Logbog dag 162: Homo ludens

Et syv sømil bredt bælte af pakis har slukket alle håb om at betræde Peter I Øy. Det betyder tre dage mere til søs uden synderlig aktivitet. Mennesket begynder at lege.

Kaptajn Lars H. Hansen bliver døbt ved polarcirklen. De fleste, der ikke var døbt i forvejen, fik hovedet en tur i baljen med is og efterfølgende et bevis på, at de var døbt på rigtig kong Neptun maner.<br>Foto: Erik Refner. Fold sammen
Læs mere

Jeg kaster et stjålent blik over på min lukaf-makker, som ligger i underkøjen med sin PSP - Play Station Portable, på ovennævnte position nogle hundrede sømil fra nærmeste antarktiske kyst.

Små lyde af skudsalver trænger igennem, og han sparker ind imellem ud med det ene ben for at undgå de farer og ulykker, der ruller frem på den lille skærm og via synsnerverne når ind i hans hjerne. Det er som at betragte en hund som drømmer, den er på jagt, og ligger og stønner og snerrer i sin kurv.

Min makker er et vaskeægte eksemplar af homo ludens, det legende menneske. Ikke at forveksle med homo faber, det arbejdende menneske. Dette fastslog den banebrydende hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga i sin bog af samme navn med undertitlen »Om kulturens oprindelse i leg« fra 1938.

Legen karakteriseret som fri handling uden for dagliglivet. Uden materiel interesse. Til ingen verdens nytte. Begrænset af tid og af rum. Ordnet efter bestemte regler. Og som gerne omgiver sig med hemmelighedsfuldhed. Eller optræder med forklædning for at skille sig fra den almindelige verden. Eller for at hæve sig over den.

Peter I Øy forbliver en saga blott. Der er syv sømil pakis omkring den, viser satellitbillederne, så det ville være nyttesløst at lægge kursen mod den. I stedet sejler vi direkte mod den amerikanske forskningsstation Palmer Station på vestkysten af den antarktiske halvø, hvorfra der med langliner bl.a. skal fanges isfisk til forskning. Amerikanerne er dog ikke meget for at tage imod, fordi de er bange for, at fuglene dykker efter maddingen og går på krogene før fiskene, men der er tryk på alle diplomatiske kanaler for at finde en løsning.

Det betyder tre dage mere til søs uden synderlig aktivitet udover den periodiske lammelse, skibet udsættes for, når der skal tages vandprøver. Bedst som det stryger afsted gennem bølgerne, tager farten af, og det begynder at duve og udsende karakteristiske hylelyde. Det tager op til seks timer, og så er alt godt igen.

Imens spilles der kamp-ludo og bingo (pladerne kan købes for 20 kr. i kantinen). Og i aften kommer kong Neptun forbi og udleverer dåbsattester til hele besætningen, for vi har netop krydset Polarcirklen, og det udløser visse sømandsritualer. I morges blev vi vækket af en grov stemme i højttaleranlægget, som kaldte os allesammen for »kagler i en krigskajak«, og han beordrede kaptajnen til at få styr på forholdene, så vi alle blev »havkarle«.

Dog er der næppe noget at være nervøs for. Siden det for ti år siden kom frem, at Flådens folk på Flådestation Grønnedal på Grønland praktiserede polardåb, som for aspiranterne blandt andet indebar indsmøring i en melblanding af køkkenaffald og urin, en såkaldt »pikparade« og andre artigheder, er alle optagelsesritualer blevet strengt forbudt i Søværnet. I starten blev offentlighedens afsky over for praksisen dog mødt med undren hos mange af de direkte interesserede.

»De unge kan selv melde sig, og det er et rimeligt populært arrangement. Tro det eller ej, men de unge synes faktisk, det er skægt. Jeg forstår det ikke, men det hænger vel sammen med, at det er småt med underholdning på de her kanter,« udtalte flådestationens daværende øverstkommanderende, kontreadmiral Helk.

Sikkert ganske rigtigt. Mennesket keder sig og begynder at lege. Og nogle gange forstår det ikke at standse, mens legen er god. Det modsatte af »All Work and No Play Makes Jack a Dull Boy«, men med nogenlunde samme resultat. Læs dette uddrag af, hvad en medarbejder fra Massachusetts Institute of Technology har lagt ud på instituttets hjemmeside, angiveligt efter et længere ophold på den amerikanske forskningsstation McMurdo Station, Antarktis (kan læses i sin fulde udstrækning på http://web.mit.edu/puzzle/www/ 06/puzzles/mcmurdo_station/all_work_and_no_play_makes_jack_a_dull_boy/):Ad ull bo yallwo

rkan dnop laym akesj,

Ack adu llboya llwo

rka ndno pl aymak es jac;

Kadu, llbo yallwor kan

dnopl ay mak esjac.Jeg læser det højt for mig selv. Min lukaf-makker, som i mellemtiden er faldet i søvn, vågner med et grynt og spørger:

»Hvad sker der. Hvad siger du?«

»Åh, ikke noget særligt. Bare lyden af et menneske på Antarktis. Vi er der om tre dage.«