Lottovinder tiltalt for bedrageri

En 63-årig lottovinder fra Aalborg skal for retten tiltalt for bedrageri.

Aalborg Politis juridiske afdeling er klar med et anklageskrift, skriver Nordjyske Stiftstidende torsdag.

Manden købte 20.august i år en andel af en lottokupon hos købmanden i Visse syd for Aalborg. Da trækningen havde fundet sted, var det klart, at der var gevinst. Samlet for alle 10 anparter var gevinsten på godt 2,4 millioner kroner.

Men da den 63-årige havde konstateret, at han havde en vinder-andel i hånden, skyndte han sig afsted til købmanden igen og købte yderligere to andels-kuponer, der hver på det tidspunkt var 243.000 kroner værd.

Det er bedrageri, mener Aalborg Politi, for manden vidste, kupon-andelene var mange penge værd, da han købte dem. Han udnyttede, at ekspedienten i butikken ikke vidste, kuponerne ikke kunne sælges, da trækningen havde fundet sted.

Anklagerens primære påstand er bedrageri.

En blidere landing i retten kunne være at dømme manden for åger ved at have udnyttet en anden, der ikke vidste bedre, til at opnå økonomisk vinding, mener anklager i sagen Jesper Rodkjær.

- Men sagen om anparts-lotto-kuponen er en ganske særlig sag. Den rummer en meget høj grad af fristelse, når det nu kunne lade sig gøre at købe yderligere to andele af kuponen, medgiver Jesper Rodkjær.

Straframmen for bedrageri og åger er 18 måneders fængsel. Anklager Jesper Rodkjær vil dog ikke afvise, at der kan blive tale om en markant lavere straf, måske samfundstjeneste.

Købmanden, der juridisk ejer de andele af en lotto-kupon, der ikke er solgt, når trækningen finder sted, ønsker ikke før domsafsigelsen at udtale sig i sagen. Han anmeldte den 63-årige mand til politiet.