Logbog Dag 151: På midten af Galatheas bane

Da Berlingske Tidendes udsendte på »Vædderen« sidst så skibet - ud for Frederikshavn i august, hvor prøvesejladsen blev afbrudt var det svært at forestille sig, at ekspeditionen nogen sinde skulle nå om på midten af sin bane rundt om kloden. Men da jeg nåede frem til Lyttelton, lå det der som en selvfølgelighed.

Et skulpturelt kors højt hævet over byen Lyttelton, byen hvor »Vædderen« ligger i havn. <br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Der sidder en mand og fodrer måger på hjørnet af London Street i Lyttelton. Vi kan kalde ham Ismael, som fortælleren i Moby Dick, eller Dante, som startede sin Guddommelige Komedie med ordene: »På midten af vor bane gennem livet«, lige dér hvor vi selv er. Eller Måge-Åge, en mulig fætter til »Slange-Arne«.

Denne Ismael eller Dante eller Åge har klap for øjet, hans underlæbe hænger, og det er tydeligt, at han har en skrue løs og bare vil være i fred med sine fugle, som følger ham som tavse liberiklædte lakajer. Lige hvad det er for nogle måger ved jeg ikke, og det kan vel også være lige meget, for i næste øjeblik er både pirat og fugle væk. Eller i hvert fald den tid det tager at indtage en gang grillede squid og en portion lam på spisestedet overfor, hvor vores overleveringsforretning finder sted. Og da vores kollega har fortalt de sidste sømandshistorier og taget bussen tilbage til Christchurch og sin bløde hotelseng, er vi alene tilbage på Lytteltons regnvåde gader med et jetlag, som time for time spænder sig om vores hjerner og gør tankerne fedtede og smattede.

»Vædderen«, som ligger ved kaj neden for de skrånende gader, er nu vores, og vi må finde vores egen stemme i denne fortsatte fortælling.

Sidst jeg så Galathea-skibet, var ud for Frederikshavn i august, hvor prøvesejladsen blev afbrudt, og vi blev fragtet ind til havnen i en gummibåd, fordi der var noget galt i de ædlere dele af maskineriet.

Dengang var det svært at forestille sig, at ekspeditionen nogen sinde skulle nå om på midten af sin bane rundt om kloden, og i så fald: Til hvilken nytte? Men da vores taxa med russeren Igor ved rattet kom ud fra den to kilometer lange tunnel, som forbinder havnebyen Lyttelton med Christchurch, lå det der som en selvfølgelighed, lige på slaget som et stykke finmekanik, omgivet af et sandt amfiteater af bløde bakker og en dyne af lavthængende skyer at putte sig under.

»Det er fint nok at bo i Christchurch,« fortæller Igor, som er videnskabsmand udi fysikken, men forlod Rusland, da han kunne komme til det.

»Men der er ikke gang i så meget. Newzealænderne går meget op i miljøet, så meget at der næsten ikke er nogen industri. De kan lide det rent og pænt og stille. Og sådan har de fået det,« siger han ironisk, mens vi bevæger os hen over de brede gader, hvor alt er netop sådan.

»Vi russere holder os mest for os selv. Vi er omkring et par tusind her, og vi har vores egen kirke. Det er svært at lære newzealænderne at kende. Og hvis du ikke er en af dem, er det svært at få et ordentligt arbejde.«

Igor drømmer sig tilbage til Moskva, som han ikke har besøgt i fem år.

»Der er helt sikkert sket fremskridt. Med trafikken, mener jeg.« Og så drejer han til venstre ind i den sidste rundkørsel.

Reinheitsgebot
Verden skrumper som en makaber souvenir, tænker jeg. Igor er et tegn på det, og newzealændernes »Reinheitsgebot« er tegn på det.

Allerede i flyet bliver man advaret om enorme pengebøder, hvis man bliver taget med jord under sine vandrestøvler i bagagen. Jeg tænker på det sidste jeg trådte på med mine Meindl. Uskyldigt sand fra Vesterhavet. Og muligvis en lort fra en tysk turists hund. Det kan blive starten på en miljøkatastrofe, hvis den ikke allerede havde fundet sted og gør det hver eneste dag.

I flyveren mellem London og Sydney så jeg Al Gores film om verdens tilstand. Sært at sidde i 11 kilometers højde i en Boeing 747 med udstødningen væltende ud over Indien og blive mindet om, at mennesket er et så ufattelig dumt dyr, at det i dag udgør en alvorlig trussel for sig selv og alle andre levende organismer. For hver dag skrumper verden endnu mere ind, og vi står frivilligt timevis i kø til sikkerhedskontrol i lufthavne for at tage så langt som til Brasilien blot for at nedsænke vores legemer i tempereret badevand. Verden skrumper, kun ozonhullet udvider sig.

Og mens mennesket foretager nye videnskabelige landvindinger og hylder sin egen intelligens, trækker naturen sig klogeligt tilbage til dybderne for at bevare sin sidste dyd. Herfra kan livets mangfoldighed så måske igen få lov til at brede sig, når menneske-feberen er raset ud som en anden kaptajn Akabs jagt på den hvide hval.

Vi indtager vores lukaf, hvor vi skal bo indtil Chile i midten af februar. En overkøje, en underkøje og fire kvadratmeter gulvplads. Der står en flaske velkomstvin i vindueskarmen og en australsk fem-cent til at lukke låsen til det fælles toilet, når kollegerne i nabolukafet har glemt at låse op efter besøg fra deres egen dør.

»Hygiejnebind, cigaretskod, tændstikker, kondomer og lignende må ikke kastes i toilettet, da disse ting vil medføre driftsstop på vacumsystemet, hvorved du vil pådrage dig t-div's vrede (og vi er voldspsykopater hele flokken), lyder hilsenen fra søværnets tekniske division over det rustfrie stållokum.

Kunne man bare sætte den besked op på Månen med en tegnestift, var vi et skridt videre.

Forsigtigt sætter jeg mig således ned med den lokale avis, nogenlunde i samme stilling og med samme udtryk som Ismael eller Dante eller Åge oppe på London Street, og mens jeg staver mig gennem artikler om tilskadekomne turister, brande i kyllingeslagterier og problemer med overvægtige kæledyr og endnu en gang tænker, gud hvor er verden dog lille, begynder kroppen langsomt at vågne af sin dvale. Mågerne mangler, men ellers er billedet perfekt. www.berlingske.dk

Læs tidligere logbøger fra

Galathea-ekspeditionen