Måling: Foghs nedtur er stoppet

Statsministeren ligger igen lige med Helle Thorning-Schmidt. Fogh har genvundet troværdigheden.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Efter flere måneder med stærkt faldende vælgerpopularitet ser Anders Fogh Rasmussens tilbagegang ud til at være bremset, mens Helle Thorning-Schmidts fremmarch i meningsmålingerne gået i stå.

Det viser en omfattende måling af holdningen til de to statsministerkandidater, som analyseinstituttet Greens har foretaget for Børsen i perioden 8. til 10. januar blandt 1015 personer.

Her halvvejs inde i den fire-årige regeringsperiode erklærer halvdelen af danskernes sig tilfredse med Venstres statsminister - efter et dyk på 10 pct. i tilfredsheden hen over et efterår, der var præget af velfærdsdebat.

Også på det vigtige spørgsmål om, hvem der bedst garanterer velfærdsstaten, er Anders Fogh Rasmussen igen rykket op på siden af Helle Thorning-Schmidt.

Hver får her opbakning fra 42 pct. af vælgerne. Socialdemokraternes medvind fra regeringens mange dårlige sager er løjet af, mener politiske kommentatorer.

»Denne måling giver et mere realistisk billede af, hvordan opfattelsen reelt er hos vælgerne, end den vi fik i december, for der var det under meget intense skriverier om, at regeringen stort set ikke kunne røre ved noget uden at kvaje sig,« siger Henrik Qvortrup, chefredaktør for Se og Hør og tidligere presserådgiver for statsministeren.

Kilde: Børsen