Mål dine venners overskud

Bolle-testen: Jeg har aldrig til fulde forstået, hvorfor visse ting og følelser i perioder synes at være fællesgods.

Eksempelvis drøner vi alle rundt og føler, at vi har skidetravlt på jobbet, og samtidig - stridende mod al sund fornuft - gør alt, hvad vi kan for at fortælle omverdenen, hvor meget vi i grunden kan overkomme.

En af måderne at måle andres overskud på er bolle-testen. Når vi skal have gæster, bager min kone som regel boller. Hun er naturligvis en travl kvinde, og før i tiden tog hun ikke det med de hjemmebagte boller specielt alvorligt. Så lejlighedsvis skete det, at bollerne blev indkøbt hos den lokale bager, der faktisk fremstiller ganske velsmagende boller.

Men selve smagen har meget lidt med denne sag at gøre, for det hører med i etiketten, at hjemmebagte boller er skabt som noget positivt, uanset om de smager grimt og er så hårde, at man frygter for tandemaljen. Man sluger blot det hele eventuelt tilsat rigelige mængder kaffe eller te. Alt andet ville være uhøfligt.

På det verbale plan skal man spørge, om bollerne er hjemmebagte, (hvilket man ikke skal være særlig kløgtig for at se) og herefter rose både smag og konsistens, og vil man for alvor gøre sig til, så beder man om et kopi af opskriften.

I dette tilfælde havde vi gæster af en anden familie, hvis frue naturligvis kom ind på, om husets frue selv havde tilgjort de lækre boller? Næ, det havde hun ikke, de var købt hos bageren.

»Hos bageren? Hmmm, det kan man selvfølgelig også gøre, når man ikke selv har tid til at bage dem!« lød svaret.

I virkeligheden vel en uforskammet bemærkning, men åbenbart ikke i forhold til etiketten. Hun havde nemlig påpeget et ganske alvorligt problem i vores hjem - man tager sig da tid til at bage bollerne selv, når der kommer kære gæster på besøg. Altså: Bolle-testen ikke bestået. Og det virkede faktisk, vi har siden reduceret indkøbet af boller fra bageren til nul.

En anden gang var vi, sammen med et andet par, gæster hos nogle venner, der diskede op med en særdeles lækker middag. Nu er jeg ikke særligt stærk i hverken madlavningens dybere spidsfindigheder, eller hvad de forskellige ting og ingredienser hedder. Til gengæld er jeg ganske fabelagtig til at indtage mad i alt for rigelige mængder, uden at lade mig overmande af lysten til en indholdsdeklaration (bortset fra at jeg undgår animalske fedtstoffer).

Nå, men den anden mandlige gæst i selskabet var af en helt anden madfremstillende og analyserende kaliber. Så han spurgte og spurgte, hvordan laver man dit, og hvordan laver man dat, og i stedet for den sædvanlige stolthed over det frembragte måltid, så kunne man se en større og større rådvildhed og panik hos både vært og værtinde.

Efter et par ikke specielt overbevisende svar, gav værten omsider op med ordene: »Jeg tror ikke helt, at vi er i stand til at redegøre for, hvilke ingredienser, der er indgået ved fremstillingen af maden.«

Først fulgte der en pinlig tavshed, og siden hen blev der ikke talt mere om maden. Tænk engang, i stedet for at spilde en fridag på at løbe rundt og lave mad, havde de blot købt den fiks og færdig og varmet den i ovnen. Så de bestod heller ikke bolle-testen. Til gengæld var de i forhold til de fleste andre værter ustressede bare det kunne blive en tradition.