Logbog dag 170: Det skæve Tårn på Antarktis

Lugtfri Besætningen på »Vædderen« blev forkælet med endnu en landgang, som blev brugt på dyp i varme kilder og bjergbestigning. Heldigvis stank der ikke længere af rådden hval.

På Deception <br>Island kunne besætningen fra »Vædderen« få en dukkert i vandet fra de varme kilder. <br>Her er det Thomas F. Sørensen, der forsker i antifryseproteiner. <br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

»Vædderen«s ophold på Antarktis lakker mod enden med svulmende bug.

Forskerne har fanget de fisk, de kom efter, og som kan holde nogle af dem beskæftiget en del år frem. Der er sågar dukket en ny fiskeart op på falderebet. Kun hvalforskerne mangler noget hvallyd, men de har stadig håbet i behold om nogle sydlige døglinger eller nogle kaskelottyre, når vi igen kommer ud på dybere vand.

Der mangler også lidt havis, men det fanger vi måske i forbifarten. Og efter besøget på pingvin-øen den anden dag er stemningen blevet mere afslappet på skibet.

Har man prøvet at fodre grise, ved man, hvad jeg taler om. Jeg er selv en af de lyserøde bæster, som nu ligger i halmen og grynter med krølle på halen.

Smask smask, hvad var det nu, vi lavede i dag? Vi smed skibet ind i et havfyldt vulkankrater og tog ind for at få lidt tid for os selv. Nogle gik i vandet, andre besteg bjerge.

Deception Island hedder dette øde og golde men dragende sted på Jorden. Pingviner eller andre dyr er der ikke mange af på indersiden af krateret. Men her ligger en pittoresk gammel norsk hvalfangerstation med rustne spæksiloer, boilere og lagerbygninger og hvalknogler. Deception er det mest besøgte sted på det kolde kontinent. Antarktis' svar på Det skæve Tårn. Og så er det måske en tilsnigelse at kalde det for Antarktis, for rent formelt hører øen til South Shetland Islands.

Men når først musikken spiller, lægger ingen mærke til det. Og musikken fejler ikke noget. Det er ren Wagner. Alene det, at man kommer hertil ved at sejle gennem en bred dramatisk åbning i krateret, som har fået det pompøse navn »Neptuns Blæsebælg« (og ikke »Neptuns Mave«, som jeg fejlagtigt og beklageligt skrev i en af mine tidligere logbøger i en lapsus af mere eller mindre freudiansk observans).

Inde bagved ligger en stor, beskyttet naturlig havn, som i to århundreder har fungeret som tilflugtssted for søfarende. De sidste fastboende af slagsen var norske hvalfangere for over 70 år siden.

Meget apropos ligger der lige netop nu et norsk krydstogtskib, »Nordnorge« af Narvik, ud for den gamle hvalfangerstation, mens der filmes og blitzes løs fra dækket.

»Vædderen« hilser med et dybt båt i hornet. »Nordnorge« svarer med en gedeagtig brægen, som får grinene frem på »Vædderen«s dæk. Og der bliver blandt de civile talt om at vippe med kanonen og presse noget myseost ud af broderfolket, så vi ville få noget at supplere den lyse cheddar op med om morgenen.

Solbærmarmelade på myse. Jeg siger det bare.

Rådne hvalkroppe
Kunne vi rejse tilbage i tiden på dette sted, ville vi være blevet mødt af stanken af de efter sigende tusindvis af hvalkroppe, som dengang lå og rådnede på stranden hele vejen rundt, efter at spækket var skåret af dem og olien tappet af dem. En stank, som efter sigende skulle være ubeskrivelig. Det lykkes nu alligevel fint for den amerikanske forfatter Herman Melville i romanen »Moby Dick«:

»Man kan nok forestille sig, hvilken uappetitlig odeur, der må udgå fra sådan en masse - værre end fra en assyrisk stad under pesten, når de levende ikke kan overkomme at begrave de bortgangne. Nogle betragter endda denne lugt som så ulidelig, at ikke det største pengebegær kunne friste dem til at gå på siden af kadaveret.«

Men nordmændene var ikke så sarte. De fik udvundet den sidste olie fra de efterladte hvalkroppe, og da de var færdige med det, gik de i gang med nogle nye. I alt 5.000 hvaler nåede de at få gennem systemet, inden de lukkede hvalstationen i 1931 og lod al isenkrammet stå til senere tiders krydstogtturister og industrielle arkæologer.

Vi går ikke i land ved hvalfangerstationen, selv om det kunne have været yderst interessant. 45 hvalfangere skulle ligge begravet her, i dobbelt forstand. Først blev de bisat på normal vis. Og senere blev deres grave begravet under et mudderskred i forbindelse med det seneste vulkanudbrud på Deception Island i 1969.

De varme kilder, som får varmen fra den vulkanske aktivitet, befinder sig dog længere inde i havnen, og hvor der er varme kilder, kan der bades. Og et badested vil altid have mere appel på de fleste end Slagtehus 5.

Gummibådene sænkes ned langs siden, og det varer ikke længe, før de første karakteristiske blåhvide klatter viser sig gennem dampen på baggrund af vulkanmørk strand. Jeg griber i egen barm og beslutter mig at følge efter de kulørte vindjakker og bestige en af højene af aske og pimpsten, vel nogle hundrede meter oppe.

»Man burde blive her«
Undergrunden er porøs og støvlerne bliver sværtet grå på vej op. Men for hver meter bliver udsigten bedre og den forsømte følelse af at være alene finder trøst. På toppen er der udbetaling ved kasse 1: synet af kraterets halvcirkel fyldt med vand og »Vædderen« liggende for anker og gummibåde i fast rutefart frem og tilbage.

»Man får helt lyst til bare at blive i land,« siger en af de andre ekspeditionsdeltagere.

»Men man ville nok ikke overleve længe på dette sted.«

Ikke et eneste træ, busk eller plante er at se. Ingen dyr, ud over nogle terner og en enkelt stormfugl. Vi sidder ved en kæmpemæssig vorte, som Johannes V. udtrykte det, og omkring er kun hav og is og krydstogtskibe, der leger skjul med hinanden.

At blive her er utænkeligt.

Desuden starter det første »dåseåbnerkursus« i aften i kabyssen, hvor ekspeditionsdeltagere hjulpet af kokkene, eller er det omvendt, står for aftensmaden, og så kan resten af besætningen afgive deres kokkehuer fra en til fem.

Således fuldtallige forlader vi Det skæve Tårn på Antarktis.