Logbog dag 152: Blandt pingviner og avancerede aber

Efter et besøg i et tvivlsomt pingvin-paradis har vores udsendte, sammen med de øvrige ombordværende på »Vædderen«, netop vinket farvel til New Zealand. Forude venter de ubeboede Antipodeøer.

The International Antarctic Centre uden for Christchurch på New Zealand kalder sig selv for verdens bedste antarktiske attrak-<QA0><br>tion. Men pingvinerne kunne nu godt have det bedre. Der er begrænset plads i bassinet, og pingvinerne har bandager på fødderne, fordi de får sår af at tilbringe for megen tid på land. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Vi er allerede på Antarktis og er gået i land. En isnende storm har rejst sig og er ved at forvandle ansigtshuden til lufttørret flæskesvær. Og man tænker på stakkels Scott, som blev snydt af Amundsen ved Sydpolen og aldrig nåede hjem. Nok den længste rejse mod et norsk flag, nogen mand har foretaget.

Og hvad med os selv. Skal vi da aldrig mere opleve en ristet med det hele, med eller uden italiensk salat?

Heldigvis er der både en iglo og et telt at krybe ind i. Eller man kan vælge at give op, følge exit-skiltet, trække sine gummi-overtrækssko af og gå tilbage i den newzealandske sommer igen.

Det er nogenlunde så dramatisk, som det kan blive i »The Chill Room«, fryserummet på en af New Zealands nye turistattraktioner, The International Antarctic Centre, uden for Christchurch. The Worlds Best Antarctic Attraction, som de selv siger.

Museumspædagogik
Det sidste skud på stammen af museumspædagogik, hvor den avancerede abe mennesket nu engang er, har mulighed for at leve sig ind i farlige og eksotiske situationer og komme hjem uden at være blevet meget klogere, men temmelig meget fattigere efter indkøb af diverse plysdyr til de små.

Og samtidig er centret vel også et varsel om, at mennesket for alvor er ved at få øje på det sidste ubeboede kontinent i verden, og at der nok snart bliver sat turbo på den sydgående turisme.

Freden er i hvert fald for længst forbi for de små blå pingviner, der som de eneste levende væsener optræder i et lille bassin i centret. De står og skutter sig i et hjørne på de kunstige klipper og ligner nogle strejkende musikere i et symfoniorkester.

Fra huller i den omgivende falske klippe og på den anden side af de tykke panoramavinduer under vandspejlet flokkes forventningsfulde børnefamilier, men pingvinerne står bare og tripper med små underlige grønne og blå bandager om fødderne og skal ikke nyde noget.

Så kommer en høj kvinde med langt, lyst, krøllet hår og iført et kraftigt plasticforklæde ud ad en dør og jager dem kærligt i vandet, som var de høns på vej i seng. Og foran et begejstret publikum flyver de gennem de få kubikmeter vand, de har fået stillet til rådighed i bytte for et ocean.

Jeg spørger til bandagerne, og hun svarer: »Det er fordi de har sår på fødderne. Ude i naturen opholder de sig i vandet det meste af tiden, men her sidder de alt for meget på stenene«. Citat slut.

Og så vender hun tilbage til pingvinerne, som i mellemtiden er vendt tilbage til deres smøgpause henne i hjørnet. »Vor tids slaver«, som en norsk forfatterinde engang udtrykte det.

Ved hjælp af pile på væggene og pingvinspor på gulvet ledes vi gennem de antarktiske landskaber og årstider, og da den sidste dør går op, befinder vi os ufrivilligt i museumsbutikken, hvor hundredvis af plyspingviner står opmarcheret i børnehøjde.

Udenfor venter vores bengalske taxachauffør. »Was it a good experience?« vil han vide. Og vi nikker. »Yes, yes.«

Dræberrokke på dæk
I skrivende stund har vi netop forladt Lyttelton havn og dermed New Zealand.

I sidste øjeblik blev en kæmpeål og en pilrokke af typen »Steve Irwin-dræberen« fanget fra agterdækket og fik et gok med en pæl. De blev sprættet op og deres kød og indvolde vil blive analyseret, ikke for at forudsige fremtiden, som de gamle romere gjorde det, men for at søge tilbage i historien, til arternes oprindelse og udbredelse.

Jeg spurgte, om man kunne spise den, men fik at vide, at rokker ophober deres urinstof i kødet og at de derfor smager af ... ja, af pis. Så den røg af den indre barbecue. Derimod kan dens vinger frituresteges og bruges til fish & chips, den kulinariske støtte under den angelsaksiske folkesjæl.

Så hellere få en antarktisk tandfisk på krogen. Den har ingen svømmeblære, men kompenserer for det ved at have en masse olie i kødet. Lidt hvidløg, lidt persille og lidt bagepapir omkring, al cartoccio, så skulle dens skæbne være beseglet.

Nu er balskoene og vandrestøvlerne pakket ned, og »Vædderen« er fyldt op med brændstof, så den kan klare sig de næste tre-fire uger i et af verdens hårdeste farvande.

Men optankningen har trukket ud, og spillet til trawlwiren blev vredet skævt tidligere på turen og volder fortsat problemer. Spørgsmålet er, hvor stor belastning det fortsat kan udsættes for. Troubleshooteren befinder sig i Norge og er endnu ikke stået op. Måske bringer den newzealandske nat råd.

Foreløbig betyder forsinkelsen, at de forjættede Bounty-øer må springes over, for at sejlplanen kan holdes. I stedet lægger vi vejen forbi de lidt sydligere ubeboede Antipode-øer, hvor der bliver mulighed for en sidste landgang, måske i længere tid.

Øerne fik dette besynderlige navn ved deres opdagelse for over 200 år siden, fordi de befinder sig cirka lige på den anden side af jordkloden i forhold til London. Engang boede her tusindvis af sæler, men efter 1800-tallets massenedslagtninger har de holdt sig på afstand.

Derimod er øerne stadig fulde af små pingviner, som har masser af vand at svømme i og derfor klarer sig uden bandager på fødderne. Og vi er fulde af forhåbninger.