Logbog Dag 148: Den danske maori

»Vædderen« er nået til New Zealand. Men det er snart 200 år siden, at den første dansker kom herned og gjorde en stor forskel. Han blev nemlig gift med en indfødt maori-kvinde og stamfader til en maorislægt, der tæller 3.000 nulevende.

»Vædderen er nået til strædet mellem de to newzaelandske hovedøer - Cook Strædet. Efter gårsdagens koks med maskingeværerne under øvelsen, mener Bo Christensen, at han bliver nødt til at ordne olielækagen i kanonen, så der i hvert fald er noget om bord på skibet, der kan skyde. <br>Foto: Kristian Brasen Fold sammen
Læs mere

Vi sejler gennem Cook Strædet - den forholdsvis smalle og vindomsuste vandvej mellem Nordøen og Sydøen i New Zealand. Bag forbjergene i disen mod nord ligger landets hovedstad og næststørste by, Wellington, og som New Zealands svar på Helsingør-Helsingborg-overfarten går store færger i pendulfart over strædet.

Det er mærkeligt at tænke på, at det ikke er mere end 237 år siden, at de første europæere i form af kaptajn James Cook og hans besætning på skibet »Endeavour« gik i land på netop disse kyster.

Og om muligt endnu mere svært er det at forestille sig, at det bare er sådan cirka 1.000 år siden, at de første mennesker, ja, faktisk de første større pattedyr overhovedet, gik i land hernede. De var polynesiere fra Stillehavets østlige og tropiske øer. De ankom i store dobbeltskrogede kanoer efter månedlange sørejser og måtte indstille sig på et meget større og væsentligt koldere land.

Polynesierne var imidlertid forbavsende dygtige til at omstille sig til det kølige klima. De forarbejdede bark til klæder, fik etableret landbrug og omfattende fiskeri, og de begyndte at kalde sig selv for maori - »det naturlige folk«. Og deres 1.500 km lange rige navngav de Aotearoa - »Den lange hvide skys land«.

I omtrent 800 år havde de landet for sig selv. Men så begyndte europæerne at bosætte sig, og de første var hvalfangere.

I 1790, bare 20 år efter at Kaptajn Cook havde kortlagt New Zealand, blev et drengebarn født på Christianshavn i København. Han blev døbt Hans Falk, og han skulle blive stamfader til flere end 3.000 nulevende newzealændere, der overvejende betegner sig selv som maorier. Hans næsten ukendte historie er dramatisk og eventyrlig, og den er fortalt af den gamle TV-journalist Preben Dich i dennes nys udkomne bog »Blandt hvaler og kannibaler«.

Hans Falks lange rejse
Allerede som 14-årig stod Hans Falk til søs, og selv om Danmark og det meste af det øvrige Europa var i krig mod englænderne, blev England hans port til de syv verdenshave. Han forfalskede sine skibspapirer, antog navnet Philip Tapsell og bortforklarede sin accent med, at han stammede fra den britiske ø Man. Allerede i 1800-tallets første årti kom han vidt omkring - med engelske hvalfangerskibe helt til den indonesiske ø Timor samt til Tasmanien og New Zealand.

Men efter med nød og næppe at have overlevet disse sørejser, bruste fædrelandskærligheden så voldsomt i hans blod, at han valgte at gå ind i Englandskrigene på dansk side. På en kaperfregat i Øresund kom han i sværdkamp med britiske søfolk, hvor han fik tildelt et dybt snit i maven. Men han overlevede, blev senere krigsfange i Sverige, og herfra lykkedes det ham at komme tilbage til London under sin falske identitet.

Hans Falk/Philip Tapsell ønskede at tage del i den indbringende hvalfangst omkring New Zealand. Det skulle blive hans skæbne. Det blev nogle barske sørejser til den anden side af kloden, men i New Zealand stiftede han bekendtskab med det stolte folk, maorierne, der imidlertid havde den ubehagelige egenskab, at de også var krigeriske kannibaler.

Det var derfor vigtigt at gøre sig gode venner med det oprindelige folk, så den danske eventyrer indgik handelsalliancer med maorierne og giftede sig endog med en ung og smuk maori-pige, der imidlertid stak af på selve bryllupsnatten. Det skete i 1823 og var formentlig den første vielse mellem en maori og en europæer. I 1830 giftede han sig igen med en maoripige, men hun døde uheldigvis to år senere, uden at de havde fået børn sammen.

Omtrent samtidig blev han den nok første europæiske forretningsmand i New Zealand. Han købte brugsretten over en del jord af en lokal maorihøvding og begyndte at høste hør, som kunne forarbejdes til reb og sejldug. Det gik strygende, og han giftede sig for tredje gang med en maori-kvinde, Hine-I-Turama, der skulle skænke ham seks børn.

Fra deres bolig i en frugtbar og sydlig egn af Nordøen blev de imidlertid vidne til frygtelige stammekrige. Hans Falk kunne blot i en blanding af rædsel og dyb afsky iagttage, hvordan de vindende maorikrigere vendte tilbage fra deres krigstogter med kanoer fulde af fjendens overskårne hoveder. Og om aftenen bølgede stanken af stegt menneskekød op mod hans marker fra de kannibalistiske sejrsfester. Ofte løskøbte han tilfangetagne slaver, men ved flere lejligheder var han også nær selv blevet offer for de blodige fejder.

Hans redning blev hans fredelig og dybe engagement i maorierne og deres kultur, og han døde i 1873 af helt naturlige årsager som 83-årig. Han blev dermed stamfader til den store newzealandske Tapsellfamilie, der tæller parlamentsmedlemmer, læger og forretningsfolk.

I dag lægger »Vædderen« til kaj i Hans Falks gamle land.Preben Dichs bog om Hans Falk, »Blandt hvaler og kannibaler«, er udkommet på forlaget Holkenfeldt 3.