Logbog dag 155: Fisketid på »Vædderen«

Forskere og besætning fik tid til at fiske havbrasen, mens »Vædderen« lå stille i nogle timer.

Mens »Vædderen« lå stille fik besætning og forskere seks timer til at tage vandprøver og fiske havbrasen, der - deres videnskabelige kvaliteter ufortalte - smager pragtfuldt med fennikelfrø, ansjospasta og oliven. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Det lange ridt hen over Stillehavet er i gang.

Vi har 800 sømil bag os siden New Zealand og endnu 2400 inden vi ser den næste klippeknold på Peter I's Øy ud for Antarktis om nøjagtig en uge.

Med passagen af den 53. breddegrad befinder vi os dermed et stykke inde i de såkaldte »hylende 50ere«, som søfolk med ærefrygt kalder disse farvande. Endnu har vi dog kun oplevet Stillehavet som et plant, mystisk ocean dækket af tåge.

Ruten ligger lunt mellem to områder med høj søgang, og med havets puls i ryggen vugger »Vædderen« sig stille og roligt igennem, som en ensom kamel i ørkenen.

Bonuslørdag

Det er lørdag igen-igen, bonuslørdag som følge af datolinjen, men stemningen er søndagsagtig, brunch med æg, bacon og baked beans, flødeskumskage til kaffen, og frugt til sundhedsapostlene.

Vi tanker toiletpapir og wc-rens og læser »Populærmusik fra Vittula« og »Moby Dick.« Det eneste der mangler er »Giro 413« på radioen.

Over højttaleranlægget prajes der om grindehvaler, men de er gledet videre, da folk stimler sammen på agterdækket.

Hvalfolkene, der arbejder på projektet om lydene i oceanerne, nåede ikke engang i gummibåden. Endnu har de ikke haft heldet med sig. Men snart når vi ned til de store hvalers vand.

Blanke brasen

Skibet ligger nu stille i seks timer, mens der tages vandprøver, og det betyder pilketid for forskere og søfolk, som hiver stribevis af sølvglinsende fisk af brasen-familien (brama brama) op af havet. Med måbende munde og kæmpe sorte øjne ligger de og glor i bunden af baljerne.

Der skal udtages vandprøver, og nogle bliver frosset ned og gemt til Zoologisk Museum, og der arbejdes på at overbevise kokken om at tilberede resten af brama'erne til en af dagene, selv om det nok bliver svært.

På New Zealand havde han bestilt en ladning filet'er, men da de blev leveret var fiskene hverken rensede, flåede eller fileterede, så det er ikke sikkert han har lyst til at rense fisk igen lige med det første.

Det antarktiske køkken

Men man kan håbe. Sidst jeg smagte en havbrasen, var i en portion ravioli på en restaurant uden for Belluno, og den ret var værd at køre en halv dag efter, så skidt med at restaurantens ejer var opkaldt efter Mussolini.

Jeg slår det italienske ord for havbrasen op i internet-leksikonet Wikipedia og finder en uforklarlig tekst på to linjer:

»Branzini is a type of sea bass found near Italy. It is used in many Italian and Antarctic dishes.«

Antarktiske retter? Måske havde den nu afdøde amerikanske forsker Charles Hapgood alligevel ret i sin teori om, at Jordens akse har flyttet sig flere gange gennem geologisk tid, senest med en 15-graders forrykning for ca. 11.000 år siden.

Det ville betyde, at Antarktis tidligere lå i varmere egne og at dette i dag så dybfrosne kontinent kunne have været beboet af en indfødt befolkning.

Hapgoods teorier, som afvises af de fleste geologer, men blandt andet blev bakket op af Albert Einstein, bygger på verdenskort fra middelalderen, blandt andet den tyrkiske general Piri Reis' kort, som igen skulle være skabt efter flere tusind år gamle kort og måske endda kunne have været kendt af Columbus, inden han drog ud for at opdage Amerika. - Verdenskort som viser en tydelig og præcis antarktisk kystlinje, optegnet lang tid før disse egne officielt blev opdaget.

Grænserne flyttes

Hapgood døde imidlertid i 1982, inden han nåede at bevise sine teorier. Men måske ligger de der, beviser på en alt andet end primitiv antarktisk urbefolkning, begravet under flere kilometer tyk is. I så fald bliver det næppe os, der finder dem.

Men måske var der engang et antarktisk køkken, og måske fik de engang havbrasen med fennikelfrø, ansjospasta og oliven. Eller måske foretrak de den indbagt i saltdej. Der er uendelige muligheder med en sådan fisk. Ganske som i videnskaben er grænserne, hvor man selv vælger at sætte dem, og de flytter sig hele tiden.