Må belgiere slå børn ihjel?

Belgien overvejer at indføre eutanasi for børn, og landet må finde sig i at blive konfronteret med fortiden – med en lille dreng, som var patient zero i nazisternes dødsmaskine.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gerhard blev født 20. februar, og hans forældre noterede sig ikke, hvad han havde, men hvad han ikke havde. Han manglede det ene ben, det meste af en arm, og han var blind.

Forældrene, Richard og Lina, kunne ikke skjule deres vrede. Hvorfor havde de fået sådan »en skabning,« fnysede faderen og nægtede at bruge udtrykket »menneske« om sin søn.

Bedre blev det ikke af, at Gerhard fik tilbagevendende krampeanfald, og at en læge mente, at drengen var – som lægen udtrykte det – »svag i hovedet.«

Få måneder senere rejste faderen til det nærliggende sygehus, og han bad overlægen om at slå Gerhard ihjel. 25. juli blev drengen dræbt med en morfinblanding, og tre dage senere blev han begravet. Dødsårsagen var »hjertestop«.

Belgien vil som det første land i verden indføre eutanasi for børn. »Eutanasi« er et græsk ord, som betyder »god død«. I nogle kulturer bliver det kaldt for »aktiv dødshjælp« og »hjælp til selvmord«, i andre »medlidenhedsdrab« eller »nådesdrab«, men meningen er den samme – at samfundet hjælper en person med at gøre en ende på det hele.

Belgien, Holland og Luxemburg tillader allerede eutanasi, i 2012 satte Belgien med 1.432 eutanasidræbte ny rekord, men den belgiske mindstealder er 18 år – og det er et problem, siger fremtrædende politikere, børnelæger og et flertal af den belgiske befolkning. I sidste uge sendte 16 børnelæger en appel til det belgiske Senat, for »hver dag oplever vi terminale børn med umenneskelige lidelser«, og de fortjener samme adgang til eutanasi, som voksne belgiere har, skrev de.

Lægerne opregnede tre argumenter for at give børnene og deres forældre dødsretten: For det første, at børnene beder om det. Det er »frustrerende« at stå med mennesker i smerte og ikke kunne hjælpe. For det andet, at alvorligt syge børn hurtigt opnår en mental alder, som er højere end deres biologiske, og selv unge børn kan træffe et modent valg. For det tredje, at eutanasi på børn allerede finder sted, men ulovligt og ureguleret, og at det er uværdigt for alle involverede.

Lægerne og andre tilhængere er ikke bange for, at dødsretten vil udvikle sig til en dødsdille eller til dødstvang, bl.a. foreslår de forældresamtykke og paneler med tre læger og psykologer, som endeligt skal give grønt lys – og folkeopinionen er med dem.Ifølge den seneste måling støtter 75 pct. af belgierne deres krav, og fire partier i Senatet er også for ideen.

Og dermed vender vi tilbage til Gerhard.

Han blev fem måneder og fem dage gammel, men han lever stadig som et navn og som et argument i diskussionen om eutanasi, og spørgsmålet er, om det er retfærdigt?

Her er forklaringen:

Gerhard Kretschmar blev født for små 75 år siden, i 1939, i en landsby syd for Leipzig og i et land, hvor Adolf Hitler havde magten. Drengens forældre var unge og fattige, de troede på nazisterne, de troede på en ny dag, og »nazismen var ikke noget grumt. Livet var fredeligt. Jeg arbejdede på et savværk, og min kone ventede vores barn,« har faderen fortalt i Phillipe Aziz’ omstridte bogserie »Les Medicins de la mort«. Barnet var imidlertid »et monster«, siger faderen i bogen, og han gik først til en læge på universitetsssygehuset i Leipzig, men lægen nægtede at slå drengen ihjel. Ikke fordi han ikke ville, men fordi han ikke måtte. Tyskland tillod ikke eutanasi. Familien Kretschmar gav imidlertid ikke op; den skrev til Adolf Hitler, der som livslang tilhænger af socialdarwinisme og eutanasi fattede interesse for sagen og sendte sin livlæge til landsbyen. En dag blev faderen, Richard Kretschmar, kaldt hjem fra savværket, og midt i hans stue stod livlægen. Han havde undersøgt Gerhard, og han forsikrede familien om, at dens »ulykke« var forbi. »Føreren har tilladt et nådesdrab på jeres søn.«

Historikere som Udo Benzenhöfer og Ulf Schmidt har bekræftet forløbet, Schmidt har bl.a. beskrevet dem i tidsskriftet German History og i sin bog »Karl Brandt« fra 2007, og de betragter begge Gerhard Kretschmar som patient zero i nazisternes eutanasi- program. »Drengens død i juli 1939 er et dramatisk vendepunkt i regimets beslutningsproces om eutanasi,« skriver Schmidt, der er professor på University of Kent. Tre uger senere beordrede Hitler en registrering af alle fysisk og psykisk handicappede børn, og tyske læger, sygeplejersker og jordemødre foretog registreringen. Et panel af tre læger besluttede derefter det enkelte barns skæbne, og hvis barnet var egnet til eutanasi, fjernede myndighederne barnet fra hjemmet. Forældrene modtog kort efter et brev om, at barnet var afgået ved døden, typisk på grund af lungebetændelse, skriver Schmidt.

I alt blev 8.000 børn ofre for eutanasi. Men det var kun begyndelsen – i januar 1940 blev programmet udvidet til at omfatte alle fysisk og psykisk handicappede – og ifølge en opgørelse i 2012 i International Journal of Law and Psychiatry blev 275.000 mennesker, som blev vurderet som »uhelbredeligt syge«, dræbt i det nazistiske eutanasi.

Hvad har det alt sammen med Belgien og den aktuelle debat om eutanasi at gøre?

Og er det overhovedet fair at rejse spørgsmålet om Gerhard Kretschmar i den debat?

Det mener en række forskere, som inden for det seneste år har brugt sagen til at advare mod overhovedet at eksperimentere med afarter af eutanasi og slet ikke for børn. Professor Lee Hudson har i Journal of Pediatrics beskrevet »den moralske glidebane«, som eutanasi inviterer til. Charles Foster fra Oxford University advarede i denne uge belgierne mod deres forehavende. Der er en grund til, at ingen andre har gjort, hvad de er på vej til at gøre – ikke siden nazi-Tyskland, skriver han, og Helen Atherton fra University of Leeds har noteret, hvordan brugen af og debatten om eutanasi i dag kun er én forkert bevægelse fra at blive til noget, der ligner dengang.

Som de siger – Gerhard Kretschmar er netop et eksempel på, hvordan det kan begynde i det små og ende med en forråelse, der i sidste ende fører direkte til Auschwitz.

Sidste år foreslog to australske professor er således i tidsskriftet Journal of Medical Ethics at indføre begrebet »efter-abort«, abort efter fødslen, hvis et barn f.eks. viser sig at være født med fysiske eller psykiske handicap, eller hvis det er uønsket. I de tilfælde skal abort være tilladt, fordi hverken fostre eller nyfødte er »rigtige mennesker«.

Den slags forslag har en slående lighed med de forslag, som tyske akademikere kom med i tiden op til nazismen, skriver Helen Atherton.

Kritikerne giver ikke meget for argumentet om, at et lægepanel skal sikre, at alt går ordentligt for sig. De påpeger, at over halvdelen af alle tyske læger var medlemmer af nazistpartiet, ingen erhvervsgruppe var før 1933 så relativt højt repræsenteret i medlemskartoteket, og det var læger og sygeplejersker, som villigt kørte eutanasi-programmet. Alessandra Colaianni fra Johns Hopkins Universty skrev sidste år i Journal of Medical Ethics, at lægefaget rummer en række »moralske sårbarheder,« som gør, at læger meget hurtigt bliver en del af systemet, bl.a. at faget er så hierarkisk, og at læger på godt og ondt formår at holde en maske mellem deres profession og person.

Ulf Schmidt beskriver, hvordan Hitlers livlæge, Karl Brandt, var overbevist om, at han med eutanasi gjorde godt, og at det alt sammen var for samfundets bedste, og han brugte Gerhard Kretschmar som sit hovedargument; forældrene ønskede eutanasi, drengen var »en idiot«, og han led, og det var i alles interesse at foretage nådesdrab, sagde han i Nürnberg.

»Det var ikke en forbrydelse mod menneskeheden, men medlidenhed med de uhelbredelige. Døden kan være en udfrielse. Døden er liv – akkurat som en fødsel er det. Det var aldrig tænkt som mord.«

Hvilket alt sammen fører tilbage til diskussionen i Belgien. For tilhængerne afviser sammenligningen med dengang. Den belgiske og nazistiske eutanasi er forskellige, siger de. I det ene tilfælde sker eutanasien frivilligt og i et demokrati, i det andet skete den ufrivilligt og i et diktatur, og den nazistiske forråelse og eskalering skyldtes samfundsystemet, ikke eutanasien som sådan.

For – siger tilhængerne – eutanasien er ikke i sit ideal ond; 75 pct. af belgierne er ikke onde, de 16 belgiske læger, som støtter eutanasi, er ikke onde, og at nazisterne brugte eutanasi, gør ikke begrebet ondt, lige så lidt som det er ondt at trække vejret, fordi nazisterne også gjorde det.

Men tilhængernes problem er, at konsekvensen er den samme, dengang og nu: Samfundet sanktionerer og udfører et drab på et menneske, og dermed udfordrer man, hvad filosoffer har kaldt det moralske held. Politikerne tager en beslutning, som opererer rundt om de mest følsomme nervetråde i samfundet, og som afhængigt af omstændighederne kan gå godt eller gruelig galt, og hvor de allerbedste og allermest menneskevenlige hensigter kan gå hjem eller gå vild.

Belgierne bevæger sig således på en knivsæg af omstændigheder, og om de kan lide det eller ej, så vil omverden måle og veje omstændighederne.

Og derfor er Gerhard Kretschmar, små 75 år efter sin fødsel og små 75 år efter sin død, en nekrolog værd. For han er ikke bare et navn, men et moralsk pejlemærke.