Lukkethed kan koste Wonderful Copenhagen millioner i støtte

Et politisk flertal i Region Hovedstaden vil have, at Wonderful Copenhagen skal give en garanti for, at man fremover vil give offentligheden adgang til fonden.

Læs mere
Fold sammen

Wonderful Copenhagen skal give en garanti for, at man fremover vil give offentligheden adgang til fonden. Ellers bliver den resultatkontrakt, der skal sikre selskabet 112 millioner kroner de næste tre år, ikke forlænget af Region Hovedstaden, skriver metroxpress.

Sådan lyder kravet fra et politisk flertal i regionen bestående af De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre efter et møde i forretningsudvalget.

»Vi har sagt, at vi vil se et notat fra administrationen, som beskriver, om de har tænkt sig at leve op til de offentlighedskrav, som vi har stillet,« siger Mette Abildgaard (K) til metroxpress.

Enhedslisten vil ikke give Wonderful Copenhagen flere penge, før der er placeret et ansvar for Eurovision-skandalen. Noget som Statsforvaltningen og Rigsrevisionen lige nu ser nærmere på.

»Vi er ikke klar til at forlænge kontrakten på nuværende tidspunkt, for vi har en række forbehold og betingelser. Vi er bare glade for, at vi har ryggen fri og ikke fik sagt ja til en ny kontrakt på et tidligere tidspunkt,« siger Susanne Langer (EL) til metroxpress.

Socialdemokraterne bakker dog ikke op om de andre partier i regionen.

»Vi er tilfredse med det nuværende udkast til en resultatkontrakt. Vi synes, at den er stærk. Blandt andet, fordi deres bestyrelsesformand skal sætte gang i en åbenhedsindsats og indrapportere til os inden udgangen af 2015,« siger Lars Gaardhøj (S) til metroxpress.

Wonderful Copenhagen har ikke ønsket at kommentere sagen, skriver metroxpress.

BNB