»Måske skulle man tænke over, hvem man vil få den bedste skilsmisse fra«

Flere par skulle overveje at bo hver for sig, sigerlivsstilsekspert Christine Feldthaus, der også mener, at vi har sværere ved at fastholde os selv i et halvslapt kærlighedsforhold.

Foto: Thomas Howalt Andersen Fold sammen
Læs mere

1,6 million danskere lever alene. I København er det næsten hver anden af de 30-49-årige, der bor alene. Hvad fortæller det dig?

»At vi befinder os i en æra, hvor vi både økonomisk og kulturelt har råd til at bo alene, og hvor familie- og parforholdsliv er mere lyststyret end nogensinde før.

Vi definerer ikke succes og lykke således, at vi partout skal bo sammen med en partner for at komme til Nirvana. COLA-forhold, altså COuples Living Apart, bliver mere udbredte, og specielt i storbyer er der ikke stereotype forestillinger om, hvad det rigtige er. Derfor ser vi også, at hver tredje single i 30erne og 40erne forventer at bo alene resten af livet samtidig med, at Danmarks Statistik opererer med 37 forskellige familietyper.«

Er vi en generation, der er historisk dårlige til kærlighed – eller har vi lige præcis forstået, hvad kærlighed går ud på?

»Det er der nok en eller anden forsker, der kan svare mere begavet på, men i min optik har vi sværere ved at fastholde os selv i et halvslapt kærlighedsforhold, hvor der ikke er constant love. For vi behøver jo ikke længere. Kvinder og mænd kan forsørge sig selv. De kan nærmest også få børn selv.

Så hvis ikke følelserne er der, så orker vi ikke. Så går vi videre til næste kærlighedsprojekt. Jeg morer mig over Tinder, hvor man kan kassere 300 mand- eller kvindfolk på et splitsekund – alene på deres udseende.«

Hvad ser du Tinder som et udtryk for?

»Vi lever i den forestilling, at vi hele tiden skal have dækket vores egne individuelle behov, og resten spytter vi ud med »duer ikke«.

Det store arbejde, der ligger i at opbygge, pleje og nære et kærlighedsforhold har vi ikke så meget tålmodighed til længere. Især fordi vi ikke behøver. Vores økonomiske overlevelse afhænger jo ikke længere af forsørgerforhold og familiebånd, og kærligheden kan vi få dækket hos gode venner og familie. Sex kan vi klare på Tinder.

Omvendt må jeg sige, at mange måske skulle overveje at bo hver for sig, for splitte mine bramsejl hvor slipper man for megen ærgrelse og irritation i hverdagen.

Hvis man ikke gider at udvikle sig til en brok-røv, kan der være fordele i, at man ikke behøver at dele alle de praktiske opgaver i hverdagen. Eller skændes om arbejdsfordelingen, boligindretningen eller hvilken serie man skal binge-watche på Netflix.«

Hvad er det mest urigtige, du selv har troet om kærligheden?

»At den er betingelsesløs. Det er den ikke. Jo, til vores børn.«

Elsker vi vores børn højere end vores partner?

»Ja, det tror jeg. I hvert fald er det meget sjældent, at man hører nogen sige, at de ville redde kone eller manden først, hvis der var knaphed på pladser i redningsflåden. Jeg mindes nærmest aldrig at have hørt nogen sige, at de har fortrudt, at de ikke har tilbragt mere tid med partneren. Det er altid børnene, der nævnes. Det kan naturligvis skyldes, at man som forældre har et yngelplejeinstinkt, men der må være en eller anden form for tabu forbundet med at vægte kærligheden til den voksne partner højere end den betingelsesløse kærlighed, man forventes at have til sit afkom.«

Hvad er ellers tabu, når det kommer til kærlighed?

»Et af de helt store tabuer, som jeg selv ofte har mærket, er at man som stærk »hun« forventes at finde en endnu mere stærk »han«. Men det er vi ikke nødvendigvis interesseret i. Måske vil vi hellere holdes om og passes på.

Jeg har naturligvis læst alle analyserne om, at stærke kvinder ikke vil gifte sig »nedad«, men det er en skam, for hvis man gerne vil have lidt opmærksomhed, er det nemmere at få fra en ikke så karriereorienteret mand end fra en, der er koncernchef, VL-gruppe-formand med 200 rejsedage og en ironman i maven!

Et andet stærkt tabu er at indrømme kriserne i parforholdet. Især når det gælder sammenbragte familier, hvor man skal rumme hinandens yngel med andre partnere.

Det kræver virkeligt dybe indåndinger – og jeg har gået og moret mig lidt over alle de panikferier, som stor-sammenbragtsfamilier har været på i år.

Heldigvis er de voksne blevet reddet af, at selv de mest zombieramte teenagebørn er væltet ud på egen hånd for at jagte Pokemons – så har man da lige et pusterum fra curlingbørnene. Det er værre at indrømme, at man ikke elsker partnerens børn helt så højt som sine egne, end at være storryger, heroinmisbruger eller dyremishandler.«

Hvad er dit bedste kærlighedsråd?

»Det afhænger i høj grad af, hvem jeg skal give det til. Hvis det er til en, der skal til at stifte familie, så vil jeg sige: Gør dig umage med at vælge en mage, der ikke svigter sin rolle som forælder.

Forelskelse aftager, så der skal være noget respekt tilbage, når bølgerne har lagt sig. Måske skulle man tænke over, hvem man vil få den bedste skilsmisse fra, selv om det lyder kynisk. Og så skal børn ikke fylde det hele. Det fører ingen gode steder hen.

Og man skal i det hele taget passe på den stærke snubletråd, der hedder »min kæreste skal være perfekt«. Mindre kan også gøre det. Som den gamle landstræner udtrykte det så flot: Screw down the expectations. Det har jeg selv haft meget glæde af at huske på indimellem.«