Lottomillionær har investeret alle sine 315 mio. kroner

Tre uger efter at have vundet Danmarkshistoriens allerstørste Lotto-gevinst på 315 mio kr, er den heldige vinder fra Helsingør begyndt at spendere sin gevinst. På billedet ses den glade varehuschef Claus Ljungdahl samt spilansvarlig i kiosken Jeanette Mathiassen Fold sammen
Læs mere

Tre uger efter at have vundet Danmarkshistoriens allerstørste Lotto-gevinst på 315 mio kr, er den heldige vinder fra Helsingør begyndt at spendere sin gevinst.

Det skriver Helsingør Dagblad fredag.

Familiens fem børn i alderen 17 til 27 år har allerede fået en Strandvejsvilla hver og er i gang med at flytte ind. Også Lotto-vinderens søster er blevet forkælet med en villa, mens Lotto-vinderen selv foreløbig har opsagt lejemålet på sit hus, mens hun venter på at flytte ind i sin villa på Strandvejen.

De 315 millioner kroner blev vundet på en Lotto-kupon, hvor hun samtidig tømte den store Eurojackpot-pulje.

Med økonomiske rådgiveres hjælp har Lotto-vinderen nu lagt en plan for sin gevinst. Alle pengene er brugt forstået på den måde, at de nu er investeret i fast ejendom, aktier og obligationer.

»Hvis vi investerer pengene ordentlig, kan de kaste 12 millioner kroner af sig i rente hvert år. Og det kan man jo godt leve for,« siger hun med et smil til Helsingør Dagblad.

Tilværelsen som millionær har skal vinderen dog vænne sig til. Hun er ikke vant til at frådse, fortæller hun til avisen, og den følelse ligger fortsat dybt i hende – uanset hvor mange penge, der venter på hende i banken.

»Det vil altid være sådan. Det ligger så dybt i mig, at man ikke skal rutte med pengene. Også selv om man er multimillionær,« siger hun til Helsingør Dagblad.

En Mercedes-forhandler glip af en kæmpestor handel, da den nyslåede multimillionær dukkede op for at bruge nogle af sine penge.

Hun endte med at blive så vred på bilforhandleren, at hun gik igen – uden bil.

»Han gad ikke engang at kigge op fra skærmen, da jeg kom for at købe bilen,« siger Lottovinderen til Helsingør Dagblad og tilføjer:

»Det var jo nok fordi jeg ikke lignede en af deres sædvanlige kunder. Men han skulle sgu bare vide.«

I stedet kørte hun sammen med sin kæreste videre til en anden bilforhandler og købte en minibil, der kostede en tiendedel af den planlagte Mercedes.