Logbog dag 143: De første navigatører

En af de største præstationer i menneskehedens historie er utvivlsomt polynesiernes erobringer af selv de fjerneste øer i verdens største ocean, Stillehavet. Vi fortæller historien om, hvordan de for mere end 3.000 år siden begyndte at følge stjernernes stier over verdenshavet.

I aftes blæste det op omkring »Vædderen« på det åbne hav syd for Salomonøerne. Under kulsort himmel og med 14 sekundmeter vind gennem håret oplevede museumsinspektør for Nationalmuseets Etnografiske Samling Bente Wolff de omstændigheder, som polynesierne måtte kæmpe sig igennem for at befolke øerne i Stillehavet. <br>Foto: Kristian Brasen Fold sammen
Læs mere

Stillehavet er enormt. Det dækker en god tredjedel af klodens overflade. På sit bredeste sted er der 20.000 kilometer fra øst til vest. Man kan også sige det på den måde, at det er et helt Afrika større end alle Jordens kontinenter tilsammen.

Alligevel var selv Stillehavets fjerneste og mest isolerede øer for længst indtaget af polynesiere, da europæiske søfarere og opdagelsesrejsende med møje og besvær selv fandt derud for 300-400 år siden. Den hvide mand måtte gnide sig i øjnene og opfinde historier om, at Gud måtte have placeret disse mørkhuder derude - eller at de var overlevende efter primitive fiskere, som var drevet til søs. Europæerne havde simpelthen ikke fantasi til at forestille sig den sande historie - nemlig historien om et søkundskab, et himmelkendskab og en viljestyrke, der på mange måder langt overgik deres egne evner.

Hvordan gjorde de det? Hvordan kom de derud? Vi rådførte os med eksperten Bente Wolff, der som museumsinspektør for Nationalmuseets Etnografiske Samling er med på Galathea-ekspeditionens rejse over Koralhavet til New Zealand. Hun sætter de gamle polynesiske søfareres præstation i relief med disse ord: »De var simpelthen datidens astronauter. De plantede deres fødder, hvor mennesket aldrig før havde været.«

Ukendte fartøjer
Historien om polynesierne tager sin begyndelse med det moderne menneskes udvandring fra Østafrika for ca. 75.000 år siden. Langsomt spredte homo sapiens sig til alle grene af Europa og Asien, og for godt 40.000 år siden krydsede mennesket også de dengang væsentligt kortere og lavere vandbarrierer, der adskiller Sydøstasien fra Australien og Ny Guinea. Fra Ny Guinea var der endda folk, som i løbet af de næste 10.000 år sejlede til det såkaldte Nære Oceanien, altså primært de større øer i det nuværende Salomonøerne.

»Vi ved ikke, hvad de sejlede i. Måske var det udskårne træstammer, måske tømmerflåder. Men derude er der højst 100 kilometer mellem øerne, og de kunne praktisk taget altid se den næste ø i horisonten,« forklarer Bente Wolff.

Der skulle gå over 25.000 år - helt op til for godt 3.000 år siden - før det næste gigantiske skridt blev taget: erobringen af det centrale Stillehav. Og skridtet blev taget af folk, som taler austronesiske sprog, der har rødder i det nuværende Vietnam eller sydlige Kina. Disse folk var ikke primitive jægere og samlere, men agerbrugere, der stævnede ud på verdenshavet fuldstændig som Noah i sin ark. Til deres kommende, helt ukendte tilværelse medbragte de bl.a. høns, grise, hunde, rotter (formentlig til at spise), plantefrø og morbærtræer til at fremstille barktøj af, og de sejlede i dobbeltskrogede kæmpe-kanoer, der kunne medbringe op til 60 mennesker. På den måde underlagde de sig over en 500-årig periode fra omkring 1300 f.Kr. centrale øer i Stillehavet som Fiji, Samoa og Tonga. Efter nogle hundrede års pause gik det endda videre mod øst til bl.a. Cookøerne og Selskabsøerne med Tahiti.

Når de ledte efter nyt land, sendte de først unge spejdere ud i hurtige kanoer. De tog som regel den hårde vej ud, altså direkte mod den sydøstlige passatvind, for på den måde kunne de så at sige altid komme hjem med vinden i ryggen. Spejderne var fabelagtige navigatører. De lærte sig stjernehimlen udenad, sådan som den så ud på givne tidspunkter. For disse navigatører tog den sig ud som en tryg sti gennem natten - en stjernesti.

Skyernes karakterer
De lærte sig også dønningernes kendetegn. Stillehavets dønninger opfører sig meget regelmæssigt, men nær land ændres deres dynamik, og det kunne de mærke. De holdt øje med særlige fuglearter, der jager fisk op til 60 km fra land, og de fulgte deres flyveretning - ud fra land om morgenen, hjem mod land om aftenen. Endelig så de på skyerne, for over land ændrer skyer ofte karakter og bevæger sig langsommere end over åbent hav.

Polynesiernes sidste bedrift blev erobringen af yderpunkterne i den såkaldte Polynesiske Trekant, nemlig Hawaii, Påskeøen og New Zealand. Her var der tale om sørejser på ca. 4.000 km fra øerne i det østlige Stillehav, og det foregik for omtrent 1.000-800 år siden. Som Bente Wolff formulerer det: »Der er intet, der tyder på, at så forfærdelig mange af deres kanoer gik ned under disse sejladser, også selv om en sørejse kunne strække sig over mere end en måned og med en fart på op til 250 km om dagen. Navigatørerne kendte vejene over det stjerneglimtende hav. Det var virkelig en respektindgydende præstation.« www.berlingske.dk

Læs de øvrige logbøger fra Galathea-ekspeditionen