Lykken er en fladskærm

Her er historien om to byer: Den ene by har alle fordelene, den har historien, beliggenheden, klimaet, og den anden har ingen af delene. Alligevel forfalder Alexandria, mens Dubai boomer. Hvad kan vi lære af det?

Fredagshandlen er gået i gang i Deira City Mall i Dubai, hvor en familie er på shopping-tur. Udenfor er der 48 grader, indenfor kører air-conditionen på højeste niveau, mens familier kigger på det enorme udbud af luksusvare. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1.

Lykken er ikke lunefuld. Lykken er en fladskærm, en ny kamera-linse, et guldur med diamanter, et computerspil, et silkesjal, lykken er at købe, lykken er at eje, lykken er Mall of the Emirates, verdens største indkøbscenter uden for USA.

Jeg står i en forretning, som sælger alt i digital underholdning, og en ekspedient kommer hen til mig.

»Kan jeg hjælpe med noget,« spørger han. Jeg bliver revet ud af min hypnose og svarer fortabt: »Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal begynde. I har jo alt ...«

»Ja,« siger han og lyser op i et væg-til-væg smil. »Vi har alt, og det er derfor, vi er så lykkelige i Dubai.«

Økonomen Walt Rostow blev berømt for sin vækstteori - sin ide om, hvordan og hvornår et moderne samfund opnår sit absolutte højdepunkt, og højdepunktet er ifølge Rostow, når et samfund giver sig hen til masseforbrug, når borgerne er optaget af at købe og eje, når de kan bruge et middagsselskab på at diskutere megawatt og megabytes, kopholdere og kubikcentimetre, sansehave og udekøkken. I d-e-t antiklimatiske øjeblik har et samfund opnået sit zenit, afsluttet sin rejse fra civilisationens begyndelse og til Field's.

Det siger sig selv, at ungdomsoprøret og de efterfølgende årtier ikke var venlige ved Rostow. Hans vækstteori blev sendt til et fjernlager af politisk ukorrekte ideer, og i dag kan man gå gennem et helt liv uden nogensinde at høre om ham.

Men måske er det en alvorlig fejl. Her i et arabisk katedral af konsum, omgivet af blinkende og ringende elektronik, af glitrende og gavnløse smykker, kan jeg ikke lade være med at føle, at den gamle mand havde ret og eftertiden uret. Lykken er vitterligt en fladskærm.2.

Det er mindre end en uge siden, jeg forlod Alexandria, og jeg forlod byen med en følelse af forfald.

Alexandria er ikke i værre forfatning end Cairo eller andre egyptiske storbyer, snarere tværtimod, men jeg havde forventet mig så meget mere. Det er - i det mindste hvis man nærmer sig den historisk og bagfra - en enestående by. Grundlagt af Alexander den Store og udviklet af det sidste nogenlunde intelligente egyptiske styre blev Alexandria i århundrederne før Kristus den største by i verden, en mangetunget sammensmeltning af egyptisk, græsk og romersk kultur, hjemstedet for et af antikkens syv vidundere og for det store bibliotek, og man skal blot bevæge sig 20 meter under jorden, ned i katakomberne i Kom Ash Shuqqafa for at fornemme storheden.

En stejl vindeltrappe fører ned i halvmørket, og først støder man ind i et kammer, hvor de efterladte har ligget på bænke og med vin og mad sørget over afdøde, og derefter bevæger man sig så ind i labyrinten af grave. Udsmykningerne afslører, at mange af de døde har været enestående rige, og udsmykningerne afslører også, at Alexandria dengang var et samfund, som tog fra verden som fra et tag-selv-bord. Stenfigurer står eksempelvis vagt ved indgangen til nogle af gravene, og de er en fusion af en romersk legionær, den egyptiske gud Anubis og en græsk skikkelse med slangehale, og over alt blander kulturerne sig.

Og hvor er det alt sammen blevet af? Hvor er rigdommen? Hvor er multikulturalismen? Hvor er følelsen af at opholde sig i et center, som begivenhederne snurrer rundt om, ikke uden om? Væk - akkurat som det store bibliotek. Alexandria var engang den største jødiske by i universet. Hvor er jøderne? Og italienerne, armenerne, briterne og grækerne? Væk - akkurat som Pharos fyrtårnet, antikkens vidunder. Tilbage er kun en storby, hvor den monokulturelle hverdag er fyldt med akkurat den samme smag af bitterhed og benzin-os som Cairo. Som en 85-årig skopudser fortæller i bogen »Mullahs, Merchants and Militants:«

»Alexandria var engang en mægtig by - lige som Athen. Alexandria havde klimaet, beliggenheden, man kunne ikke bo et bedre sted. Vi handlede og fiskede, og hele verden kom til os ... Nu er livet bare besværligt,« konstaterer Saber Muhammad, der i det meste af et århundrede har iagttaget virkeligheden fra gadeniveau, 20 meter over fortidens storhed.3.

Men hvorfor er det gået så galt i Alexandria? Eller rettere: Hvorfor er det ikke gået bedre? Hvorfor er Alexandria ikke Dubai?

Alexandria har et bedre klima og en bedre beliggenhed. Alexandria behøver ikke - som Dubai - at importere arbejdskraft, og byen har en historie, som er så meget mere inspirerende og løfterig end generationer af beduiner og flyvesand.

Spørgsmålet handler ikke kun om Alexandria. Spørgsmålet handler om det meste af den arabiske halvmåne, fra Casablanca til Karachi, for det meste af halvmånen er i større eller mindre omfang Alexandria.

I lande som Syrien, Jordan og Egypten er realindtægten på samme niveau som i 1973, i hele området er købekraften - som det eneste sted i verden - stagnerende eller på retur, og selv de rigeste oliestater har ikke formået med deres rigdom at skabe meget andet end sandslotte, der vil blæse væk i det øjeblik, oliepumperne går i stå.

Det er ikke kun et økonomisk problem, og det er ikke kun d-e-r-e-s problem, for det er præcis den melankoli, som får ekstremismen til at flamme op og dermed også vores del af verden til at flamme op.

Men - og det er den gode nyhed - det behøver ikke være sådan, og bevis nummer ét er netop Dubai.

Det er nemt at pege fingre ad Dubai. Dubai gør sig ofte store anstrengelser for at blive peget fingre af med sin skamløse konsumerisme og sit ditto brug og misbrug af billig arbejdskraft, men Dubai skammer sig formentlig hele vejen til banken. For faktum er, at hver fjerde byggekran i verden befinder sig her - 30.000 kraner eller en kran pr. 44 indbygger - og de direkte udenlandske investeringer i Dubai er dobbelt så store som de udenlandske investeringer i Kina. Verdens største lufthavn, med en kapacitet som London Heathrow og Chicago O'Hare lagt sammen, er planlagt, og det samme er verdens højeste bygning, som vil tilbyde et spa-bad i 484 meters højde.

Så grin bare. De griner også i Dubai.

Men ikke af det samme.4.

Forskellen på Dubai og Alexandria kan fortælles med fortællingen om en lampe.

Jeg har aldrig været en ørn til indkøbscentre, det er en oplevelse forbundet med for mange hvileløse øjeblikke parkeret i dametøjsforretninger, men det er svært at modstå Mall of the Emirates, som ud over millioner af effekter, man formentlig ikke har brug for, også rummer en effekt, en pang-effekt, som er værd at eje. Udefra ligner indkøbscentret en gigantisk violinkasse med en lang arm, som temmelig umotiveret stikker ud i den ene ende. »Bare vent og se indendøre,« siger taxachaufføren skælmsk, »og husk, at det er 48 grader herude.«

Indvendigt passerer jeg forbi Bugatti, Hugo Boss, Cerrutti, Emporio Armani, Tiffany, Versace og Osh Kosh B Gosh, men også H&M, McDonald's, Pizza Hut og Carrefour, og da jeg nærmer mig den lange violinarm, flimrer øjnene et øjeblik. Foran mig - bag en mægtig glasrude - breder et snelandskab sig. Det ligner i sin pyntelighed og velordnenthed den slags, man laver af vat op til jul, og små drenge og piger vralter rundt i skidragter, slæder den ned ad bakker og ad bobbanerne, mens deres forældre tager ski-liften op til de kunstige løjper og skihopsbanen.

Arabiske besøgende, mænd og kvinder, trykker næserne mod vinduerne for at se noget, som de angiveligt aldrig har set før - sne - og kort herfra har Ski Dubai bygget en kunstig schweizisk chalet komplet med kunstig ild i et kunstigt ildsted og med kunstig glühwein.

Jeg ryster højpandet på hovedet, for forgæves at overbevise mig selv om, at jeg er uimponeret, og jeg spadserer ind i en nærliggende brugskunstforretning og begynder at lede efter en souvenir. Jeg finder en smuk egyptisk lampe, en såkaldt fawani. Siden den tidligste middelalder har egyptiske børn omkring ramadan gået gennem gaderne med lamperne, svinget med dem og sunget traditionelle sange, og i Cairo og Alexandria har der været en hel fawani-industri. Jeg vender lampen og ser på indskriften under bunden, den samme desillusionerende indskrift, som man ser så mange andre steder: »Made in China«.

I Alexandria stod jeg tilsvarende i en sidegade og stirrede på en smuk fawani, som var hængt op i en indgangsportal. Ejeren kom ud og tog lampen ned og viste mig den, tydeligvis stolt, og diskret kiggede jeg under bunden, hvor budskabet var det samme: »Made in China«.

Thomas Friedman nævner i sin nyeste bog, »The World is Flat«, paradokset med de egyptiske fawanier, som nu ikke længere er egyptiske, og en lokal erhvervsiagttager udtaler bestyrtet: Kineserne »invaderer vores tradition, på en innovativ måde, og vi gør ikke noget ved det.

Lamperne kommer ud af vores tradition, vores sjæl, men de kinesiske udgaver er mere kreative og avancerede end de egyptiske,« det er ganske enkelt et bedre produkt, de har sat sig totalt på markedet, og som importøren, Taha Zayat, siger til magasinet Business Monthly: »De egyptiske fawanier vil uden tvivl dø ud.«

»Tænk på, hvor skørt det er,« konstaterer Friedman. »Egypten har masser af billig arbejdskraft, lige som Kina; Egypten ligger lige ved siden af Europa, ved siden af Suez-kanalen. Egypten skulle være en middelhavsudgave af Taiwan, men i stedet smider egypterne håndklædet i ringen.«

Fortalt i sne og en lampe er det forskellen på Dubai og Alexandria.

Dubai har ikke sne, men Dubai skaber sne, fordi der er et marked for sne, og dermed - i både mikro- og makro-perspektiv - skaber Dubai et produkt, som duperer selv en modstræbende dansker. Alexandria har til sammenligning fawanier, hele traditionen og historien, men fordi Alexandria ikke har fornemmelsen for markedet, hverken det lokale eller globale, bliver Alexandria på det mest ydmygende overhalet af de byer og lande. Eller sagt på den anden måde: I én forstand sner det ikke i Dubai. I en anden gør det.

Da jeg kører fra Mall of the Emirates - fortsat i 48 graders varme - passerer jeg et stort vejskilt med teksten: »The Earth Has a New Center«.

Nu ryster jeg ikke længere på hovedet.

5.

Men det egentligt forunderlige ved Dubai er ikke det økonomiske mirakel, det er ikke de 500 kunstige øer, som former gigantiske palmer eller et verdenskort; det er ikke de projekter for 100 milliarder dollar, som skyder op langs kystvejen, det er ikke Dubai Media City eller eller Dubai Internet City, det er ikke verdens største hotel eller verdens mest spektakulære hotel, nej, det virkeligt forunderlige er, at ingen andre byer i Mellemøsten for længst har luret Dubai fidusen af.

»Det er ganske simpelt,« siger direktøren for TV-selskaber al-Arabiya. »Det handler om frihed, om at åbne markedet, give økonomien fri, hægte sig på globaliseringen, og så holde godt fast. Hvor svært kan det være,« spørger Abdul Rahman utålmodigt.

Men som et politisk mundheld på disse breddegrader siger: Arabiske regeringer reagerer ikke, når vi gerne vil have dem til at reagere, eller når vi presser dem til at reagere. De reagerer først, når de er tvunget til at reagere, og Dubai har været heldig at have en hersker, som var undtagelsen fra denne regel om utidig omhu.

Sheik Zayeed læste skriften på væggen og i rapporterne, som sagde, at Dubai ville løbe tør for olie et sted mellem 2010 og 2025. Han skabte i 1970erne den største kunstige havn i verden, han begyndte liberaliseringen af økonomien, og han skabte noget, som - også historisk set - var ganske unikt i den muslimske verden. Han skabte institutioner, som kunne køre forretningen, selv om direktøren gik væk, og siden 1994 har Dubai oplevet tre magtskifter uden at miste så meget som et pulsslag, noget helt utænkeligt i det øvrige Mellemøsten.

Men først og fremmest gjorde sheik Zayeed sit land uafhængig af olien, og Dubai vil undgå den skæbne, som Matt Damon i filmen »Syriana« forudsiger for en oliesheik: »For hundrede år siden boede I i telte ude i ørkenen og kappede hovederne af hinanden, og det vil I også gøre om hundrede år.«

90 procent af indtægterne i Dubai er i dag ikke-olie indtægter, og eneste påmindelse om beduinfortiden er planerne om et 4,5 mia. dollar dyrt Dubai-land, der vil dække et areal større end Monaco, og som vil disneyficere eller dubaiificere fortiden.

Dubai er blevet til Dubai A/S, og »resultatet er det lykkeligste sted i hele den arabiske verden, og det kunne være Dubais slogan,« siger Abdul Rahman.

Men Dubais succes er ikke eksklusiv; andre byer, andre lande kan gøre det samme. Alexandria kan gøre det samme, Beirut kan gøre det samme, og Irak kan for såvidt gøre det samme, hvis byerne og landene har den politiske vilje og ikke mindst vision, men det kræver - som Dubais nuværende hersker, sheik Maktoum, har advaret - »at de gør økonomisk hovedrengøring,« at de åbner og liberaliserer deres økonomi og slipper markedet, kapitalismen og konsumerismen, løs.

De kan tage ved lære af en række af de små, kunstige øer, som læst fra oven staver et citat af sheik Maktoum: »Det kræver en mand med visioner at skrive på vandet.«6.

Men hvad betyder det for verdensfreden og verdenslykken at slippe kapitalismen og konsumerismen løs? For Mellemøsten - og for os?

Dermed er vi tilbage ved Walt Rostow og lykken ved en højdefinition fladskærm. Masseforbrugssamfundet var højdepunktet for et moderne samfund, men masseforbruget var naturligvis ikke for Rostow målet i sig selv. Han kom ud af en liberalistisk tradition, en discipel af Adam Smith, og hans tese var, at når et samfund nåede forbrugshøjderne, så var de elementære behov mættede, og samfundet kunne koncentrere sig om de u-elementære. Han brugte Huset Buddenbrooks som eksempel - fra Manns roman. De første to generationer af Buddenbrooks stræber og kæmper, mens den tredje, rigeste generation ikke behøver stræbe og kæmpe længere, i det mindste ikke materielt, og den koncentrerer sig om billedkunst og musik.

Førnævnte Thomas Friedman har bygget videre på Rostow og formuleret sin såkaldte »Dell-teori om konfliktløsning,« som udspringer af indkøbet af en ny computer. Thomas Friedman køber den på internettet, Dell går i gang med at bygge den, og elementer og know-how fra følgende lande indgår i processen: Kina, Malaysia, Costa Rica, Filippinerne, Sydkorea, Taiwan, Tyskland, Japan, USA, Mexico, Singapore, Thailand, Indonesien, Irland, Indien, Israel og Storbritannien.

»To lande, som er en del af denne Dell-kæde, vil ikke gå i krig med hinanden,« siger Friedman, for de har simpelt hen for meget at tabe, og lande, som er en del af den moderne forsyningskæde, vil i det hele taget tænke sig om to gange før end de griber til våben mod hinanden.

Jeg forstår både Rostow og Friedman den eftermiddag, da jeg besøger et andet indkøbscenter her i Dubai, Deira City Mall. Jeg forstår dem, da jeg ser en håndfuld kvinder komme gående mod mig. De er helt klædt i sort, fra top til tå og kun med en smal kampvognsluge til at kigge ud af. Sortklædte kvinder er naturligvis kun sortklædte kvinder, hverken mere eller mindre, men jeg føler mig stadig lige så intimideret over synet, truet og stødt, som de formentlig ville gøre, hvis de kom til løse balder og bryster på Bellevue.

Da jeg kommer nærmere, hører jeg at kvinderne kvidrer lystigt, to af dem griner, og ved siden af dem går pater familias, en midaldrende arabisk mand iklædt stivede og kridhvide traditionelle gevanter, og foran sig - i en skrigende lyserød plasticbil - skubber han en lille pige, som kan smelte enhver anspændthed. Han er stolt over sit barn eller barnebarn, hun smiler, og hele følget forsvinder ind i et stort, larmende legeland.

Hvis jeg havde mødt dem i Hizbollahland, i el-Arish eller i Qom, så kan jeg have en vis mistanke om hvilke veje og bagveje, mine tanker ville have bevæget sig af, men nu ser jeg kun en lykkelig familie i sort, hvidt og skrigende lyserødt, og det sidste jeg hører er et forventningsfuldt hvin fra den lille pige.

Det ligner ikke en familie, som vil hellig krig.7.

Den følgende dag er vi på besøg i Jumeirah Moskeen i Dubai; magthaverne i Dubai har iværksat et såkaldt »åbne døre, åbne sind«-program, som går ud på at afmystificere islam, og vores guide, Abdullah, tager hjerteligt imod os. Han taler perfekt engelsk, og pædagogisk gennemgår vi aspekterne af et besøg i en moske, vi vasker og renser, stiller skoene og går ind, og vi får en Berlitz-gennemgang af troen og bønnerne, islams fem søjler og historien, og Abdullah for hjælp at to assistenter, to sortklædte, men ikke tilslørede unge kvinder, miss Amina og miss Khulood, som fortæller om familielivet i en muslimsk familie og om genvordighederne ved at finde den rigtige mand.

I moskeen er der ingen sovende eller slumrende mænd, ingen lugt af sure tæer og følelse af at være vantro og uvelkommen, kun lyden af bøn og den snurrende air-condition og »åbne døre, åbne sind« i aktion, og det er en slående kontrast til de talrige andre moskeer, hvor vi er havnet i hænderne på en vrissen gamling af en guide, og hvor de bedende udstråler foragt i stedet for forretninger, had i stedet for handel.

Her er selv religionen blever dubaiificeret, globaliseret og gjort godartet, og nærmest som en perfekt metafor ligger en filial af den store amerikanske kæde Starbucks lige over for. Efter præsentationen går miss Amina og miss Khulood herover, sætter sig med udsigt til minareten og med hver sin light frappuchino og en low-fat chocolate cookie; de taler på arabisk, deres samtale har den sang i sig, den blanding af inderlighed og intimitet, som kun venindesnak har, og pludselig og umotiveret udbryder en af dem på engelsk: »But I don't love him ...«

Jeg er langt hjemmefra og alligevel så tæt på, at jeg føler, at jeg kan række over og føle mig hjemme.