LTF-advokat kræver forbud suspenderet: »Det er en bizar situation«

Loyal To Familias forsvarer, Michael Juul Eriksen, har øjeblikkeligt klaget over politiets beslutning om administrativt at forbyde gruppen. Advokaten anmoder om, at forbuddet suspenderes, til domstolene har talt.

Advokat Michael Juul Eriksen har gennem tiden repræsenteret flere personer med tilknytning til LTF i retssager og vil også repræsentere gruppen i sagen om politiets forbud. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Advokat Michael Juul Eriksen overvejede ikke i mange minutter, om han skulle klage over beslutningen fra Københavns Politi om at forbyde grupperingen Loyal To Familia (LTF).

»Det gjorde jeg øjeblikkeligt,« siger han til Berlingske.

Tirsdag udstedte Københavns Politi med opbakning fra Rigsadvokaten og justitsministeren et forbud mod LTF, der sidste år spillede en central rolle i en bandekonflikt med mere end 40 skudepisoder på åben gade i det centrale København, hvor flere - herunder også tilfældige - blev såret, og tre personer dræbt.

Michael Juul Eriksen, advokat for LTF

»Politiets forbud mod LTF er udtryk for en uheldig retstilstand«


Næste skridt er, at forbuddet skal efterprøves ved domstolene, og fordi der er tale om en helt usædvanlig sag uden fortilfælde i nyere dansk retshistorie, vurderer eksperter, at sagen først bliver endeligt afgjort i Højesteret.

Dermed kan der potentielt gå flere år, før sagen afsluttes, og i mellemtiden kan personer med tilknytning til gruppen blive dømt, hvis de går imod forbuddet.

I sin klage til Rigsadvokaten har advokat Michael Juul Eriksen derfor anmodet om, at retssagen får såkaldt opsættende virkning, altså at forbuddet bliver suspenderet, indtil domstolene har taget stilling.

»Min begrundelse er, at det jo er domstolene, der er kompetente til at vurdere, om man kan forbyde en forening. Politiets forbud mod LTF er udtryk for en uheldig retstilstand, hvis den udøvende magt - Rigspolitiet og Justitsministeriet - administrativt kan gå ud og forbyde foreninger af den ene eller anden karakter uden domstolsprøvelse i flere år. Det giver dem en ekstremt stor magt og er i virkeligheden en bizar situation,« siger Michael Juul Eriksen.

LTF-advokaten peger på, at skiftende Rigsadvokater og justitsministre tidligere har overvejet lignende skridt over for uønskede foreninger og grupper, men at det ikke tidligere er lykkedes.

»Det taler for, at man ikke skal have et foreløbigt forbud, mens sagen står på,« siger Michael Juul Eriksen.

En særlig lovændring har ifølge Justitsministeriet haft betydning for, hvorfor det i dag er muligt at rejse en sag efter Grundlovens § 78.

Det drejer sig om den såkaldte bandeparagraf, straffelovens § 81A, der byder, at straffen fordobles, hvis en forbrydelse er begået som led i en verserende bandekonflikt. I juni 2018 var i alt 15 LTF-medlemmer ifølge ministeriet blevet idømt tilsammen 127 års fængsel efter denne bandeparagraf.

Disse domme er angiveligt en del af ankalgemyndighedens grundlag for den centrale påstand om, at LTF er en gruppering, der virker ved vold.

Forbuddet mod Loyal To Familia træder i kraft øjeblikkeligt og gælder hele landet. Anklagemyndigheden begrunder forbuddet med, at »LTF er en forening, som har en voldelig og kriminel adfærd af så grov karakter, at der straks bør gribes ind med et administrativt forbud«.

I praksis vil det være op til politiet at vurdere i enkeltsager, om der er grundlag for at rejse sigtelse for overtrædelse af forbuddet. Men ifølge chefanklager ved Københavns Politi vil forbuddet blandt andet gøre det strafbart at bære eller anvende LTFs kendetegn i det offentlige rum.

Politiet har nu også mulighed for at forbyde personer med tæt tilknytning til LTF at opholde sig på bestemte steder.