Lysere tider for kræftpatienter

Den nye kræfthandlingsplan skal sørge for øget hjælp til patienterne til at genopbygge deres tilværelse i kølvandet på den frygtede sygdom. Den illustrerer også, at vi trods alt er kommet langt i bestræbelserne på at løfte indsatsen på kræftområdet.

»Jeg bestilte næsten min egen begravelse på forhånd. Dengang så jeg kræften som en dødsdom,« siger Anja Francis Madsen, der er kommet i sundhedscenteret i Ryesgade siden 1. marts. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Efter en lang vandring i det dybeste mørke kan der nu så småt anes lys for enden af tunnellen for danske kræftpatienter.

For nylig viste tal, at patienter med lunge- og æggestofkræft har udsigt til at leve længere end tidligere, og forleden oplyste Rigshospitalet, at det er ved at være slut med de lange ventetider på strålebehandling.

Nu bebuder sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) så en ny kræfthandlingsplan 3, der især skal løfte den såkaldte rehabiliterings-indsats, hvilket er den hjælp og støtte, som ydes til kræftpatienter, som enten er godt i gang med eller helt har afsluttet deres behandling.

Dermed tages der skridt til yderligere at forbedre forholdene for landets over 200.000 kræftpatienter, og samtidig er det et tydeligt udtryk for, hvor langt man egentlig er kommet herhjemme inden for det ellers så udskældte kræftområde.

Hvor det tidligere handlede om en desperat jagt på at skaffe kapacitet nok til overhovedet at behandle dødssyge mennesker eller gøre det, uden at de måtte vente halve og hele år, er man nu nået dertil, hvor der er overskud til, firkantet sagt, at hjælpe dem, der er helbredt.

Alle med kendskab til kræftområdet har således godt været klar over, at denne del af den samlede indsats haltede i alvorlig grad, men det har – hidtil – alligevel været svært at sætte emnet højt på dagsordenen, når der har været så alvorlige mangler i forhold til indsatsen tidligere i sygdomsforløbet.

Halter efter Sverige og Norge
Faktisk var det allerede en anbefaling tilbage i den første kræfthandlingsplan tilbage i 1999, at der blev gjort mere for at hjælpe kræftpatienter med følgerne af den alvorlige sygdom. Også på dette punkt var Danmark langt efter de øvrige nordiske lande, var konstateringen. Der fandtes enkelte tilbud rundt omkring i landet, men de var »spredte, er opstået tilfældigt og er mindre systematiske end i Norge og Sverige«, hed det.

Der burde sættes ind med »systematisk erfaringsopsamling« og opstilles faglige retningslinjer«, ligesom »alle« kræftpatienter burde have et tilbud om rehabilitering, lød anbefalingen.

Ingen har således anfægtet, at denne indsats var nødvendig og reel. En kræftsygdom vender op og ned på både patientens og hele familiens tilværelse og har en stribe helbredsmæssige, sociale og psykiske konsekvenser, som kan kræve professionel støtte at håndtere. Men mange kræftpatienter er blevet ladt alene tilbage – når først behandlingen er overstået – og der har jævnligt været beretninger om skilsmisser, jobfyringer, økonomiske problemer, social deroute og depressioner i kølvandet på en kræftsygdom.

De daværende amter forsøgte tilbage i 2003 ligeledes at få sat noget ordentligt i gang. Anbefalingen dengang lød, at det var afgørende vigtigt, at lægerne og hele behandlingsapparetet allerede meget tidligt i forløbet begyndte at håndtere de fysiske, psykiske og sociale problemer ved en kræftsygdom.

Tilsvarende har Kræftens Bekæmpelse flere gange advokeret for at sætte mere fokus på rehabilitering. I et interview med Berlingske Tidende i sommeren 2006 gav formanden Frede Olesen udtryk for, at man »gang på gang hørte, at kræftpatienter falder ned mellem to stole, når de er færdige på sygehuset og skal tilbage til egen læge og den kommunale hjemmepleje«.

»Folk har behov for præcise råd og vejledning omkring f.eks. job, jobmuligheder og genoptræning, og der må vi forvente, at kommunerne tager den rehabililteringsopgave mere alvorligt end hidtil,« sagde han.

Pakkeforløb
Men hver gang er rehabliteringen blevet sat i baggrunden, og kræfterne er i stedet blevet brugt på at skaffe tiltrækkeligt med opera­tions­-kapacitet, få opsat flere strålekanoner og skannere samt lave aftaler med udenlandske hospitaler om at behandle danske patienter – alt sammen for at sikre, at de syge kan blive behandlet, og at vente­tiderne blev forkortet.

Senest er indført såkaldte pakkeforløb – de kom ind i billedet i forbindelse med kræfthandlingsplan 2 fra 2005, der skal sikre, at alle elementer i et kræftforløb hænger bedst muligt sammen, og at der ikke opstår unødig ventetid undervejs. De pakker er nu kommet godt i gang og repræsenterer en væsentlig landvinding.

Desuden er der taget skridt til at samle kræftbehandlingen på færre, større afdelinger, hvilket forventes at øge kvaliteten af behandlingen.

Vurderingen er således, at man nu er ved at være kommet så langt med disse initiativer, at det er tid til at tage yderligere et skridt i den langstrakte kamp mod kræften.