

Heri hedder det bl.a., at »selv om adskillige faktorer medvirkede til nedsmeltningen i København, så har mange deltagere sagt, at en del af skylden kan pålægges den danske regering. De danske værter åbenbarede sig som stive, hemmelighedsfulde og ukreative i måden, de kørte diskussionerne på.«

Herefter nævner avisen dårlig konferencemad, timelange køer foran security og en konfrontatorisk krisestrategi, som værende yderligere med til at skabe dårlig stemning. Hvorefter der konkluderes:

»Faktisk har mindst to betydningsfulde forskningsartikler konkluderet, at ringe diplomatisk dansk styring var et vigtigt bidrag til fiaskoen under forhandlingerne i København.«

Alligevel har danskerne i en vis forstand dannet skole – ikke som forbillede, men ved at anvise en måde, hvorpå man i hvert fald ikke skal føre forhandlinger i det komplekse internationale klimadiplomati.

Den tidligere australske premierminister Kevin Rudd, der var med i København, formulerede det forleden i den britiske avis The Guardian på denne måde:

»København var et vigtigt skridt på vejen til de nuværende forhandlinger.« Hvorpå han tilføjede:

»Men den politiske iscenesættelse i København var, som alle ved, en spektakulær katastrofe.«

Både optimisme og realisme at spore

Bortset fra Lars Løkke Rasmussen er der meget få aktører tilbage på den danske politiske klimascene fra 2009. Den nuværende klima- og energiminister, Lars Christian Lilleholt (V), har kun siddet i stolen i fem måneder og kom mandag på COP21 ud fra sit første EU-koordineringsmøde med sine europæiske kolleger som »forsigtig optimist« i forhold til at opnå et godt forhandlingsresultat.

»Der er optimisme, men også realisme at spore blandt EU-ministrene. Aftalen bliver næppe så ambitiøs, som EU kunne tænke sig, men den skal jo også besluttes af næsten 200 lande, og også USA og Kina skal med om bord,« sagde han med henvisning til verdens i særklasse to største udledere af drivhusgasser.

I løbet af weekenden lykkedes det under det franske formandskabs ledelse at få barberet forhandlingsteksterne ned fra 56 til 42 sider. Men der er stadig hundredvis af parenteser og løse formuleringer, som landene i de kommende dage skal opnå enighed om, før en egentlig Parisaftale kan blive en realitet.

I forhold til samme tidspunkt under COP15 er man imidlertid kommet væsentligt længere i Paris.

I begyndelsen af den anden forhandlingsuge i København stod klimaforhandlerne stadig med en hele 300 sider lang tekst, der skulle barberes ned og tilføjes præcise formuleringer. Dengang håbede man, at stats- og regeringscheferne i sidste øjeblik kunne trylle en ambitiøs og brugbar global klimaaftale ud af det håbløse udgangspunkt. Hvilket hverken Obama eller Løkke formåede.

Sådan så det ikke ud mandag eftermiddag i Paris, selv om der stadig er mange knaster at høvle ned, før der foreligger en brugbar redningsplan for vores stadigt varmere klode.

Læs mere på: Klimanedtælling