Tilbagevendende cancer efter raskmelding er enhver kræftramts og ikke mindst de pårørendes store frygt.
Blandt kvinder i Danmark er brystkræft den mest udbredte, og den koster årligt omkring 1.000 kvinder livet, selvom overlevelsesraten er relativt høj.
Nu kan ny forskning måske i fremtiden forbedre overlevelsesraten ved netop at forudsige den tilbagevendende cancer, skriver BBC.
Ved brug af en »ultrafølsom« blodprøve kan maskinen opfange spor af en tumors dna før et fuldstændigt tilbagefald. Den kan altså forudsige brystkræften, år før sygdommen ville vise sig på scanninger, fortæller ledende forsker dr. Isaac Garcia-Murillas til BBC.
Et team af forskere fra Institute of Cancer Research (ICR) i London gennemførte forsøg på 78 patienter med forskellige typer tidlig brystkræft.
11 kvinder oplevede tilbagefald.
15 måneder før symptomer
Blodprøven fandt den cirkulerende tumor-dna i alle tilfældene. Og hele 15 måneder i gennemsnit, før symptomerne viste sig.
Det viser resultaterne, der blev præsenteret på American Society of Clinical Oncology-konferencen i Chicago søndag.
»Brystkræftceller kan forblive i kroppen efter operation og andre behandlinger, men der kan være så få af disse celler, at de er uopdagelige på opfølgende scanninger,« fortæller Isaac Garcia-Murillas til BBC.
Forskere testede blodprøver på tidspunktet for diagnosen, derefter igen efter operation og kemoterapi. Disse test blev derefter gentaget hver tredje måned det næste år og hver sjette måned i de næste fem år.
Forskningen er fortsat i de tidlige stadier, og det er endnu uvist, hvornår disse blodprøvetest kan bruges globalt.
Dansk forskning: Kunstig intelligens kan også forudsige cancer
At forudsige cancer eller tilbagevendende kræft er et af de mest effektive midler, hvis overlevelseschancerne skal forbedres.
Tiden arbejder imod dig, hører man ofte, når der tales om sygdom og især cancer.
Berlingske har tidligere beskrevet et dansk forskningsprojekt, hvor kunstig intelligens kan bruges til at forudsige cancer.
Mød op hos din læge, få taget nogle blodprøver, og vent otte timer. Så kan du få svar på, hvor stor din risiko er for at have kræft.
Det kan være virkeligheden allerede næste år, fortalte professor Ivan Brandslund, der er en af forskerne bag et igangværende projekt, til Berlingske tilbage i januar.

