Logbog dag 157: Oh, et isbjerg!

Den hungrende presse frygter næsten hver dag den situation, at der skulle mangle noget at skrive hjem om, men så er det godt, at skibet kan ændre kurs, så redningen pludselig dukker op.

Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

I året 530 drog den irske munk Brendan, senere kendt som »Den hellige Brendan,« ud fra den vestirske kyst i et skib beklædt med kohuder for at finde Edens Have. Han tog 60 pilgrimme med sig samt et par hedninge, som var kommet med i sidste øjeblik.

Under deres syv år lange rejse mødte de havmonstre af alle slags og bjerge, der spyttede ild, og de nåede levende hjem igen, så de kunne fortælle verden om det, og deres berømmelse nåede ud i de yderste afkroge. Endnu i dag ligger der et mosaikbillede af Brendan og hans skib nedfældet i et kirkegulv fra 1200-tallet i katedralen i den syditalienske havneby Otranto, i selskab med Alexander den Store, Adam & Eva, Kain, Abel, Noahs Ark, Kong Arthur og de nordiske skæbnegudinder nornerne samt en syditaliensk bonde, der renser tæer med en pind.

Dengang var verden ny og uopdaget, og der var noget at skrive hjem om. I dag må vi tage til takke med et isbjerg, et sølle bette isbjerg, som flakker forvildet omkring på 59. breddegrad.

For da vi bad aftenbøn og gik til køjs dagen i forvejen, bevægede vi os uden at vide det gennem det smalle bælte af vand, der skiller de varme vande fra de kolde omkring Antarktis, og ved næste morgens smøgkvarter på dækket var temperaturen skiftet mærkbart.

Og så, i passende fordøjelsesafstand af morgenskafningen, blev der pludselig prajet om isbjerg på styrbords side, og alt hvad der kunne krybe og gå om bord på »Vædderen«, kom væltende ud af alle lukafer og messer og luger og kondirum for med egne øjne at se, fotografere, og blive fotograferet sammen med dette lille stykke blålige is, som er det første tegn i 3D på, at »det kolde kontinent« er tæt på.

Der var trængsel på dækket som en kennel ved fodringstid, mens det lille kantede bjerg gled forbi og forsvandt agterude. Og netop som selvsvingets tandhjul nådesløst begyndte at dreje igen, blev der prajet om spækhuggere på bagbords side. Dem nåede kun de færreste dog at se, og således fører Randers stadig over dette togtben i folkelige spækhuggerobservationer med 1-0.

Medie-isbjerget
Under pressebriefingen kort efter viste det sig, at isbjerget var en ny type isbjerg, et såkaldt »medie-isbjerg,« som vi måske kommer til at se en hel del til på den videre færd. Det er sådan et isbjerg, et ekspeditionsskib med presse om bord ændrer kurs efter og sejler tæt forbi, så journalisterne om bord ikke bliver helt desperate, fordi de ikke har noget at skrive hjem om. Vi håber nu på en enkelt presse-hval eller to, måske en blåhval med unge, som vil få optimismen til at tage nye, ukendte højder.

Med det første isbjerg på harddisken begynder nye termer at dukke op i smalltalken i de bløde sæder. Der tales for eksempel om »sort is,« hvilket er den farligste is, et skib kan møde på sin færd i polarfarvand. »Sort is« er smeltevand fra bræerne, der igen fryser til is og udstødes i havet, hvor de kan flyde rundt som store blokke uden at kunne opfanges af skibenes radarer. Muligvis var det sådan et stykke »sort is,« som forårsagede den Kongelige Grønlandske Handels ellers synkefri skib »Hans Hedtoft«s forlis i 1959 syd for Kap Farvel.

Rart at tænke på, nu vi har tilbagelagt 1.400 sømil siden sidste civilisation og har et par tusinde til den næste og fire kilometer til bunden. Men hvad, vi har da vores gode humør og sikkerhedsbevis fra Survival Training Maritime Safety i Esbjerg, og i aften skal der trawles efter sjældne fisk. Og når Brendan kunne med kohuder og gudstro, så kan vi muligvis også med bagte bønner og Stryhns den bedste.

P.S. Jeg ved ikke, hvor længe vi kan blive ved med at sende logbog hjem. For øjeblikket nærmer vi os den 60. breddegrad, og tre grader mere mod syd er vi ude af det område, hvor satellitdækningen er garanteret og dermed kommunikation for andre end Flåden. Fortvivl derfor ikke, hvis der i en periode ikke kommer mere nyt. Vi vender tilbage, så snart det er muligt.