Lufthavnen ved verdens ende

Efter et langt og skandaleramt tilløb vil den nyanlagte landingsbane på den fjerne britiske ø St. Helena nu tage imod de første gæster, der ankommer til øen med rutefly.

St. Helenas hovedby, Jametown, ligger og trykker sig i en dalsænkning. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I dag skal vi langt væk. Meget langt. For det er i dag, »verdens mest ubrugelige lufthavn« åbner uden for Jamestown, St. Helena.

Lad os tage det geografiske først: St. Helena er lidt større end Læsø og ligger i Sydatlanten små 2.000 kilometer fra det afrikanske fastland.

Hidtil er det fjerne øsamfund blevet betjent af post- og passagerskibet RMS St. Helena, der tilbagelægger turen fra Cape Town i Sydafrika på seks dage. I 2010 besluttede den britiske regering at investere i en lufthavn, idet »de ekstra kortsigtede omkostninger ved opførelse af en lufthavn opvejes af de langsigtede fordele,« som det hed.

De »kortsigtede« udgifter sigtede til, at lufthavnen var tænkt færdigbygget i 2012. Og her fem år efter – og 2,36 milliarder kroner senere – ventes det første fly fra Johannesburg at sætte de første 68 passagerer ned på den nylagte asfalt netop i dag – dog først efter en afstikker til Windhoek i Namibia for at tanke op.

Hvis flyet altså kan lande. Og her er vi ved problemet: St. Helena er ikke alene en ensomt beliggende ø, det er også en særdeles vindblæst udpost i det britiske imperium, og det er dette forhold, som har fået den britiske presse til at give projektet det uheldige tilnavn citeret i indledningen.

Kan passagerflyet ikke lande, skal det omdirigeres til nærmeste lufthavn, og den ligger på øen Ascension 1.300 kilometer mod nordvest.

Indbyggerne peger selv på det behagelige klima, som er tropisk, men mildt som følge af Benguela­strømmen. De håber helt åbenlyst på flere turister, og der er da også plads til forbedring: Fra maj 2016 til maj 2017 ankom 3.795 besøgende til St. Helena ifølge øens eget turist­bureau.

St. Helena forbindes oftest med Napoleon, som sad fanget netop her de sidste seks år af sit liv.

Men det var også herfra, at den fremragende matematiker og astronom Edmund Halley kortlagde den sydlige halvkugle. Den noget balstyrige kaptajn Dampier lagde vejen forbi, og det samme gjorde de mere salonfæhige James Cook, Horatio Nelson og Arthur Wellesley, hertug af Wellington.

Er man mere til natur end historie, findes der hundredvis af planter og fugle, som kun kan opleves på den vulkanske ø, hvor der også er hvalsafari og de kendte vandreture til postboksene:

I alt 21 vandreture rundt på øen, som hver især belønnes med en postkasse ved endemålet, hvor man kan efterlade en hilsen og få et stempel i sine papirer.

Der er omkring 4.200 indbyggere, som brænder efter at se dig og eventuelt servere øens navnkundige fiskefrikadeller. De kan også prale af verdens dyreste kaffe, så det er bare med at komme af sted.