Logbog dag 144: Appel om en ny samvittighed

International kapacitet i oceanernes miljø maner til eftertanke: Der er intet, der tyder på, at naturen i havet har mindre behov for beskyttelse end naturen på land. Vi må udstyres med en marin samvittighed, siger professor og prorektor Katherine Richardson.

»Når gravide frarådes at spise tunfisk på grund af deres høje indhold af tungmetaller, så er den gal,« siger Katherine <QA0><br>Richardson, vicepræsident i European Science Foundation. Her undersøger hun vandets indvirken på koraller i et glas.<br>Foto: Kristian Brasen Fold sammen
Læs mere

Havet er et unaturligt miljø for mennesker. Vi kan jo drukne i det.

Vi kan stå ved en kyst eller ved rælingen på et skib og kigge ned på overfladen af det våde element, og vi kan kun ane, hvad der er af større organismer allerøverst i vandsøjlen. Og selv om vi dykker ned i det, får vi aldrig tilnærmelsesvis samme begreb om naturen dernede, som hvis vi går en tur i skoven og dufter anemonerne, klatrer i træerne og skraber i mulden. Havet er et fremmedlegeme.

Det er formentlig derfor, at vi har gjort hele 17 mio. kvadratkilometer af Jordens landområder - næsten det dobbelte af USAs areal - til naturparker og fredede områder. Vi har en intuitiv forståelse for, at vi skal passe på vores landnatur. Men vi har slet ikke den samme forståelse for havene, hvor vi kun har udlagt 1,7 mio. kvadratkilometer som beskyttede områder, svarende til en tiendedel af det tilsvarende areal på land. Og Jordens oceaner fylder 71 pct. af planetens overflade.

»Der er intet, der taler for, at have har mindre behov for beskyttelse end landområder. Vi må derfor til at lære at have respekt for oceanerne - en marin samvittighed, om du vil. Der er ingen vej udenom,« siger professor i marin økologi og prorektor ved Aarhus Universitet, Katherine Richardson.

30 pct. færre koralrev
Katherine Richardson er ikke nogen tilfældig forsker: Vicepræsident i European Science Foundation, formand for en rådgivningskomité om globale miljøændringer i det nye europæiske forskningsråd og efterspurgt foredragsholder, selv blandt statsledere og royale med interesse for havenes miljø.

Hendes bekymring går især, men ikke udelukkende, på menneskets udledning af drivhusgassen CO2.

»Luftens indhold af CO2 er i øjeblikket på sit højeste niveau i mindst 650.000 år. Vi kan imidlertid takke oceanerne for, at de har optaget omtrent halvdelen af al den CO2, som vi har ledt ud i atmosfæren. Men det gør havene syreholdige. Beregninger viser, at allerede i 2065 vil koraller ikke længere være i stand til at danne kalk på grund af syren. Og syren er allerede i vidt omfang begyndt at opløse den eksisterende kalk i korallerne. I dag er der bl.a. af den årsag 30 pct. færre koralrev end i 1980,« forklarer hun, mens »Vædderen« skærer sig gennem bølgerne mod New Zealand.

Hun har andre gode eksempler - herunder den undselige vandloppe Calanus finmarchicus, der måske kun er kendt af 100 mennesker på hele jordkloden. Men det gør den ikke mindre vital for havenes økologi. Den er nemlig torskelarvens vigtigste føde.

Vigtig vandloppe
Om vinteren ligger vandloppen næsten i dvaletilstand i det kolde havvand på 1.000 meters dybde mellem Færøerne og Shetlandsøerne. Men om foråret svømmer hunnerne den lange vej op for at gyde, idet de instinktivt ved, at æggene vil blive ført med havstrømmen til et ekstra næringsrigt havområde fuld af plankton. Her kan afkommet vokse sig fede i så stort antal, at torskelarver kan mæske sig i dem.

Nu risikerer vandloppen imidlertid at blive offer for den globale opvarmning. Opvarmningen smelter ismasser, hvilket kan være medvirkende til at ændre de herskende strømforhold i Nordatlanten. Derved kan Calanus finmarchicus måske ikke længere blive ført med sin gængse havstrøm til stedet, hvor dens egen fødekilde hersker. Den risikerer at dø af sult, og når det er slut med vandloppen, så er det også slut med torsken.

Katherine Richardson er også stærkt bekymret for det intensive fiskeri, der foregår i talrige havområder:

»Der findes steder på havbunden, som bliver pløjet igennem af trawl både to og tre gange om året. Vi ville aldrig tillade en tilsvarende ødelæggelse på land.«

Den amerikanskfødte, men dansk gifte top-havforsker har ikke nogen entydig løsning på de mange problemer i oceanerne, og hun har forståelse for mange af de modstridende kommercielle interesser i havene. Men som hun siger:

»Det er da til at forstå, at når gravide frarådes at spise tunfisk på grund af deres høje indhold af tungmetaller, så er den gal - så er vi gået for vidt.«www.berlingske.dk/udland

Læs tidligere artikler fra ekspeditionen. Klik på »Galathea 3« under »Tema«.