Logbog Dag 159: Arven efter Moby Dick

Hvaler har fra gammel tid været sagnomspundne dyr. Og jagede ikke mindst. De seneste århundreder har alene 360.000 blåhvaler måttet overgive sig til harpunen. Fra tårnet over broen på »Vædderen« holder biologerne Line A. Kyhn og Jakob Tougaard øje med, hvilke hvaler ekspeditionen passerer på sin vej.

»Hos tandhvaler som f.eks. kaskelotter eller næbhvaler har hørelsen erstattet synet som den vigtigste sans, og de <QA0><br>lyde, de udsender og får tilbage som ekkoer, er deres vigtigste informationskilde om det miljø, der omgiver dem,« siger biolog <CL9>Line A. Kyhn, der sammen med kollegaen Jakob Tougaard spotter hvaler fra »Vædderen«.<br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Vandet er 0,9, luften er 1,2 og pigen er på Skype. »Vædderen« har trukket stabilisator-finnerne til sig for ikke at få dem slået til lirekassemænd af de forbiflydende isklumper, og det kan mærkes på skibet, hvor lakridsposer og kaffekopper tager sig en tango masculin på den laminerede bordflade, mens Jordens mest intelligente dyr går i knæ og ofrer frokosten til havguderne i gral-agtige beholdere af rustfrit stål med vakuum-skyl. Det begynder at ligne en rejse.

Helt oppe i »istønden« - i tårnet over broen, hvor det gynger mest, holder biologerne Line A. Kyhn og Jakob Tougaard stand som de gamle udkiggere i mastetoppen i Herman Melvilles hvalfanger-epos »Moby Dick«. Det kræver sin mave. Men det er nu engang det bedste sted at spotte hvaler. Dengang som nu.

Lidt spækhuggere og grindehvaler og en flok rethvalsdelfiner er det blevet til fra denne ensomme udkigspost. Men efterhånden som vi bevæger os ind i havet omkring Antarktis, stiger chancerne for en god hvalspotting. For når de dybe havstrømme nordfra møder kontinentalsoklen, kommer næringsstofferne op i lyset og vandrer gennem fødekæden fra fytoplankton til krill, fisk og blæksprutter videre til havets tunge drenge og piger - med blåhvalen som den største kunde ved buffeten. Håbet er at møde pukkelhvaler, finhvaler og blåhvaler, men også den mindre sydlige døgling, de reserverede og sjældent fotograferede næbhvaler og timeglasdelfinerne, som ligner udstrakt, endnu varm bolsjemasse til bismarcksklumper, når de springer over bølgerne.

Vigtige lyde
Allerbedst vil det være, hvis det lykkes at optage deres lyd. For ganske vist kan man gå ind i en hvilken som helst new age-butik med en hobbyheks bag disken og købe sig en CD med pukkelhvalhannernes serenader og delfinernes klik akkompagneret af indisk zithar. »Men det er forbløffende få hvalarter, man faktisk har gode lydoptagelser af. Og det er vigtigt, hvis man vil lære om hvalernes liv og forstå mere af deres biologi,« siger Line A. Kyhn.

»Hos tandhvaler som f.eks. kaskelotter eller næbhvaler har hørelsen erstattet synet som den vigtigste sans, og de lyde, de udsender og får tilbage som ekkoer, er deres vigtigste informationskilde om det miljø, der omgiver dem. Derfor er lydene, hvis det lykkes at optage dem, en meget vigtig information om det utilgængelige liv, de lever under havets overflade,« siger hun.

Intens jagt på blåhvaler
Opgaven havde været nemmere med det hav, der eksisterede for bare 140 år siden. Samme hav, Herman Melville skrev sin »Moby Dick« ind i, og allerede dengang tog hvalfangerne fra. Men det var ingenting i forhold til tiden efter nordmanden Svend Foyn opfandt harpunkanonen og gav startskuddet til den massakre, som i det følgende århundrede skulle komme til at koste alene 360.000 blåhvaler på den sydlige halvkugle livet, så bestanden i dag er reduceret til 10.000, og det er måske endda højt sat. Heraf er der kun nogle få hundrede eksemplarer tilbage i Sydpolarhavet.

»I starten jagede man hvaler for oliens skyld. Storbyerne var oplyst med lamper med hvalolie, og uden samme olie havde der ikke været smørelse til industrialiseringen. Også i nyere tid har man brugt hvaloliens fine egenskaber, blandt andet i det russiske rumprogram. Vist nok af samme grund fortsatte russerne længere end andre med at jage kaskelothvaler,« fortæller Jakob Tougaard.

Da hvalolien blev erstattet af almindelige olieprodukter udvundet af råolie, fortsatte jagten på hvalerne som kødkvæg med lande som Norge, England, Rusland og Japan blandt de mest aktive. I slutningen af 1970erne trak Den internationale Hvalfangstkommission i bremsen, men endnu i dag jages der hvaler fra Norge, Japan og Island. Vågehvalerne holder for, men også kaskelotterne. Og kampen mod hvalfangst fortsætter. I disse dage er et Greenpeace-skib på vej fra Auckland, New Zealand, til de antarktiske farvande for at forhindre japansk hvalfangst.

Både Jakob Tougaard og Line A. Kyhn har smagt hvalkød.

»Vi blev tvunget til at spise det, da jeg gik på fritidshjem. Jeg husker det som besk,« fortæller Line A. Kyhn.

Jakob Tougaard har fået hvalbøf serveret i Norge og husker det som »ikke noget særligt«. Og mange husker måske stadig, da Dansk Fryse Økonomi, i folkemunde »De Forenede Øffedisser«, i 1970erne distribuerede hvalbøffer til de danske kummefrysere. Der røg tonsvis af dem ned, om end næppe med samme velbehag som andenstyrmand Stubb i »Moby Dick«, som efter at have dræbt en kaskelot forlanger at få det bedste stykke af den serveret. »En steg, en steg, før jeg går til køjs! Du, Daggoo! Over bord med dig og skær mig en ud af krydset på den!«

Hvaler ikke hellige
»Der er intet helligt ved hvaler,« siger Jakob Tougaard, som understreger at forskningen bygger på videnskab, og ikke sentimentalitet.

»Blandt de mennesker, som ønsker at beskytte hvalerne, er der en tendens til at ophøje dem til noget helligt og gøre dem til noget lignende gudeskikkelser, som måske endda er mere intelligente end mennesker. Og de er da intelligente dyr. Men der er nok intet, man kan få for eksempel en delfin til, som man ikke også kan lære en papegøje eller en chimpanse. Jeg tror ikke på den helbredende kraft, de tillægges. Og vi er som forskere absolut ikke interesseret i at svømme med dem. Vi vil blot studere dem.«

Det bliver aften på »Vædderen«, og et andet dyr end hvalen må holde for, da 101 munde skal mættes. Svinet. Der er nemlig flæskesteg på menuen. Efter sigende mere intelligent end en hund, men velsmagende og mangfoldig. Der er så mange af dem, at man kunne fodre hvaler med dem, hvis de ellers gad æde dem. www.berlingske.dk/udland

Læs tidligere artikler fra ekspeditionen. Klik på »Galathea 3« under «Tema«.