Logbog dag 158: En midtvejskrise trænger sig på

Bliver Galathea 3 en succes eller en fiasko? Og efter hvilke kriterier? Ekspeditionen har svært ved at vinde den brede folkelige appel, som forgængeren Galathea 2 havde, bl.a. fordi store opdagelser i dag ikke længere er synlige, men abstraktioner, der kun kan ses under et mikroskop eller på en computer, mener historiker og ph.d.-studerende Anne Lif Lund Jacobsen.

Historiker Anne Lif Lund Jacobsen. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Hvad gør jeg her? »What am I doing here?«

Det chatwinske arkespørgsmål trænger sig på, efterhånden som rejsen skrider frem.

Vi er nu nøjagtig halvvejs mellem New Zealand og Chile og standser indimellem for at tage vandprøver og trawle efter fisk. Det første træk gav en sten og to børsteorme, fordi nettet gik i stykker. De forskere, som bare venter på at komme til Antarktis, tæller timer og dage som os andre, og det er svært ikke at falde for fristelsen og kigge på togtet lidt fra oven og sammenligne med tidligere ekspeditioner.

Tegner Galathea 3 til at blive en succes, eller peger det mod fiasko, og i givet fald ud fra hvilke kriterier? Eller er det endnu for tidligt at sige noget om?

Sikkert er det, at den stort anlagte ekspedition på halvvejen af sin bane befinder sig i en form for krise. Nyhedens interesse er stilnet af, og der er endnu ikke kommet epokegørende videnskabeligt nyt på bordet, men grundforskning og hvalspotting fortsætter ufortrødent, mens der gøres holdt ved eksotiske øer, og kursen lægges forbi isbjerge for at fodre de mange journalister om bord med stof til deres mange logbøger.

Og stadig begejstres pressen, som om verden endnu var uopdaget, og det ikke var muligt at betale sig til et behageligt krydstogt til Antarktis på første klasse.

Derimod blev Galathea 3 ramt af en torpedo fra hjemligt hold i form af en af projektets galionsfigurer, journalisten og for nogle folk komikeren Anders Lund Madsen, som i hårde vendinger har kritiseret projektet for generelt at være for »kedeligt« og for ikke at leve op til sin opgave med at gøre naturvidenskab populært blandt de unge og »få dem væk fra gadehjørnerne«.

Sådan som ekspeditionen er anlagt, vil der aldrig stå 20.000 om vinke på kajen, når »Vædderen« vender hjem, som det skete med Galathea 2-skibet i 1952, lød den dystre spådom fra den frafaldne galionsfigur.

Ikke som Galathea 2
Om Lund Madsens kritik kommer lige fra leveren, om han havde fået skibskuller på sin vej over oceanerne eller måske blot var skuffet over ikke at have fundet den søslange, han og hans bror angiveligt var taget ud for at finde iført dekorative dykkermasker, er et åbent spørgsmål.

Undervisningsminister Bertel Haarder ilede Galathea 3 til hjælp og påstod det modsatte af Anders Lund Madsen, og dér står de så.

Imidlertid er der sået tvivl om ekspeditionens gyldighed.

Med på det igangværende togtben fra Christchurch til Valparaiso er historikeren Anne Lif Lund Jacobsen, som er ph.d.-studerende ved University of Tasmania. Hun har blandt andet sat sig for at foretage sammenligning af Galathea-ekspeditionerne, særligt de to sidste. En af hendes konklusioner er, at »hvor Galathea 2 udfyldte et behov i befolkningen, forsøger Galathea 3 at skabe et sådant«.

»Da Galathea 2 tog ud i 1950, havde verden netop åbnet sig efter Anden Verdenskrig, og Danmark havde behov for en ikke-politisk sag, der kunne afhjælpe det noget blakkede ry, landet udadtil havde fået under besættelsen. Desuden var der indadtil brug for en sag, der kunne samle danskerne og styrke følelsen af samhørighed,« siger Anne Lif Lund Jacobsen.

Også dengang tog man ud for at lede efter søslanger, men virkelige søslanger, fortæller hun. Også dengang løb ekspeditionen ind i en midtvejskrise uden epokegørende videnskabelige sejre. Desuden løb man tør for penge, og der var strid om pressens adgang til at rapportere fra ekspeditionen, fordi initiativtager til projektet, freelancejournalisten Hakon Mielche, forfordelte provinspressen, deriblandt Jyllands-Posten, som senere fik ideen til en Galathea 3 og måtte leve med, at også andre dagblade og medier fik plads om bord. Men alligevel står Galathea 2 i mange ældre danskeres bevidsthed som levendegørelsen af et eventyr og en succes.

Og måske ikke så meget fordi de videnskabelige resultater begyndte at vise sig efter den første efterbevilling, da man fandt liv i havet under 6.000 meter.

»Tidspunktet var først og fremmest det rigtige. Folk tørstede efter nyt udefra, og dengang stod ikke 20.000, men 30.000 og ventede, da Galathea 2 vendte hjem. Men dengang var der altid folk på kajen, da store skibe lagde til. Sådan var tiden,« siger Anne Lif Lund Jacobsen.

Forskellige interesser
Spørgsmålet er i dag, om nogen videnskabelig ekspedition overhovedet vil være i stand til at gøre opdagelser, som kan matche det folkeopbud.

Store opdagelser er i dag ikke længere synlige, men abstraktioner, der kun kan ses under et mikroskop eller på en computer. Og det kan diskuteres, om det overhovedet er relevant at måle en ekspeditions succes eller fiasko i, hvor mange der har hørt om projektet, mener hun.

»Galathea 2 var i Danmark profileret som en videnskabelig dybhavs-ekspedition, også selv om den havde et væsentligt repræsentativt formål, som var sidestillet med det videnskabelige, bestod ekspeditionsfonden mest af videnskabsfolk, som tænkte i forskning.«

Her fremstår Galathea 3 mere som en hybrid mellem »videnskab, formidling og uddannelse«, som der står på ekspeditionens i øvrigt yderst skrabede hjemmeside. Ikke alle interesser trækker altid i samme retning. Det mærkes tydeligt, også om bord, når en eksotisk, men måske knap så videnskabelig interessant ø for eksempel nærmer sig.

»Nogle gange tager ekspeditionen sig ud som en fotosafari. Andre gange er der tale om iscenesat forskning. Og under det hele forgår der et seriøst arbejde, som måske ikke gør sig på billeder, men som om 10-15 år vil afgøre, om Galathea 3 som videnskabelig ekspedition var en succes eller et flop,« siger Anne Lif Lund Jacobsen og tilføjer:

»Sådan er det med forskning i dag, hvor »søslanger-ne« for længst er opdaget.«

Journalister som dyr
Alle disse interesser i at forske og formidle plus Søværnets anstrengelser for at vise flaget er samlet på »Vædderen«s godt 112x14 meter. Nogle gange går det godt. Andre gange tager de gensidige fordomme over. Journalisterne giver for hurtigt op over for de svært tilgængelige emner. Eller forskerne giver for hurtigt op over for de langsomt opfattende journalister.

»Det er mit indtryk, at mange forskere i hvert fald forinden var dødbekymrede for de mange journalister om bord. De var bange for så at sige ikke at »levere varen«, og de så på journalisterne som på et rastløst dyr i et bur, hvor man spurgte sig: »Bider den hånden af os, eller er den tam?« Omvendt må moderne forskere også lære at formidle deres arbejde bedre. Kravet om »public outreach« er efterhånden ikke til at komme udenom, hvis man vil have del i fondsmidler til forskning. Så på den måde er det en god øvelse,« siger Anne Lif Lund Jacobsen.

Og således fortsætter vi, sømil efter sømil, og peger i kedsomhed ud over havet og råber »Blåhval!« for at se, om der er nogen, der hopper på den. Vi er jo kun mennesker alle sammen.