Logbog Dag 153: Landkrabber og vandkrabber

Undervejs mod Antipode-øerne finder en havbiolog nogle underlige væsner, som tilsyneladende lever som butlere og husholdersker for muslingerne.

»Mand over bord!« Men det er kun en øvelse.<br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

En vuggen af bløde oceaniske dønninger bringer os tilbage til vågen tilstand. Vi har forladt New Zealand og er på vej ud på den store våde prærie med kursen mod Antipode-øerne, hvor ingen mand vist nok har sat benene i flere år. Horisonten er skjult i tågen hele vejen rundt, og den lave sigtbarhed sammen med det tyste, pulserende kæmpehav med albatrosser svævende på stive vinger gennem bølgedalene giver fornemmelsen af at bevæge sig gennem en ældgammel fantasiverden befolket af uhyrer, som kan dukke op hvert øjeblik. Kæmpeblæksprutter. Flyvende hollændere i bearnaisesovs. Alt er muligt.

Inden længe viser de første grønne ansigter sig. Dog ikke fra havets dyb, men på dækket. Ikke alle fra den nye midlertidige besætning af forskere og mediefolk tager mødet med havet lige godt, og den pinefulde tanke om at det vil fortsætte sådan i en måned står malet i alle træk. Skibet vugger, og vi vugger med. Det var denne rytme, som på gode dage bragte de første opdagelsesrejsende, kolonisatorerne og immigranterne frem med alle deres håb, drømme, forventninger og kønssygdomme. Men uden den, ingen rock'n'roll.

En uventet opdagelse
I første forskercontainer på venstre hånd står havbiolog Bjarne Styrishave fra RUC bøjet over et bord med en stor dolk i hånden. Han har travlt med at bruge det gode vejr til at få åbnet de grønne og blå muslinger, han samlede ind i Christchurch inden afsejlingen fra New Zealand. Det var meningen, de skulle bruges til projektet om miljøfremmede stoffer, og det skal de sådan set stadig. Men da Bjarne Styrishave fik åbnet de første muslinger, fandt han noget helt uventet inden i:

Nogle små, tyndskjoldede og næsten gennemsigtige krabber, som tilsyneladende lever som butlere og husholdersker for muslingerne. Altså rengøring til gengæld for kost og logi. Hunkrabberne i de store new zealandske grønskalsmuslinger og hankrabberne i de lidt mindre blåmuslinger. Bjarne Styrishave blev begejstret. For han har altid været vild med krabber. »Krabber er lækre,« siger han. Og han havde aldrig hørt om bofællesskaber mellem krabber og muslinger før. Det havde de på universitetet i Christchurch, men dog uden nogensinde at forske i denne symbiose, så det har Bjarne Styrishave nu sat sig for.

Et godt beskyttet liv
»Hvad krabben blandt andet får ud af det er indlysende. Den lever i hvert fald godt beskyttet under muslingens skjold. Spørgsmålet er så, hvad aftalen er mellem dem, hvad muslingen får til gengæld. Muligvis holder den gællerne og de andre organer fri for alger og parasitter. Men det kan også være, at krabben bare udnytter muslingen. Det skal vi nu i gang med at finde ud af,« siger han.

Hvordan de små bløde krabber formerer sig, når de sådan bor hver for sig og bag lukkede døre, er han dog ikke meget i tvivl om:

»Når hunnen er klar, udskiller hun feromoner, altså kvindelige kønshormoner, som lokker hannerne ud af deres muslinger og på besøg. Det er nogenlunde det samme der sker, når en kvinde har ægløsning og får mere lyst til at gå i byen og danse, og mændenes lugtesanser opfanger hendes feromoner og det stimulerer deres sædproduktion,« siger Bjarne Styrishave. Hvad det angår, adskiller krabber sig altså ikke synderligt fra mennesker. Måske lige bortset fra, at hvis en mand skulle hamle op med en krabbehan, skulle han rende rundt med 40 kg sæd, hvilket nok vil være lidt tungt at danse med.

Ikke kun krabberne er lækre. Muslingerne ser også appetitlige ud. Og de er da også lige til at spise, forklarer Bjarne Styrishave.

»Jeg plejer at dampe dem med lidt vand i bunden af en gryde og et stykke bacon. Så bliver det ikke meget bedre.«

Så råbes der »Mand over bord!« men det er kun en øvelse. »Vædderen« basker med halen og tegner en flot cirkel i havet, mens gummibåden henter redningskransen hjem. En albatros kigger nysgerrigt på, men flyver så videre uden så meget som et bask, som om ingenting var hændt.

»Hold fast hvor er den sej. Ikke som gråspurve og måger, de rotter. Den dér må godt komme og tigge krummer, når jeg får min morgenmad,« siger sidemanden ved rælingen.