Måtte tage lån i lejligheden

Hun er filipiner, han er dansker. De mødte hinanden i 2003, blev forelskede, men hun havde ikke den rette alder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Det var på én af Peter Jelsteds utallige ferierejser til Filippinerne, at han faldt for sin nuværende kone Conie. Han rejste frem og tilbage til Sydøstasien, og på et tidspunkt bliver 23-årige Conie gravid.

Hun får turistvisum til Danmark, og parret bliver hurtigt gift og søger om opholdstilladelse. Men Conies alder er et problem.

Peter Jelsted forsøger alt, han søger om dispensation, fordi Conie på det tidspunt er i 6. måned, men forgæves. Han havde selv hørt om »Sveriges-løsningen«, men ideen tiltalte ham ikke.

»Jeg havde snakket mange gange med Udlændingeservice om, hvad vi kunne gøre, og jeg havde selv undersøgt det med Sverige. Men vi ville ikke tage over og bosætte os i så lang tid i Sverige, fordi vi så ville være langt væk fra min familie,« forklarer han.

Men det betød, at de endte endnu længere væk, for på det tidspunkt var Conies turistvisum ved at udløbe, og fødslen ikke langt væk – så parret rejste til Filippinerne. Her fødte Conie, og her kunne de så sidde og vente i otte måneder, indtil hun var rundet de famøse 24 år.

»Jeg blev nødt til at sige mit job op, og så måtte jeg tage lån i lejligheden for at kunne rejse derover. Det har nok kostet en 100.00 kroner, og jeg bliver så harm, når jeg nu finder ud af, at vi kunne have fundet en anden løsning. Jeg har masser af kammerater i Tyskland, så jeg kunne bare have fået noget arbejde i Tyskland i et antal uger,« siger Peter Jelsted, der nu er tilbage i Danmark med sin kone, der for få måneder siden fødte parrets andet barn.

»Min kone kan meget godt lide landet og menneskene, men hun kan ikke forstå, hvorfor myndighederne prøver at spænde ben, og man skal igennem alt det her. Så forsvinder glæden ved at komme til et nyt land.«