Logbog dag 145: Våde drømme

Mens »Vædderen« hopper af sted over bølgerne mod New Zealand, kæmper Deres Galathea-udsending mod kvalmen og den vuggende tristesse. Men pludselig ser han håbet for enden af skibets langstrakte kølvandsstribe.

Foto: Kristian Brasen. Fold sammen
Læs mere

Hvis det må være mig tilladt, kære læser, for en gangs skyld at rette blikket mod mig selv, mod Deres trofaste logbogsskribent, vil jeg til gengæld indvie Dem i sølivets helt personlige genvordigheder.

Jeg har mareridt: Våde drømme, og nej, det er ikke den slags, som jeg udmærket ved, De straks får i tankerne. Men gid det var så vel. Jeg drømmer om skibskatastrofer og død. I nat vågnede jeg op med et sæt, da jeg pludselig befandt mig, svimmel og snappende efter vejret, blandt fire meter høje, skummende bølger i Koralhavet.

Jeg havde vist stået og røget en aftensmøg ved rælingen sammen med »Vædderen«s hyggelige præst, Peter Thyssen, da der kom en helt forkert sø. Naturkræfterne kastede mig op i luften og væltede mig i bølgerne med samme nonchalance, som når kabysdrengen tager spanden med kartoffelskræller og hælder indholdet i havet. Jeg ved ikke, hvad der skete med orlogspræsten. Men jeg var ved at drukne - og kaste op.

Jeg har også haft mareridt om mure af tsunamier, der kommer og tager mig. Og sluger mig. Og om piskende storme, der får skibet til at krænge faretruende. Og hver gang vågner jeg op i min øverste køje (min ven, fotografen, sover altid trygt nedenunder) badet i sved - og med kvalme.

Vores lille lukaf - og nej, det hedder altså ikke en kahyt, siger Søværnet - ligger næsten helt ude i stævnen. Det er netop der, hvor skibet løfter sig allermest, når det skal over de store bølger - og følgelig har den længste vej ned i dybet igen. Så siger det plask uden for, skroget brager, og man bliver presset ned i madrassen af G-kræfterne. Ganske kort tid efter sker det modsatte: Man løfter sig ligesom kortvarigt fra madrassen, til man opnår en fornemmelse af vægtløshed - og så ned igen. Så ligger man der i sin ufrivillige Tivoliforlystelse og tæller efter. 1, 2, 3, 4, 5: Vægtløs. 1, 2, 3, 4, 5: G-kraft. Og sådan fortsætter det hele natten igennem, stort set med samme regelmæssige interval. Ofte er jeg nødt til at lægge mig lige efter aftensmaden, men det er for at undgå at hilse på ham den kvalmende fyr, de kalder Ulrik. Sovsen og kartoflerne ligger helt oppe i halsen.

Intet nyt er ...
På »Vædderen« har man under normale omstændigheder mulighed for at aflede sine tanker med noget af al den interessante forskning, der foregår om bord. Men her på togtet fra Salomonøerne til New Zealand sker der, rent ud sagt, ikke en fløjtende fis. Det er en ren færgeoverfart af otte dages varighed. Selv mange af forskerne sover til langt op ad dagen, og når man møder dem i messerne, sidder de med blege øjne og kan lige strenge sig an til at sige:

»Gud, hvor er jeg altså bare søvnig.«

Så trisser man op på kommandobroen og spørger officererne i en påtaget frisk tone:

»Hva' så? Sker der noget?«

»Ikke en skid,« siger de. »Vi har ikke set et skib siden 1. januar. Men der er nogen, der siger, at en albatros flyver rundt ude bag agterdækket.«

En albatros! Superglideren med verdens længste vingefang! Jeg styrter ned ad trapperne og ud på agterdækket, og der står ganske rigtigt en forsker med en kikkert.

»Er albatrossen der endnu?«

»Beklager. Fuglen er fløjet, du.«

Solnedgang, tøsedreng
Jeg læner mig ud over rælingen og stirrer på »Vædderen«s langstrakte kølvandsstribe. Forsøger at gnide døsigheden ud af øjnene. Synker en klump i håb om, at den permanente kvalme forsvinder. Og så får jeg øje på dem: Skyerne - dejlige, bløde cumulusskyer, der sagte driver forbi her ude i intetheden 500 sømil nord for New Zealands nordspids. Og helt ude mod horisonten slikker fintformede tråde af langstrakte cirrusskyer op mod den begyndende aftenrøde. Hvor er det bare smukt. Hvor er verden stor og fantastisk og ...

Min unge ven, fotografen, kommer daskende hen til mig med sit kæmpemæssige Canon om sin brede skulder.

»Hej,« siger jeg helt oplivet. »Hvorfor tager du ikke nogle fede billeder af skyerne i solnedgangens skær? Så laver jeg en filosofisk artikel om skyernes væsen og verdens storhed.«

Min ven, fotografen, kigger på mig, som om jeg er faldet ned fra en af himlens vattotter.

»Skyer og solnedgange,« siger han og stikker en smøg i mundvigen: »Det er for tøsedrenge og bøsserøve, du.«

Som en fuld sømand vralter jeg ned på lokummet og hilser på Ulrik.