Luksusfælden klapper

En ny bog fortæller historien om den konservative toppolitiker Henriette Kjær og erhvervsmanden Erik Skov Pedersens optur og fald.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi bringer her et uddrag fra bogen:

Lars Barfoed indkalder Henriette Kjær og Brian Mikkelsen til et fortroligt møde, kort tid efter at han er blevet ny formand for Det konservative Folkeparti efter Lene Espersens afgang den 13. januar 2011. Anledningen til mødet er B.T.s historier om gummichecks og familiefejde i Henriette Kjærs familie, som bringes på selve dagen, hvor Lars Barfoed udnævnes til ny formand.

Ritzau har forinden spurgt Lars Barfoed, hvad han siger til historierne.

»Det kommer overhovedet ikke til at betyde noget som helst, og jeg er ikke i stand til at kommentere den sag. Jeg kender ikke noget til den,« svarer han.

Men sandheden er en anden. Barfoed tager sagen yderst alvorligt, og derfor er mødet med Henriette Kjær en af de første ting, han tager sig af som ny formand.

»Det er gamle sager. De har ikke noget nyt,« bedyrer Henriette Kjær.

Historien om Henriette Kjærs dækningsløse check til svigermor er 11 år gammel, men Lars Barfoed er mere bekymret for, om avisen har mere skyts mod hans politiske ordfører og gruppeformand.

»Kommer der mere?« spørger Lars Barfoed.

»Nej,« lover Henriette Kjær.

»Så skal vi nok klare os igennem denne storm sammen, Henriette,« siger Brian Mikkelsen alvorligt.

Det siger Brian Mikkelsen ikke kun af hensyn til Henriette Kjær, som han har kendt, siden de var i KU sammen, og som han kom i Folketinget sammen med i 1994. Han siger det også, fordi han ved, at hele magtbalancen i folketingsgruppen bryder sammen, hvis Henriette Kjær ryger fra posterne som politisk ordfører og gruppeformand. Det er en magtbalance, Brian Mikkelsen, Lene Espersen og Henriette Kjær omhyggeligt har skabt få dage før. Da mødes hovedpersonerne i partiet for at fordele magten, efter at Lene Espersen er gået af som formand efter massiv kritik og efter næsten at have halveret partiets tilslutning i forhold til niveauet under Bendt Bendtsen.

Lars Barfoed får ikke formandsposten i partiet gratis. Brian Mikkelsen-fløjen, der tæller Lene Espersen, Henriette Kjær, Naser Khader, Carina Christensen, Tom Behnke og Rasmus Jarlov, vil have magt til gengæld. Og et af hovedpunkterne for Brian-fløjen er, at Henriette Kjær fortsat skal beklæde de to topposter som politisk ordfører og gruppeformand. Barfoed og hans støtter, der omfatter Per Stig Møller, Helge Adam Møller, Mike Legarth, Helle Sjelle, Charlotte Dyremose, Vivi Kier, Jørgen Lundsgaard og Tage Leegaard, vil ellers gerne, at hun afgiver i hvert fald den ene.

Brian Mikkelsen er kæphøj. Som en pokerspiller påstår han, at han har opbakning fra et flertal i gruppen. Det er ikke rigtigt, og Lars Barfoed tror heller ikke på det.

Men han er ikke sikker, og hans folk må foretage opringninger til flere gruppemedlemmer for at tjekke, hvor de står, inden de kan notere et svagt flertal bag Barfoed. Brian Mikkelsen har taget alle dem, der ikke er helt sikre, og regnet dem med på sit hold. Men faktum er alligevel, at Brian-fløjen er så stor, at det er nødvendigt med en magtdeling, begge parter kan acceptere. Og Brian Mikkelsen kæmper som en løve for Henriette Kjær.

»Hvis hun bliver fjernet, er jeg parat til et kampvalg,« lyder meldingen fra Brian Mikkelsen.

En uge senere spidser dramaet til. Lars Barfoeds mobiltelefon får ikke meget ro i weekenden den 21.-22. januar. Der er tæt kontakt mellem Lars Barfoed og hans støtter om problemet Henriette Kjær. Der er ikke lang tid, til regeringen skal fremlægge sin velfærdsreform, og et af slagordene skal være: »Man kan ikke låne sig til velfærd«. De fleste kan se, at dommen som dårlig betaler og rod i privatøkonomien ikke kan forenes med partiets budskab om, at der nu skal sættes tæring efter næring i den danske samfundsøkonomi. Lars Barfoed får også opringninger fra det konservative bagland. Det går ikke længere. Hun må ud, lyder meldingen.

Lars Barfoed tøver. Det er lige lykkedes ham at gennemføre en ublodig magtovertagelse i toppen af Det konservative Folkeparti, og han er nervøs for, hvor meget bitterhed der gemmer sig hos Lene Espersen, Brian Mikkelsen og deres støtter. Lene Espersen og Henriette Kjær er veninder og fortrolige, og siden Lene Espersen er blevet udenrigsminister, er det Henriette Kjær, der kører butikken. Hun styrer gruppen og er reelt leder i Lene Espersens fravær. De har respekt for hende og hendes måde at lede gruppemøderne på. Desuden er alle i gruppen fulde af beundring for den måde, hvorpå hun har rejst sig igen, efter at hun måtte gå af som minister seks år før. Hun passer sit arbejde, og hun gør det godt. Mange mener desuden, at hun stadig er et af partiets stærkeste kort på trods af hendes mands uheldige økonomiske dispositioner og den pinlige markisesag. Det er kun et spørgsmål om tid, før hun bliver minister igen, mener mange konservative.

Men med de nye afsløringer begynder stemningen at vende. B.T. skriver fredag den 21. januar, at Henriette Kjær kort før jul er blevet dømt ved Retten i Lyngby til at betale 149.831 kroner til GE Money Bank for et lån, hvor hun ikke har overholdt tilbagebetalingsfristerne. I modsætning til de andre sager er denne helt ny. Og med ubehag kan Lars Barfoed konstatere, at Henriette Kjærs løfte om, at der ikke vil komme mere, ikke holder.

Men Henriette Kjær kæmper for sit politiske liv med næb og kløer. Hun spiller omhyggeligt sine kort som en spindoktor ville gøre det, muligvis med hjælp fra Erik. Hun nægter at besvare spørgsmål fra en række medier, fordi hun regner med, at det vil blive fremstillet negativt, uanset hvad hun siger. Men hun ved også, at det ikke nytter at lukke helt i. Man er nødt til at udtale sig til nogen, og det gælder om at finde steder at udtale sig, som har stor gennemslagskraft, og hvor man kan håbe på en venlig behandling. Henriette Kjær vælger at tale ud på TV2. Den politiske redaktør Henrik Qvortrup er en god bekendt af både Henriette og Erik, og parret har også fået en god behandling af ham, da han var chefredaktør på SE og HØR.

»Du har en rolle som konservativ frontfigur, som skal løse de økonomiske problemer, Danmark står i. Kan du forstå dem, som tænker: Det er da meget godt, men hun kan ikke engang klare sine egne økonomiske problemer?« spørger Henrik Qvortrup.

»Det kan jeg sådan set godt. Det er rigtigt, at vi nogle gange betaler nogle regninger for sent. Men vi klarer altså vores egen økonomi. Vi høvler af på vores gæld, og vi tager et ansvar for den situation, som vi selv er i.«

»Hvorfor flytter I ikke til Hvidovre? Hvorfor køber I ikke en Suzuki?«

»Jamen, der er mange forhold, man kan diskutere. Vi mener, at vi har en livsførelse, som vi kan stå inde for. Men når det så er sagt, så skal jeg sige, at jeg ikke har noget imod at bo i Hvidovre eller køre i en Suzuki.«

Det lykkes Henriette Kjær at fremstå ydmyg og alligevel stålsat. Det er noget af en bedrift efter ni dages hårdt pres.

I weekenden dukker 81-årige Poul Schlüter op til et arrangement på Christiansborg. Siden han gik af som statsminister, har han kun sjældent blandet sig i, hvad der foregår i partiet. Men når han en sjælden gang siger noget, bliver der virkelig lyttet. Og sådan er det stadigvæk. Ved arrangementet siger Schlüter sin mening om Henriette Kjær-sagen til partifæller. Og den er ikke til at misforstå.

»Henriette har været god for partiet. Men det her kan ikke blive ved med at gå. Hun må gå af,« siger Poul Schlüter.

Hen over weekenden modtager Lars Barfoed adskillige henvendelser fra baglandet, fra hovedbestyrelsen og fra medlemmer af folketingsgruppen, som samstemmende forlanger, at han griber ind over for den politiske ordfører.

Mandag er der ikke længere tvivl i Barfoeds sind. Henriette Kjær må gå. For hver dag, der går, mister han respekt i baglandet, og det er hans analyse, at det er umuligt at løfte de Konservatives meningsmålinger med Henriette Kjær-sagen hængende over hovedet. Brian Mikkelsen er også kommet til den erkendelse, at det ikke går længere. Han må ty til plan b: at sørge for, at det er folk fra hans egen fløj, der overtager hendes to topposter. Spørgsmålet er kun, hvornår det skal ske.

Lars Barfoed beslutter sig for at udsætte fyringen af Henriette Kjær til efter regeringens pressemøde på Marienborg om tirsdagen. Han håber, at han så kan undgå at forstyrre regeringens budskab om tilbagetrækningsreformen. Det skal vise sig at være en temmelig naiv strategi. Der sker præcis det modsatte.

Mandag aften tager Henriette Kjær intetanende til Aarhus for at blive genopstillet i sin kreds. 80 mennesker møder op til opstillingsmødet i Aarhus Konservative Vælgerforening, og Henriette Kjær får 100 procents opbakning til at genopstille ved det kommende folketingsvalg.

Tirsdag står Lars Barfoed side om side med statsminister Lars Løkke Rasmussen på Marienborg og holder pressemøde om tilbagetrækningsreformen. Det er Lars Barfoeds første store mediebegivenhed som ny formand, og han er bevidst om, at det er vigtigt, at det falder heldigt ud. Han skal virke som en troværdig makker for Venstres statsminister, men også som en selvstændig partileder med egen profil og egen dagsorden.

Men han får den værst tænkelige debut som partileder og vicestatsminister. Journalisterne vil kun snakke om én ting: Henriette Kjær. Især fordi regeringen vil sælge tilbagetrækningsreformen under sloganet: »Vi kan ikke låne os til velfærd.«

Under pressemødet gentager Lars Barfoed flere gange vigtigheden af at betale samfundets regninger nu, så problemerne ikke vokser sig større. Men journalisterne kan ikke lade være med at grine. Alle taler i disse dage om Henriette Kjær og Erik Skov Pedersen og deres overbelånte villa på Hyrdevej, deres hang til Audi og Mercedes og deres domme som dårlige betalere. Det kan man kalde velfærd for lånte penge.

»Er det ikke pinligt, at hun (Henriette Kjær, red.), der skal repræsentere jer, ikke lever op til jeres slogan?« spørger en journalist.

»Nej, det slogan står stærkt, og det gør det under alle omstændigheder,« siger Lars Barfoed.

»Du lancerer dig som formand ved at sige, at de konservative værdier er vigtige. Lever Henriette Kjær op til de værdier?«

»Jeg synes da, det har været en ærgerlig sag. Det synes Henriette også selv. Men jeg har fuldstændig tillid til, at hun fremfører vores synspunkter. Der er ikke en brøkstreg, og hvis resultatet er derunder, så har man ikke opbakning. Det kommer an på en konkret vurdering. Her er der ikke begået noget som helst ulovligt. Og det lån, der har været omtalt, er betalt tilbage.«

»Er du irriteret over sagen?«

»Her har vi fremlagt en stor økonomisk plan, der skal løse Danmarks udfordringer, og så interesserer den samlede presse sig for en personsag. Det er da møghamrende irriterende selvfølgelig er det det.«

»Hvis det er så irriterende, hvorfor fyrer du hende så ikke som politisk ordfører?«

»Fordi jeg ikke baserer beslutninger i Det konservative Folkeparti på avisstorme,« siger Lars Barfoed.

På det tidspunkt har Lars Barfoed i to dage vidst, at spillet er ude for Henriette Kjær. Han har blot ikke fortalt hende det endnu.

Samme aften indkalder han Henriette Kjær og Brian Mikkelsen til et telefonmøde. Og her gør han det klart for Henriette Kjær, at hun er nødt til at forlade begge topposterne som politisk ordfører og gruppeformand. Hun kan beholde sin plads som medlem af trafikudvalget. Brian Mikkelsen gør det klart, at han er enig.

Henriette Kjær er skuffet over beslutningen. Hun mener selv, hun bør kæmpe videre og holde fast i, at der er tale om en mediehetz.

Da hun indser, at slaget er tabt, spiller hun sit sidste kort. Så vil hun helt forlade dansk politik efter næste valg, siger hun. Selv om det kun er et døgn siden, at hendes kreds enstemmigt har vedtaget at genopstille hende. Lars Barfoed og Brian Mikkelsen er overraskede over, at Henriette Kjær tager et så dramatisk skridt. Men de accepterer hendes beslutning.

På gruppemødet næste dag er der blomster, tårer og klapsalver til Henriette Kjær. Alle er enige om, at det er Henriette Kjærs eget valg at gå, og at Lars Barfoed og Brian Mikkelsen er mægtig kede af det. Henriette Kjær møder selv op og er ved at blive mast af horden af journalister og fotografer. Tom Behnke og Vivi Kier forsøger at dække hende med deres kroppe. Henriette Kjær går med sænket blik. Mundvigene hænger. Det er et skrækkeligt øjeblik for hende. Hun siger slet intet. Hun har udsendt en kortfattet pressemeddelelse, der lyder:

»Jeg har efter nøje overvejelse besluttet mig for at bede Lars Barfoed om at blive fritaget for mine hverv som gruppeformand og politisk ordfører. Jeg fortsætter i Folketinget frem til det kommende folketingsvalg og vil passe de arbejdsopgaver, jeg bliver stillet overfor. Men jeg har besluttet ikke at genopstille ved næste folketingsvalg trods den varme støtte, jeg modtog ved min opstillingsgeneralforsamling i Aarhus i mandags.

Alle har ret til et vist privatliv. I den senere tid har det stået mig lysende klart, at hvis denne ret også skal gælde mig, så kan jeg ikke fortsat have et arbejdsliv i politik.«

Henriette Kjær oplyser desuden, at hun ikke har yderligere kommentarer og ikke stiller op til interview.

Lars Barfoed siger:

»Jeg har selvfølgelig talt med Henriette løbende de seneste dage. Hun fortæller mig i går, at hun har truffet beslutningen. Vi har haft en dialog over nogle dage. Henriette har selv truffet den beslutning.«

I april 2011 modtager flere personer i det konservative bagland en mail via en person i den konservative organisation.

I mailen efterspørges en lejlighed med plads til Henriette Kjær og hendes to børn. Den må ikke koste mere end 10.000 kroner om måneden. Direktør Finn Poulsen, der er næstformand for Det konservative Folkepartis hovedbestyrelse og administrerende direktør for Bestseller Retail Europe det største af den succesrige modekoncerns detailselskaber er en af dem, der får mailen.

Han spørger i sit netværk. Men ingen har sådan en lejlighed til rådighed.

I juni lykkes det parret at sælge villaen på Hyrdevej for 9,3 millioner kroner. Det er ikke helt nok til at dække gælden, men det bliver ikke nødvendigt at flytte i lejlighed. I august finder Erik og Henriette en ny standsmæssig bolig. De lejer sig ind i en præstegård på Fredensvej 21 i Charlottenlund. Rødstensvillaen er en del mindre end Hyrdevej, men har dog et boligareal på 177 kvadratmeter, og der holder en ny leaset BMW udenfor. Det er en fremleje på 14 måneder. Når Erik skal afsone sin fængselsdom, hænger Henriette selv på huslejen, der inklusive el og varme udgør 20.000 kroner samt leasingudgifter. Den politiske karriere er slut, men luksuslivet fortsætter.

INFOshop: Velkommen til plattenslagernes klub