Det var ikke sådan, at angsten ligefrem holdt den lyshårede pige vågen om natten. Men bekymringerne ulmede i den unge Lykke, når hun lå i sengen og skulle falde i søvn om aftenen. Og der blev pustet yderligere til gløderne på en klassetur til Tyskland i 8. klasse, da lærerne på venskabsskolen i Braunschweig viste deres danske gæster, hvordan man skulle reagere, hvis ulykken var ude, og atomkrigen kom.

Sådan var det at være ung i 1980erne. Og sådan kunne det også være at være voksen, for selv om man har rundet de 30, kan uroen stadig gribe én. Eller som børnenes guitarhelt Bjarne Jes Hansen sang i 1978: »Vi voksne kan også være bange«.

Den batikfarvede venstrefløjsklassiker om bulder, brag og bekymringer fortsatte sit folkelige gennembrud ind i 80erne og blev spejl for den frygt, der rumsterede i mange, når de tænkte på USAs præsident Ronald Reagans stjernekrigsprogram og de grånende sovjetiske generaler, der med stive bevægelser vinkede ned til soldaterne, når de rullede nationens våbenpark henover fliserne på Moskvas Røde Plads.

»Bevares, frygten for skovdød og AIDS lurede også, men intet kunne for alvor måle sig med truslen om en altødelæggende atomkrig,« siger Lykke Friis.

Den enkle usikkerhed

Den tidligere klima- og energiminister, nuværende prorektor for Københavns Universitet og formand for Det Udenrigspolitiske Selskab ved i mere end én forstand, hvad hun taler om, når snakken falder på 80erne. Hun levede sin ungdom og blev voksen i årtiet. Og det meste af sit professionelle liv har hun brugt på at beskæftige sig med udenrigspolitik, ikke mindst EU og de omvæltninger, som Murens fald førte med sig.

»Dengang spillede Europa en central rolle i verdenspolitikken. Det var selve brændpunktet, og efter nogle turbulente 70ere, hvor USA og Sovjetunionen det ene år præsterede fremsynede nedrustningsaftaler, mens de fnysende forlod forhandlingsbordet året efter, kom de iskolde 80ere. Og Europa var stedet, hvor Den Kolde Krig var allerkoldest.«

Lykke Friis er blevet bedt om at sammenligne 80ernes trusselsbillede med de trusler, vi står over for i dag. Og hun er ikke i tvivl. Det er ikke blevet lettere at slippe fri af angsten. Tværtimod. I 80erne var der kun én trussel at forholde sig til. I dag er situationen langt mere kompleks og uoverskuelig.

»Den usikkerhed, der hang over os i 80erne, syntes voldsom dengang. Men grundlæggende var den ret enkel, og man behøvede ikke at kunne multitaske for at overskue trusselsbilledet. Det var unitasking. Helt modsat i dag hvor truslerne jo kommer fra alle sider. Selvfølgelig er hver enkelt trussel ikke så altomfattende som en atomkrig, til gengæld er summen skræmmende,« siger Lykke Friis.

Håbet blev tændt

Men inden vi for alvor tager hul på dagens trusler, så lad os lige gøre gennemgangen af 80ernes udfordringer færdig.

Dengang syntes ingen af supermagterne for alvor indstillet på at reducere antallet af atomvåben. I stedet brugte de kræfterne på at modernisere deres enorme lagre, og i 1980 betragtede USA og Sovjetunionen stadig atomvåben som en naturlig del af den nationale sikkerhed.

I 1981 kastede Sovjetunionen sig ud i krigen mod Afghanistan, og som en af sine sidste gerninger, inden han overlod Washington til Ronald Reagan, trak præsident Jimmy Carter sit land ud af De Olympiske Lege i Moskva. Med Reagan ved roret fik koldkrigsstemningen endnu et nøk i den forkerte retning. Al snak om våbenkontrol blev kasseret, og den amerikanske præsident arbejdede ud fra devisen om, at den bedste måde at afslutte Den Kolde Krig på var at vinde den.

Våbenkapløbet eskalerede, kommunikationen mellem supermagterne brød sammen, og undervejs var »forhandlingerne om våbenkontrol reduceret til meningsløst propagandakrydderi«, som det anerkendte magasin Bulletin of the Atomic Scientists skrev i 1984.

Sten Hegeler:

Senere blæste forandringens vinde hen over Østblokken, og i sommeren 1987 stillede Ronald Reagan sig op ved Berlinmuren og serverede sin berømte linje: »Riv den mur ned, hr. Gorbatjov«.

Og ned kom Muren. I november 1989 faldt verdens mest forhadte stykke beton fra hinanden, og med den smuldrede også myten om den magtmonolitiske kommunisme. Og så gik det igen den rigtige vej. Troede vi i hvert fald.

»Pludselig stod denne unge mand, Mikhail Gorbatjov, med sit ikoniske modermærke på issen og smilede mildt til verden. Eller som briternes daværende premierminister, Margeret Thatcher, tørt konstaterede: »This is a man you can do business with«. Det tændte helt klart et håb. Måske kunne det alligevel blive et andet Europa, en anden verden,« siger Lykke Friis.

Rusland i Sovjets rolle

Efter Murens fald opstod der en kollektiv forventning om, at nu blev alting godt. Gorbatjov fik Nobels Fredspris, og den udbredte holdning var, at russerne skulle med i EU – eller i hvert fald med i det europæiske hus.

»Den amerikanske filosof Francis Fukuyama talte om »the end of history«. Han argumenterede for, at alt herfra ville blive en gentagelse, nu hvor de store ideologiske kampe var slut, og for en stund levede vi i drømmen om en demokratisk guldalder. I årene efter Murens fald og frem til årtusindskiftet var de største temaer jo David Beckham, supermodellerne og Monica Lewinsky.«

Men den demokratiske guldalder udeblev. Russerne ønskede ikke at være en del af det europæiske fælleskab.

»De byggede deres samfund på nogle andre værdier end vi, og nu er de tilbage i fjenderollen. I dag er vi igen bekymrede for russerne, fordi de med konflikten i Ukraine har brudt med den europæiske orden efter 1989, hvor man ikke med magt ændrer ved andre landes grænser.«

Europa alene hjemme

De nye generationer vokser op i et Europa, der er langt mindre relevant end tidligere. Alene det, at 90 procent af verdens vækst i dag genereres uden for det europæiske kontinent, fortæller alt, mener Lykke Friis.

»Der er mange andre brændpunkter i dag, og derfor sagde den tidligere polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski meget rammende, at han blev den første polske udenrigsminister, som var mere bange for et for passivt Tyskland end et for aktivt Tyskland. Vi har brug for en leder, der kan træde i karakter, og som har overblik over tidens mange trusler. Når Tysklands kansler, Angela Merkel, spiller en så central rolle i disse år, skyldes det især, at ingen andre europæiske ledere stiller sig op på broen, og at USA i stigende grad har en forventning om, at vi selv klarer vores udfordringer.«

Sådan var det ikke under Den Kolde Krig. Dengang havde verdens to supermagter mere eller mindre delt verden mellem sig, og opstod der problemer i vores del af Europa, kom amerikanerne os til undsætning. I dag bliver de europæiske problemer ikke længere per definition anset som amerikanske problemer.

»Vi er så at sige alene hjemme. Man taler også om den posteuropæiske tidsalder, og de nye generationer vokser ikke længere op med forestillingen om, at Europa er verdens navle, for det er vi ikke. Der er kommet andre store vækstøkonomiske centre i verden, og det gør selvfølgelig den globale konkurrence større, ligesom det skaber helt andre sikkerhedspolitiske problemer. På den måde er verden mere kompleks i dag.«

Lykke Friis fortæller, hvordan hendes generation voksede op med en forestilling om Vesteuropa som det eneste rigtige Europa:

»Det har taget os lang tid at få genforenet Europa og skabe en forståelse for og en accept af, at vi lever i et samlet Europa. Og vi er der slet ikke endnu. Tag den aktuelle flygtningesituation som eksempel. Eller Ukraine. Vi diskuterer hele tiden, hvis problem det er, og jeg tror, det hænger sammen med, at min generation voksede op med en forestilling om et delt Europa. Da Muren faldt, så vi det som de andres revolution. Vi fulgte det hele fra sofaen, og de færreste vesteuropæere erkendte dengang, at det også var vores revolution, som også ville ændre vores dagligdag.«

Det udefinerbare EU-projekt

Af samme grund fik vi aldrig en 89-generation, og bl.a. derfor har vi i dag så svært ved at få skabt et helt Europa.

»Vi mangler en grundlæggende forståelse for, at det hele hænger sammen. Vi kan ikke ignorere Grækenlands økonomiske morads eller trække på skuldrene af flygtninge strømmen i Italien, for det indvirker også på vores liv.«

Michael Böss:

Konflikterne kommer i dag fra flere kanter, siger Lykke Friis. Alligevel har vi en tendens til kun at diskutere én ting ad gangen.

»For en uge siden var det flygtningestrømmen, nu er det terrortruslen. Vi glemmer, at der samtidig bliver kæmpet i Ukraine, at briterne vakler omkring deres EU-medlemskab, at klimaet halter, og at den folkelige skepsis over for EU-projektet vokser.«

De kommende år vil afgøre, hvad det er for et Europa, vi skal bo i, forklarer Lykke Friis.

»Tyskerne ønsker ikke alene en økonomisk monetær union, men også en finanspolitisk union, og den form for politisk overbygning og medfølgende suverænitetsafgivelse vil franskmændene ikke være med til. Tilsvarende mener tyskerne, at Schengen kun kan fungere, hvis vi indfører et fordelingssystem af flygtninge. Derfor har vi med Angela Merkels ord fået et »halvfærdigt hus«, og huset skal bygges færdigt i en tid, hvor mange af husets beboere er i tvivl om, om de overhovedet har lyst til at bo der. Derfor bokser og bakser vi os igennem. Eller som Jacques Delors engang præcist udtrykte det: »EU er et uidentificerbart politisk objekt«.«

Transnationale trusler

Men vi har været der før, siger Lykke Friis. Og hun nægter at forfalde til pessimisme og insisterer på at hente tro på fremtiden i tiden efter 1989:

»Dengang var mange bange for, at det ikke ville lykkes at få bygget det europæiske hus om, så det kunne rumme både et genforenet Tyskland og en række østeuropæiske lande. Men det lykkedes.«

Og der er som sagt nok at tage fat på, hvis der kommer styr på »huset« og dets beboere.

»Terrortruslen vil kun komme til at fylde mere fremover, og modsat tiden før 1989 kommer truslerne i dag ikke nødvendigvis fra suveræne stater men ofte fra transnationale grupper, altså grupper mellem stater og under stater.«

Og så er der flygtningestrømmen. Her taler vi ikke kun om det fysiske pres fra mennesker på flugt. Hele den europæiske idé om lighed, frihed og broderskab er udfordret i disse år.

»Vi forbinder ikke normalt mure og pigtrådshegn med europæisk solidaritet, og presset på vores grundlæggende værdier vokser i disse år. Som mange spurgte i sommer: Kan man sole sig på en græsk strand, mens en syrisk familie hutler sig i land fra en gammel plimsoller? Det er et problem, vi skal håndtere i fællesskab, og det har vist sig at være en kæmpe udfordring. Ligesom terrorismen. Ganske karakteristisk oplever vi for første gang, at EU-Kommissionens formand, Frans Timmermans, går på banen og siger, at man ikke kan afvise, at EU-konstruktionen bryder sammen.«

I bund og grund er tiden efter 1989 et bevis på, at der ikke findes sådan noget som en gylden skillelinje, hvor alt herefter er fred og idyl, siger Lykke Friis:

»Vi slipper åbenbart ikke for angsten, og det må virke voldsomt på børn i dag, når de hører om terror i København, eller med egne øjne ser mennesker på flugt. Vi lever i den berømte globale landsby, hvor alt kommer hjem i stuerne på en helt anden måde end i 80erne. Så mon ikke at der også i dag ligger nogle piger rundt om på teenageværelserne og kigger bekymret op i loftet, når de skal sove. Det er jeg ret sikker på. Desværre.«

Interviewet med Lykke Friis er foretaget før terrorangrebene i Paris 13. november.