På ganske få dage er Lolland Kommune blevet en af de kommuner med flest coronasmittede borgere pr. indbygger, men hvorfor?
Svaret på det spørgsmål kommer vi ind på senere.
Først indleder vi med at skrue tiden nogle ganske få uger tilbage. Her var Lolland Kommune ifølge Statens Serum Institut nemlig blandt de kommuner, hvor man registrerede færrest nye tilfælde pr. 100.000 indbygger inden for de seneste syv dage.
Det billede ændrede sig imidlertid den 21. april, hvor Lolland Kommune ifølge en rapport fra Statens Serum Institut pludselig trådte ind i gruppen af de kommuner, der registrerer flest nye tilfælde pr. indbygger på ugentlig basis.

Og det kan der være forskellige forklaringer på, fortæller chefen for sundheds- og ældreområdet i Lolland Kommune, Søren Wollesen.
»Vi har eksempelvis en situation på Nykøbing Falster Hospital, hvor en hel del medarbejdere er smittede. Vi ved ikke, hvor mange af dem der bor i Lolland Kommune. Det kunne være et scenarie,« siger han, men understreger, at det er spekulativt.
Derudover har Lolland Kommune ifølge Søren Wollesen haft skoler og dagtilbud åbent siden onsdag 15. april og dermed i længere tid end mange andre kommuner, hvor man først åbnede 21. april.
»Og så har vi en særlig socioøkonomisk sammensætning med en stor andel af kronikere og på anden vis udfordrede borgergrupper, som er særligt sårbare over for covid-19. Men i de borgergrupper har smitten ikke været særlig udbredt, fordi vi var ret hurtige til at reagere, og det er positivt,« siger Søren Wollesen.
Alligevel mener Søren Wollesen, at Lolland Kommune de kommende uger vil opleve et øget antal af smittede. .
»Vi skal forvente at se flere smittede,« siger han, men understreger samtidig, at billedet også hurtigt kan ændre sig, så Lolland Kommune ikke længere topper den kedelige liste.
Professor: Spreder sig som ringe i vandet
Det kan med andre ord være svært at komme med et endegyldigt svar på, hvorfor at lige præcis Lolland Kommune er røget til tops på den lidt kedelige liste. Og heller ikke professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen kan sige præcist, hvorfor det er endt sådan.
»I Nordsjælland så vi, at en stor del af de smittede var hjemkomne skiturister, da det først brød ud, og så har smitten løbende bredt sig. Det breder sig som ringe i vandet, hvor det så brænder ud i midten, og så er det ringområderne, der tager over,« siger han.
Han peger dog på, at boligforhold kan spille en rolle. Altså at områder, hvor der bor mange sammen i lejligheder, kan være mere udsat, end man er, hvis man eksempelvis bor i en villa.
»Men mit kendskab til Lolland er, at de fleste bor i huse, men om de så har et særligt netværk, der gør, at de nu er ramt, det skal jeg ikke kunne sige,« lyder det videre fra Allan Randrup Thomsen.
Lolland Kommune er langtfra den eneste kommune, der er hårdt ramt. En hel del kommuner i københavnsområdet er ligeledes ramt af et stort antal nye smittetilfælde på ugentlig basis, ligesom også Holstebro ifølge den seneste rapport ligger i toppen.
Men hvor Lolland Kommune først for nylig har lagt sig til i toppen, har både Holstebro Kommune og flere af kommunerne i hovedstadsområdet i ugevis konstateret mange nye smittetilfælde.